Lørdag d. 17. april 2010

Vi skulle tidligt op i dag, for vi blev hentet kl. 7.45 af en bus, som skulle køre os op nær byen Kuranda, hvor vi skulle køre på ATV’ere. Vi var de første, der blev hentet, så vi kørte rundt i Cairns for at samle flere op, og det var helt rart at se byen igen. Jeg boede i Cairns i næsten tre måneder tilbage i 1995, hvor jeg boede hos en australsk familie og gik i skole herude. Byen er lavet en del om siden, men der er trods alt nogle af gaderne, der ligner sig selv, og det var lidt som en ”jeg er tilbage i mit andet hjem”-følelse, der skyllede ind over mig. Jeg glæder mig dog til at se lidt nærmere på det hele, når jeg kan gå lidt rundt og ”indsnuse” alle indtrykkene.
Det tog ca. tre kvarter at køre op til Kuranda, og som ankomst valgte chaufføren lige at kappe en gren på et træ på den hårde måde – med bussen!
Vi lånte nogle enormt smarte sko og hjelme (jeg fik en ridehjelm, for der var ikke motorhjelme i så små størrelser – ingen kommentarer, tak!) , og efter en kort introduktion, skulle vi så ud på egne hjul. Det i sig selv tog sin tid, for det var nogle ret medtagede ATV’ere, som nogle gange kunne holde til at være i frigear, og andre gange gik de i stå. Det var mest det sidste, der var tilfældet, så de tre guider havde travlt med at genstarte mange af maskinerne, inden vi overhovedet var kommet af sted.
Først skulle vi på en prøvebane, dels for at lære køretøjet at kende, og dels for at guiderne kunne se, hvilke færdigheder hver enkelt havde. For at komme ud til banen, skulle vi først køre i en lang række, og min far lå som altid bagerst (det vil han gerne, for så kan han ligge og lege lidt – lidt rebel er man vel altid ). Vi linede pænt op på rad og række (det lå i luften, at nu skulle vi lige ”opføre os ordentligt”) – men naturligvis undtagen min far, som drønede rundt for at afprøve alle køretøjets egenskaber, så én af instruktørerne måtte løbe efter ham og fortælle, at nu skulle han altså ind i rækken 
Vi blev hurtigt delt i to hold – Bjørn, Thorsten og min far kom på det øvede hold, og Knud og jeg kom i ”sinke-klassen”. Sådan føltes det i hvert fald i starten, men efterhånden som alle fik lidt mere føling med det, kom vi også ud i et noget mere kuperet terræn, og det var rigtig sjovt.
Undervejs mødte vi flere gange det andet hold, men første gang var der én fra vores gruppe, som drejede af og fulgte med de andre, og da vi var kørt lidt videre, kom Bjørn og min far pludselig kørende – selvfølgelig væk fra deres egen gruppe! Vi vinkede til dem, og da de så kørte forkert, måtte hele vores gruppe sætte efter dem, og bede dem vente hvor de var, mens vi kørte ud for at lede efter deres gruppe. Den fandt vi hurtigt, og Bjørn og far fik at vide, at de altså ikke måtte køre deres egne veje! Det skal dog siges til deres forsvar, at Bjørn var gået i stå, og far havde ventet på ham, og da de kom i gang igen, var de andre væk.
Én af de andre gange vi mødte den anden gruppe var der ingen tvivl om, at min far hyggede sig helt vildt. Julelysene strålede i øjnene på ham, og når man kiggede efter ham, var det næsten som at være midt i en tegnefilm med Anders And, hvor han racer om kap med Fætter Højben – det gik fra side til side over stok og sten 
Anderledes var det i vores gruppe, hvor jeg racede sammen med svigerfar. Knud kørte bagerst, og nogle gange kiggede jeg bagud, hvor han ikke lige var til at se, men kort efter kørte han op på siden af mig. Så havde han lige fundet en smutvej eller sat turboen på, og så var han med igen. Han havde også kameraet med ud på turen, og da vi på et tidspunkt passerede nogle lidt specielle køer med en pukkel ved nakken, måtte han lige tage et billede af dem, for sådan et har Kirsten ønsket sig på hele turen – det er da betænksomhed  Vi kom også forbi nogle kæmpe store termitboer – det er vildt, at de kan blive så store, og at så små kan bygge noget i den størrelse. Det mest dramatiske der skete på vores tur var en pige, der faldt af. Jeg ved ikke hvad hun lavede, men hun kom hurtigt op igen, og der var heldigvis ikke sket noget som helst.
Vores gruppe var den første, der kom tilbage til udgangspunktet, og da den anden gruppe kom kort efter, sad Thorsten bag på guiden. Det viste sig, at forgaflen eller styrtøjet var knækket på Thorstens ATV midt i et vandhul, så den måtte de efterlade, og så måtte han have et lift det sidste stykke.
Jeg afleverede hjelmen, men skoene var jeg næsten ked af at skulle af med. De var mega slidte og grimme, og selv om de har været brugt af mange, så lugtede de ikke. Det gør mine sandaler til gengæld – det er nærmest død kænguru! Faktisk er det så slemt, at jeg har bandlyst dem at komme ind i vores campervan, så de overnatter ude på vores lille terrasse 
Der var hotdogs til frokost, og kort efter blev vi kørt tilbage til campingpladsen.
Det var gået så fint med at farmor og mormor havde passet Laura og Victor, så det var dejligt. Det lød til, at alle fire havde hygget sig gevaldigt.
Vi fandt ud af, at vi alle gerne ville ind til byen og gå lidt rundt, så efter vi havde været i bad tog vi vores bil derind, og satsede på ikke at møde en sur strisser på vejen. Vores campervan er godkendt til at transportere seks personer, men nu var vi jo så ni, og det gik heldigvis fint.
Både Laura og Victor faldt i søvn på vejen derind, så Bjørn startede vagten i bilen, mens vi andre gik ned til havnefronten og esplanaden, og de har også lavet et stort lagoon-område, hvor der var rigtig mange, der badede. Vejret var godt, folk var glade og stemningen var god og afslappet – og så er det bare så dejligt at være tilbage  Vi så også flagermus igen – der var rigtig mange af dem, og de blev ved med at flyve omkring os, men heldigvis var de ret højt oppe i luften.
Jeg gik tilbage til bilen, hvor både Laura og Victor stadig sov, men da de vågnede gik vi alle ned til Esplanaden og mødtes med de andre. Klokken nærmede sig spisetid, så vi begyndte at lede efter en restaurant, der hedder Charlie’s. Det er en fiskerestaurant, som vi kender fra vi var herude sidst, som vi gerne ville prøve igen. Det var godt vi startede så tidligt med at finde den, for den lå væsentligt længere væk end jeg husker det, så vi kom ud på noget af en gåtur. Det blev også med lidt forviklinger, for jeg skulle hente vin til B.Y.O. og en pusletaske, og undervejs finder Bjørn og mormor ud af, at vi hellere må tage bilen derud, men der var jeg allerede gået derfra igen – med nøglerne naturligvis – så de måtte tage en taxa derud. På vejen derud var jeg ved at blive fløjet ned af nogle små sorte fugle. Det skete flere gange, at en hel flok kom flyvende i menneskehøjde, og det var fuldstændig som at sidde bag en bilrude og se en masse komme mod én meget hurtigt – utroligt, at de nåede at flyve udenom! Vi kom også forbi advarselsskilte med krokodiller – jeg kan godt huske nogle grumme historier, der gik i byen, da jeg boede her, og da det efterhånden var blevet temmelig mørkt, fik vi hurtigt lidt fart i skosålerne, og til sidst lykkedes det alle at mødes på restauranten på trods af diverse forhindringer undervejs.
Der var en buffet, som var rigtig god – blandt andet nogle gigantiske kæmperejer (kan man sige det? Nå, men de var i hvert fald temmelig store), østers og sushi, men der var også mange andre ting, som ikke havde noget med seafood at gøre. Derudover var der også desserter, og Victor sad og madede onkel Thorsten med chokolademousse – det i sig selv så rigtig sjovt ud, men da han også tog servietten og tørrede Thorsten om munden, ja så var vi helt færdige af grin! Så har han da lært noget, det er bare viljen det nogle gange kniber lidt med 
Bjørn gik tilbage og hentede bilen, og så kørte vi tilbage til campingpladsen. Alle var godt trætte efter en lang dag, så vi fik sagt farvel og tak for en rigtig dejlig tur til Thorsten, han flyver til Sydney meget tidligt i morgen.