I dag havde vi booket en tur til selve Cobbold Gorge, og der var afgang kl. 10 i en stor firhjulstrukket bus (behøver jeg fortælle, at Victor var i sit es?). Området er stadig en del af vulkanområdet, og det er vildt, at i går kørte vi i området, og der var der ét landskab, og i dag kørte vi tre kilometer den anden vej, og så var det fuldstændigt anderledes. Vi kørte ud til et område med ”sandstones”, hvor vi kom på ”bushwalk”, og fik fortalt om de forskellige planter, vegetationer og sten. Laura og Victor gik næsten hele vejen selv, og det var ret flot, i betragtning af, at det var et noget kuperet terræn, og det var ret varmt oven i købet. Nede ved den lille ”creek” (vandløb), var der ferskvandskrokodiller. De lå på banken og i vandet, og var ret ligeglade med, at vi kom forbi. De er ikke farlige for mennesker – man kan endda svømme sammen med dem, men det var nu ikke ligefrem en opfordring, som nogle af os afprøvede Men de så ret fredelige ud, og vi fik at vide, at selv de store på 2 – 2½ meter kan nøjes med en fisk på ca. 30 cm pr. dag.
På vejen så vi også en helikopter flyve rundt flere gange, og det var for at finde ud af, hvor kvæget står (de går frit på disse kæmpe arealer), og så skal de indfanges senere i dag. De bruger både motorcykler, helikopter, heste og hunde, så der er fuld gang i den. Det var jo lidt sådan noget, jeg havde håbet man kunne se på lidt tættere hold i går, men det er åbenbart slet ikke for turisterne, men ren kvæg-business.
Så kom vi til selve sejlturen i den berømte Gorge (det er en kløft, som er blevet dannet i forbindelse med de vulkaner, der ligger i området), og det var afsindigt smukt. Den er seks km lang, og kløfterne er op til 30 meter dybe. Dybt dybt imponerende værk fra naturens side, og det var så smalt, at vi kun lige kunne få den lille båd igennem. Klippeformationerne var fantastiske, og den stilhed der var, var ubeskrivelig. Der var virkelig ikke én eneste lyd (ok, vi bestak Laura og Victor med kiks!), og bådmotoren var på el, så den var fuldstændig lydløs. Og den friske luft, som vi indåndede kunne man næsten også mærke var helt unik. Jeg tror aldrig, at jeg har oplevet noget så fredfyldt og smukt på samme tid – det var godt nok enestående!!! Det er svært at beskrive det meget mere – jeg tror billederne taler for sig selv, og så med absolut ingen lyd til, så kan man næsten forestille sig, hvordan det var at være der.
John Corbett var den mand, som fandt dette område først, og han havde et tragisk liv, hvor hans kone døde i barselssengen i januar, og han selv blev slået ihjel af nogle aggressive aboriginals fire måneder senere, og den lille pige døde også kort tid efter. En ret sørgelig historie, men hans grav er bevaret endnu, og det var sidste stop, inden vi kørte tilbage til campingpladsen. Da vi kom tilbage var der allerede væsentligt flere campister (dog ingen campervans), og vi havde også fået at vide, at fra denne weekend starter et nyt ”peak” for dem, så endnu en gang har vi været heldige at få det bedste med os, og så kører vi tilbage mod Cairns i morgen igen.
Eftermiddagen er gået med at lave absolut ingenting og nyde freden og roen. Jeg satte mig op i baren, for at få lidt ”børnefri”, og skrive lidt dagbog (imponerende, at man kan komme bagud, når man ikke laver noget… ), og Bjørn fik løbet 10 km lige inden det blev mørkt.
Og så bare en lille oplysning – det er ved at blive hverdag for Bjørn at prøve at skylle frøer ud i toilettet. De er ikke til at se, når man starter, for de sidder helt oppe under der, hvor vandet kommer ud, så man opdager dem først, når man skyller ud, men de er så gode svømmere, at de aldrig kommer helt med ud, og så kravler de derop igen og sidder indtil næste gang. Sikke et liv…!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar