Tirsdag d. 27. april 2010

Bjørn har været aktiv endnu en gang – denne gang har han løbet 32 km!! Super flot, men han går også lidt sjovt nu 
Vi har ikke lavet det helt vilde i dag, slappet af og så var det meningen, at vi skulle have været lidt praktiske også (pakke en del af vores ting, gjort camperen klar til aflevering og fået vasket noget tøj), for i morgen skal vi jo på tur hele dagen, og så skal vi af sted tidligt torsdag morgen. Det praktiske blev dog ikke til noget, men så må vi tage revanche i morgen, når vi kommer hjem fra tur.
Kakaduerne flyver rundt overalt her, og vi har regnskov og bjerge i ”baghaven” – det er et super lækkert sted 
Vi har været i swimmingpoolen, og Laura har fået en svømmevest, som er et genialt koncept. Den har samme funktion som badering og svømmevinger, men idet den sidder på kroppen, har hun lettere ved at finde ud af, hvordan man bevæger sig i vand, for at holde sig oven vande. Desværre havde de ikke én i Victors størrelse, men vi håber vi kan nå at finde én til ham også, inden vi tager afsted.
På et tidspunkt legede Victor med vores GPS, og fuldstændigt kopieret fra os, spurgte Laura ham: ”Hvor langt er der til Cairns, Victor?” 
Vi skulle ringe til Daintree Air Service for at få endelig besked om vores tur i morgen (den er meget vejrafhængig), men vi fik at vide, at indtil videre så det fint ud, og hvis det fortsatte, kommer vi af sted, men vi skal ringe igen i morgen tidlig kl. 7, fordi det kan nå at ændre sig. Jeg håber inderligt, at vi kommer af sted og får en fantastisk tur!!!
Sidst på dagen tog vi ind til byen, hvor vi gik en tur langs Esplanaden, og vi spiste aftensmad på en italiensk restaurant. Det var vores afskedsmiddag med Australien, for i morgen kommer vi halvsent hjem fra en lang dag, og vi skal have pakket og gjort ved, så der bliver det nok til et eller andet hurtigt på vejen.
Det var en rigtig hyggelig aften, hvor vi også nåede på natmarked. Det var ok, men der var mange souvenirs og mange af boderne solgte de samme 10 ting, men stemningen var god, og det var lidt hyggeligt også at få det med.
På vejen hjem kørte vi en omvej (faktisk den vej, som jeg dirigerede hertil den første dag), og det kunne Laura og Victor ikke modstå, så de faldt i søvn (det var også meningen), og så var de ret nemme at lægge i seng bagefter. Det var Bjørn i øvrigt også, han var vist også ret træt efter den lange løbetur i morges, så lige nu er der ro og fred til at skrive og uploade indlæg på bloggen (lige bortset fra en ret irriterende flue, jeg ikke kan få ram på med de få ting, som jeg har indenfor rækkevidde ).

Mandag d. 26. april 2010

Så for søren! Nu er den så gal i Bangkok!! Demonstrationer og krav om at regeringen skal gå af har givet uroligheder i store dele af byen, og nu er der også blevet sprunget granater, og der er en del dræbte. Derfor fraråder Udenrigsministeriet al indrejse til Bangkok, og der skulle vi egentligt have været fløjet til på torsdag. Nå, men hurra for Dorte fra MarcoPolo – hun har (endnu en gang) været fantastisk (også med mine forældres hjemrejse i forbindelse med vulkanudbruddet på Island), og forsøger at ændre vores rejse, så vi kommer til Cambodja først, og derefter Thailand. Måske Bangkok til sidst, hvis der stadig er uroligheder, når vi kommer tilbage fra Siem Reap og øerne i Thailand.
Nå, men bortset fra denne forstyrrelse, så har vi haft en rigtig god dag. Først kørte vi ud og så Millstream Falls, det var rigtig flot, men så har vi vist også set vandfald nok på denne tur  Vi kørte ad lidt mindre veje tilbage til Cairns, og kom blandt andet igennem byerne Herberton og Yungaburra, som var gamle mine-byer, og jeg følte nærmest, at vi kørte ind midt i en western. Der manglede bare lige et par heste og nogle cowboys. Herberton ville jeg gerne have set lidt mere af, de har blandt andet en historisk bydel, hvor alt er bevaret i den gamle stil, men Victor sov, så vi syntes det var bedre, at han fik sin søvn, for vi har planer om at tage i Night Zoo i aften, og så skulle han jo gerne kunne holde lidt længere.
Derefter var der så for alvor bjergkørsel over en forholdsvis lang strækning mod Gordonvale, og både Laura og jeg nåede at blive køresyge, men det blev heldigvis ved det, og morgenmaden blev i maven  Når det så er sagt, så var det fantastisk smukt ud over alle bjergene, og vi følte os lidt sat tilbage til Tasmanien. Det føles i øvrigt som om det ligger enormt langt tilbage nu…
Vi nåede Cairns, og på grund af alt det her Bangkok-halløj, så måtte vi lige spise frokost på McDonalds – legeplads til børnene, og gratis internet til de voksne  Det er super dejligt ligefrem at få reklamationer over, at der ikke er lagt indlæg på bloggen siden midten af april – hvor er det rart at vide, at så mange af jer følger med som faste læsere – tak for det 
Vi havde fundet den campingplads, som vi gerne ville hen til, og jeg mente jo nok at jeg kunne vejen, og vi kom også forbi mange smukke områder, men til sidst måtte jeg overgive mig, og overlade navigationen til Tante Trut (det er vores GPS). Bjørn mente bestemt, at jeg skulle nedsætte mig som co-driver med sloganet ”See places, you have never seen before” eller alternativt som kørelærer med sloganet ”Lær komplette u-vendinger allerede efter første tur” 
Vi checkede ind på Cairns Crystal Cascades Holiday Park, den sidste campingplads vi skal overnatte på, inden vi skal aflevere vores dejlige campervan  Det er godt nok lidt trist at tænke på, så det prøver vi at lade være med – der er jo heldigvis et par dage endnu 
Vi ville gerne have været til Green Island i morgen, men de har lovet samme vindforhold, som da vi tog ud til det ydre rev fra Mission Beach og muligvis lidt værre, og så skulle vi ingen steder! Til gengæld bestilte vi en tur til Night Zoo i Cairns Tropical Zoo, så det skulle vi så her til aften.
Vi er jo godt i gang med potte-træningen med Laura, og det har en afsmittende effekt på Victor, så i dag lykkedes det for første gang for ham også. Det er nok lidt naivt at tro, at det fortsætte, men vi er nu stolte forældre alligevel 
Indtil vi skulle af sted lavede vi pandekager (ja, resterne er ved at blive brugt), og det var i noget mindre Rasmus Klump stil end til Lauras fødselsdag, men vi er jo heller ikke så mange mere.
Vi tog af sted til Night Zoo, hvor det hele startede med aftensmad fra grillen. Det var ægte australsk BBQ, og jeg nåede at smage en rigtig australsk steak inden vi tager herfra. Bjørn gik glip af det, for han har planer om at løbe langt i morgen, så han holdt sig til kyllingen og masser af pasta. Til dessert var der blandt andet Pavlova, som er en form for marengskage – meget australsk, men ikke noget specielt.
Det var en hyggelig optakt, og bagefter tog vi rundt i den zoologiske have. Vi startede i et show-room, hvor der blev vist possums, frøer, slanger og ugler, og derefter var det tid til at se koalabjørne. Bjørn fik lov at holde én af dem, og det var både Laura og Victor meget begejstrede for. Derefter kom vi over til huset med reptiler, og der var godt nok mange ubehagelige slanger – de fleste meget giftige, og naturligvis findes de i Australien. Derefter var vi ovre og se krokodillerne blive fodret – både de store saltvandskrokodiller, men også de noget mindre ferskvandskrokodiller. Laura blev ved med at sige ”De grimme krokodiller!”, og vi måtte jo give hende ret – de er jo ikke så hyggelige at se på. Bagefter var der ”Billy Tea” ved et bål, og man kunne håndfodre kænguruer og wallabies – et mega hit for både Laura og Victor, som næsten ikke var til at slæbe derfra igen. Aftenen sluttede af med lidt fælles musik og dans, det lyder meget turistet og opreklameret, og det var det på sin vis også, men alligevel formåede de at skabe en ret hyggelig aften, og Laura og Victor syntes helt sikkert de t var fantastisk – de fik lov til at slå på en masse instrumenter og klappe og danse – og så var der chips på bordene, så deres aften kunne vist ikke have været meget bedre, og vi andre hyggede os også 

Søndag d. 25. april 2010

I dag har været noget af en køredag, da først vasketjansen var overstået. Den kunne vi dog have sparret os, for det er langt fra blevet godt. Tøjet er nyvasket bevares, men absolut ikke renvasket, så meget af det ryger direkte i vasketøjskurven igen – det så ellers godt ud med alt det vi havde vasket og hængt op .
Turen ad de meget små grusveje var ikke så slem som på vejen herud (jeg tror vi har vænnet os til terrænet, og har fundet ud af, at når australierne kan køre godt til på disse veje, så må vi da også kunne det – også med et hus på ryggen ).
Vores første stop var Georgetown (Georg-By lyder lidt ligesom i Anders And (Andeby)– ja, vi har kørt langt i dag, og pludselig finder man på de underligste ting at tale om ). Der var en legeplads og det var også blevet tid til frokost. Vi fandt også lige et ”dump-point” (vores toilet virker vist ikke helt optimalt!), og det hjalp heldigvis gevaldigt 
Undervejs var der også vejarbejde, og i modsætning til inde i byerne, så har de rent faktisk fundet ud af at sætte en midlertidig lyskurv op, i stedet for at lade minimum to mænd stå og vende skiltet med ”Stop/Slow”. Men man føler sig godt nok lidt dum, når man befinder sig midt i ingenmandsland, der er absolut ingen andre biler i miles omkreds, og så holder man for rødt lys. Der savnede vi så vores ”ven” fra da vi kørte den anden vej – der var der både lyskurv og en mand med et skilt – med det resultat at manden gav os lov til at køre, selvom lyskurven var rød… Men i dag blev der så endeligt grønt – og så kom der en bil. Sig mig engang – der er da hverken op eller ned her i landet 
Nå, men eftersom det er sidste stop i outbacken i dag, tænkte vi, at vi ville være ægte eventyrer, og sove et øde sted i naturen, og altså ikke på en campingplads. Det virkede ret cool, billigt og når der alligevel ikke er andre, så er det da løsningen!! Vi fandt en god sidevej (dem er der ikke mange af, skal jeg lige hilse og sige!), og kørte et godt stykke derudad. Vi kom igennem nogle flotte villakvarterer, så der bor rent faktisk mennesker herude. Nogle gange kan man godt blive i tvivl… Da det ligesom sluttede, og der var et skilt med ”Road ends”, så fortsatte vi lidt videre af den meget lille grusvej (nu var vi jo efterhånden blevet hærdede!). Vi fandt et rigtig godt sted, og begyndte at lave mad. Jeg så godt, at der pludselig gik en mand forbi, men han virkede ikke som om han ænsede os specielt, så det bed vi ikke mere mærke i. Det varede dog ikke længe, før en ung fyr kom drønende i sin gamle hvide spand, og pænt kom hen og spurgte, om vi var faret vild. Øh, ikke rigtigt – vi er ved at lave aftensmad! Men han var rigtig flink og høflig, og ville bare høre om der var noget galt med bilen eller om vi var faret vild. Jeg spurgte om det var ok, at vi camperede der for natten, og det var helt fint med ham, og han tilføjede endda, at hvis vi vågnede tidligt, var der et godt lille vandløb, vi kunne bade i – vi skulle bare lige igennem en port. Det virkede jo rigtig fint det hele, men med den (u)sunde fornuft og kritiske tilgang til visse ting, som både Bjørn og jeg nu er udstyret med, var vi alligevel lidt bekymrede. Ville han os det nu også godt? Australiere er jo generelt totalt flinke og imødekomne, og det var ham her sikkert også, men alligevel var der noget der sagde os begge, at vi nok ikke burde blive her for natten. Med det resultat, at vi kørte lidt tilbage ad hovedvejen, og hen til et sted, hvor der var en resteplads, og vi havde set andre campister slå lejr for natten. Det er åbenbart noget, som man gerne må herude, for man må være her 24 timer, så det gjorde vi. Man er vel flokdyr! Og så meget for at være eventyrere for en nat 

Lørdag d. 24. april 2010

I dag havde vi booket en tur til selve Cobbold Gorge, og der var afgang kl. 10 i en stor firhjulstrukket bus (behøver jeg fortælle, at Victor var i sit es?). Området er stadig en del af vulkanområdet, og det er vildt, at i går kørte vi i området, og der var der ét landskab, og i dag kørte vi tre kilometer den anden vej, og så var det fuldstændigt anderledes. Vi kørte ud til et område med ”sandstones”, hvor vi kom på ”bushwalk”, og fik fortalt om de forskellige planter, vegetationer og sten. Laura og Victor gik næsten hele vejen selv, og det var ret flot, i betragtning af, at det var et noget kuperet terræn, og det var ret varmt oven i købet. Nede ved den lille ”creek” (vandløb), var der ferskvandskrokodiller. De lå på banken og i vandet, og var ret ligeglade med, at vi kom forbi. De er ikke farlige for mennesker – man kan endda svømme sammen med dem, men det var nu ikke ligefrem en opfordring, som nogle af os afprøvede  Men de så ret fredelige ud, og vi fik at vide, at selv de store på 2 – 2½ meter kan nøjes med en fisk på ca. 30 cm pr. dag.
På vejen så vi også en helikopter flyve rundt flere gange, og det var for at finde ud af, hvor kvæget står (de går frit på disse kæmpe arealer), og så skal de indfanges senere i dag. De bruger både motorcykler, helikopter, heste og hunde, så der er fuld gang i den. Det var jo lidt sådan noget, jeg havde håbet man kunne se på lidt tættere hold i går, men det er åbenbart slet ikke for turisterne, men ren kvæg-business.
Så kom vi til selve sejlturen i den berømte Gorge (det er en kløft, som er blevet dannet i forbindelse med de vulkaner, der ligger i området), og det var afsindigt smukt. Den er seks km lang, og kløfterne er op til 30 meter dybe. Dybt dybt imponerende værk fra naturens side, og det var så smalt, at vi kun lige kunne få den lille båd igennem. Klippeformationerne var fantastiske, og den stilhed der var, var ubeskrivelig. Der var virkelig ikke én eneste lyd (ok, vi bestak Laura og Victor med kiks!), og bådmotoren var på el, så den var fuldstændig lydløs. Og den friske luft, som vi indåndede kunne man næsten også mærke var helt unik. Jeg tror aldrig, at jeg har oplevet noget så fredfyldt og smukt på samme tid – det var godt nok enestående!!! Det er svært at beskrive det meget mere – jeg tror billederne taler for sig selv, og så med absolut ingen lyd til, så kan man næsten forestille sig, hvordan det var at være der.
John Corbett var den mand, som fandt dette område først, og han havde et tragisk liv, hvor hans kone døde i barselssengen i januar, og han selv blev slået ihjel af nogle aggressive aboriginals fire måneder senere, og den lille pige døde også kort tid efter. En ret sørgelig historie, men hans grav er bevaret endnu, og det var sidste stop, inden vi kørte tilbage til campingpladsen. Da vi kom tilbage var der allerede væsentligt flere campister (dog ingen campervans), og vi havde også fået at vide, at fra denne weekend starter et nyt ”peak” for dem, så endnu en gang har vi været heldige at få det bedste med os, og så kører vi tilbage mod Cairns i morgen igen.
Eftermiddagen er gået med at lave absolut ingenting og nyde freden og roen. Jeg satte mig op i baren, for at få lidt ”børnefri”, og skrive lidt dagbog (imponerende, at man kan komme bagud, når man ikke laver noget… ), og Bjørn fik løbet 10 km lige inden det blev mørkt.
Og så bare en lille oplysning – det er ved at blive hverdag for Bjørn at prøve at skylle frøer ud i toilettet. De er ikke til at se, når man starter, for de sidder helt oppe under der, hvor vandet kommer ud, så man opdager dem først, når man skyller ud, men de er så gode svømmere, at de aldrig kommer helt med ud, og så kravler de derop igen og sidder indtil næste gang. Sikke et liv…! 

Fredag d. 23. april 2010

Hold da op for et paradis at vågne i!! Ikke det her sol, strand og vand paradis, men ét, hvor temperaturen er behagelig og da jeg sad og nød morgenmaden udenfor, var det eneste jeg kunne høre fuglekvidder og en brise i træerne. Vi er de eneste på campingpladsen, og det er bare helt fantastisk. Her er godt nok rart, og det tog ikke lang tid at beslutte, at vi bliver her en nat mere end først forventet. Der står også i deres brochure, at man kommer for en nat og bliver en uge – det tror jeg på!!!
Vi prøver at vænne Laura af med bleen, og det foregår med ren bestikkelse – slik eller kakao hvis hun går på toilettet. Det har Victor jo hørt, så han blev ved med at plage om ”kao”, og da jeg fortalte ham, at det kun er når man går uden ble, ja så begyndte han straks at tage sin egen ble af  Ok, min formulering var heller ikke helt klar, og han får jo også noget, når Laura får, men jeg tror at han havde regnet ud, at hvis han så også kunne ”tjene lidt ind”, så ville de få dobbelt, for han ville også ud på toilettet at sidde 
Jeg gik en tur rundt på campingpladsen, og på vejen lå der en knogle fra et dyr (går jeg ud fra ) i græsset, men det er vist meget normalt på disse kanter.
Hele formiddagen var bare ren afslapning, og nu tror jeg snart vi har nået det laveste gear, man overhovedet kan nå – nøj, hvor er det dejligt  Om eftermiddagen havde vi bestilt en tur til Robin Hood Cattle Station, og vores guide blev den erfarne cowboy Jim. Han var 54 år og har deltaget i rodeos i mange år, og hans søn på 22 år er gået ham i bedene. Han er lidt af en nomade, hvor konen og den yngste datter bor nede mod Melbourne, og han rejser lidt rundt og har forskellige vinterjobs oppe nordpå, for han hader kulden (Så skulle han prøve at komme til Danmark!!!).
Vi startede ud med at se, hvordan en hest får sko på. Både Laura og Victor syntes det var sjovt, at kunne klappe hesten på mulen. Det var kun os, der deltog på turen, så i stedet for at køre i bus, kørte vi i en mega stor firhjulstrukket lastbil. Victor syntes det var helt fantastisk – ikke mindst når det gik meget op og ned. Vi sad alle på forsædet sammen med Jim, og han forklarede en masse om deres træer, planter, ejerforhold og områdets historie undervejs. Det var rigtig spændende, og vi kom både til en udsigtspost (området er gigantisk – 1.284 km2!), og vi så hvordan de på gammeldags maner får kørerne i række og mærket, inden de bliver sendt ombord på en lastbil. Oftest bliver de eksporteret til Indonesien, hvor de bliver slagtet. Ejerne Simon og Gaye Terry ejer mere end 10.000 stk. kvæg, så selvom de er mange, så har de stadig god plads 
Jim virkede som en rigtig flink og lun fyr, men på et tidspunkt da han fortalte om området, sagde han, at ”så kunne vi jo gætte på, hvad der var sket med de aboriginals, der levede her”. Bjørn spurgte lidt i spøj, om de var forsvundet, hvortil Jim svarede: ”they went walkabout” med et stort grin. I et kort splitsekund var det nærmest som om der var lidt ondskab i det, og som man forestiller sig det er med Ku Klux Klan, men det gik heldigvis hurtigt over igen.
Desværre var der ikke mange kører eller heste involveret i turen, jeg havde en forestilling om, at man så hvordan de rent faktisk drev kvæget sammen, men det var kun metoderne, der blev gennemgået. Men det var sjovt at køre firhjulstræk, og vi kom ud til et godt lille sted ved en dam, hvor vi drak ”Billy tea” (en speciel outback-te, som smagte rigtig godt), der blev tilberedt over bålet, og Bjørn kom med ud at fiske. Jeg blev på land med Laura og Victor, og da de kom tilbage, fik jeg beskeden om, at der ikke var nogle fisk i søen i dag!! Yeah right!! Men de havde vist hygget sig i den lille båd, men manglede vist nok nogle øl for at gøre det til en ægte herre-tur 
Jim fortalte også, at der bor nogle minegravere på campingpladsen. Der er åbenbart stadig guld herude, så de bor der fast i perioder, mens de graver efter guld. Hele området er gammelt mineområde, og de er vist ikke helt tørlagte endnu. Han fortalte også, at byen Mt. Surprise umiddelbart ville være ”Mount Surprise” (som alle kalder den, og som der også står på kortet), men Mt står faktisk for ”Mine-Town”. Der er både topas, safir, månesten, guld og rent faktisk også diamanter herude. Tænk hvis man lige kunne falde lidt over sådan en sten… 
Meget mere var der ikke i turen, men det var en hyggelig eftermiddag alligevel. Da vi kom tilbage var solen ved at gå ned, og Bjørn og jeg satte os og nød lidt kold Asti, inden vi gik i gang med at lave aftensmad. Både Laura og Victor var ret trætte, så de sov hurtigt, og så satte vi os udenfor og kiggede på stjerner og sludrede i måneskinnet. Det er helt vildt, hvor flot en himmel der er, når man er midt ude i ingenmandsland, og der ikke er et lys i miles omkreds – wow!!! 

Torsdag d. 22. april 2010

Hold da op hvor kan en campingplads se anderledes ud i dagslys, end når man ankommer i mørke!! Vi er ganske enkelt havnet midt i bushen!!!  Vi spiste morgenmad i det fri, men Victor ville meget gerne ud at køre. Da jeg fortalte ham, at vi først lige skulle have ryddet af bordet, tog at resolut mælken og bar den ind i køkkenet – han er vist klar til at køre videre 
Inden vi skulle videre, meldte vi os dog til en guidet tur til de lava-tunneller (lave tubes), som området er så berømt for. For ca. 190.000 år siden udbrød vulkanen Undara, og den var så voldsom, at lavaen flød mere end 160 km væk fra vulkanen, og det er estimeret, at ca. 23 km3 lava med en temperatur på 1.200 grader flød af sted, og området, der blev dækket af lava udgør 1.550 km2. Selv om temperaturen faldt, og overfalden blev hård, løb lavaen stadig nedenunder, hvilket er årsagen til, at der i dag er lava-tunneller i området. Undara betyder ”lang vej” på Aboriginal sprog, og Undara Volcanic National Park har det længste bevarede lavaflow fra en enkelt vulkan i verden. I 1860’erne søgte Tom og Charles Collins, der var sønner af en pioner, nye udfordringer, og de fandt Undara området. De fandt drømmen ved Spring Creek, og selv med regn, børn, gode sæsoner og hårde sygdomsforløb, tørke og brande, forblev de på egnen og forgudede det land, som de havde skabt som deres hjem (frit oversat fra brochure ). Seks generationer efter søsatte Gerry Collins drømmen om at dele dette naturvidunder med andre, og i juni 1990 blev området åbnet for gæster. Det var bare lige lidt baggrundshistorie om området 
Turen startede kl. 10.30 og varede et par timer. Vi fik en masse information undervejs om både flora og fauna, og også om selve vulkanområdet. Undara er en ”shield”vulkan, hvilket betyder at den er forårsaget af, at kontinentalpladerne bevæger sig væk fra hinanden, og derfor flyder lavaen ud over kanten, ligesom når mælk koger over. Dette er i modsætning til det vulkanudbrud, som finder sted på Island i øjeblikket, hvor kontinentalpladerne skubbes sammen, og lavaen derfor flyder ud over kanten, ligesom hvis creme koger over – så er det store bobler, der langsomt og tungt hopper op.
Selve tunnelen var ret flot. Vi gik i vand til knæene, og det var mega koldt, men man vænnede sig dog hurtigt til det. Det var også sjovt at se alle de ”tegninger”, som var derinde. Det var kalken, der havde lavet formationer, og især de lidt større børn, som var med på turen, havde en god fantasi, og der var mange bud på, hvad der forestillede hvad. Der var også rigtig mange flagermus, der fløj rundt derinde, men det var nogle små nogle, og tunnellen var stor, så det var ret sjovt at se.
Laura og Victor var ikke helt tilfredse på turen – især starten var lidt hård, men der var også mange steder, hvor vi stod stille og bare lyttede til guiden, så jeg kan godt forstå, at de syntes det var ret kedeligt.
Da vi kom tilbage til bilen kørte vi et lille stykke, hvorefter vi spiste frokost med endnu en dejlig udsigt. Der var også en del roadtrains, som startede ved en form for mini-grusgrav lige ved siden af os – det er godt nok nogle store lastbiler!!!
Derefter kørte vi videre mod Georgetown, og vi kom ud på nogle forholdsvis små veje, hvor der kun var ét spor og grus på hver side – så kan man trække ud til siden, hvis der lige skulle komme et roadtrain forbi!!
Vi gjorde stop i Georgetown, hvor Laura og Victor kom på en legeplads. Jeg gik på et offentligt toilet, og tro på, at jeg blev forskrækket, da jeg løftede toiletbrættet og der sad to grønne frøer nede i kummen!! Det var ren reaktion, da jeg hurtigt smækkede brættet i igen!
Nå, men mine dyreeventyr var ikke slut endnu, for da jeg kom ud på gaden igen sad der rigtig mange lyserøde papegøjer på en græsplæne – det så vildt godt ud, så dem gik jeg på ”foto-shoot” efter. En lidt mere idyllisk oplevelse end den første 
Det var også i Georgetown vi så det første (og hidtil eneste) roadtrain med tre trailere bagefter. Det holdt dog parkeret, men det var der.
Vi kørte videre mod Cobbold Gorge, og på skiltet stod der 90 km til byen, så umiddelbart tænkte vi, at det nok ville tage ca. halvanden times tid. Vi havde set på kortet, at vejene blev noget mindre – og det gjorde de! Nu var der slet ikke asfalt mere, og det var også ret ujævnt nogle steder. Det er vist heller ikke helt reglementeret, at vi må køre med vores campervan på disse veje, men heldigvis har det været tørvejr på det sidste, så vejene er ret fremkommelige trods alt.
På vejen så vi pludselig to ret store ørne – de sad og spiste af et ådsel, og vi gjorde naturligvis stop for at tage et billede af dem. Jeg rullede vinduet ned, og pludselig syntes jeg trods alt, at jeg har gjort mig selv uret tidligere. Det var en død kænguru de spiste, og den lugtede faktisk mange gange værre end mine sko!! (Bjørn er ikke helt enig, men heldigvis er det mig, der er pennefører ). Historien om den døde kænguru er ellers ca. ni år gammel, hvor jeg var på ferie herude med mine forældre, og der var der også et par sko, som havde en meget ubehagelig lugt, og hvor vi først troede, det var en død kænguru, men det viste sig senere, at det var et par sko. Jeg må dog sige, at den ægte døde kænguru er i en ”lugteklasse” helt for sig selv og uden sammenligning i øvrigt 
Der fløj masser af de lyserøde papegøjer omkring os, og da solen begyndte at gå ned, var der også mange kænguruer og vi så endda også et vildsvin.
Solnedgangen var rigtig rigtig flot, den var meget bred og den varede meget længe. Vi kørte og beundrede den, og blev (endnu en gang) enige om, at vi godt nok er privilegerede over at få så mange gode oplevelser med os.
Først kl. 19 kom vi til Cobbold Gorge, og vi blev henvist til tre cowboys, hvor den ene viste os vej til vores site. Her er meget western-agtigt, og det virker meget oprindeligt, og ikke som noget, der er arrangeret af en turistforening 
Der er næsten intet lys, så vi lavede aftensmad, og spiste for en gangs skyld indenfor. Det er altid rarest at ankomme til en ny campingplads i dagslys, så man har en fornemmelse af forholdene og hvor de forskellige ting er, men det har vi til gode til i morgen. Men vi kan i hvert fald konstatere, at vi er kommet så langt ud, at der ikke er nogen form for signaldækning til vores telefoner, og der er heller ikke ligefrem mulighed for Internetadgang, så vi ved faktisk ikke hvor langt mine forældre er nået, og vi når så heller ikke at finde ud af, om Bjørns forældre når rettidigt hjem, førend vi kører tilbage mod Cairns.

Onsdag d. 21. april 2010

I dag skulle vi tidligt op, fordi vi skulle sætte mormor og morfar af i lufthavnen. Jeg gik med ind for at høre om flyvesituationen, og check-in gik ret nemt – ingen kø, så det var bare direkte til skranken. De kunne til gengæld ikke sige så meget andet, end at bagagen skulle hentes i Brisbane og checkes ind hos Singapore Airlines, og så ville de få nyhederne derfra. Så det var fortsat uvist da vi sagde farvel i lufthavnen. Bjørn og jeg har lovet hinanden, at hvis de stadig er i Australien om en uge, så giver vi en indenrigsbillet til Cairns, så morfar kan komme med på turen til Cape York 
Derefter kørte vi til Coles, hvor vi handlede stort ind til den næste uge. Vi er på vej ind i outbacken, og er ikke sikre på, at man overhovedet kan købe noget som helst derinde, så vi har tanket godt op på alle fronter 
Vi har jo været tidligt oppe, og da Bjørn jo ikke ligefrem er morgenmenneske (kun når han skal ud og løbe), så købte jeg en stor kop kaffe, som han kan drikke på vejen – han lignede én, der godt kunne bruge sådan én  Imens jeg stod og ventede på den, læste jeg en lokalavis for Cairns, hvor der på forsiden var et stort billede af en krokodille, som var blevet fanget i Cape York, og som var ved at koste to fiskere livet. Den har været ”eftersøgt” i en måneds tid for at stjæle fisk fra nogle fiskenet i området. Jeg bladrede ind på siden, for at læse den fulde historie, og det var åbenbart en stor én af slagsen – fire meter lang!! Og på samme side var der en artikel om et par, som holdt bryllupsfest i Kewerra Beach, og da de kom ind i deres hus, fandt de en halvanden meter lang slange. Jeg kan ikke huske hvad den hed, men det er den femte farligste i verden, og deres syv måneder gamle baby lå og sov inde i rummet ved siden af. Hm, vi skal til Cape York på onsdag, og vi kørte forbi Kewerra Beach i går – det skal man nok ikke tænke for meget over…
Vi skulle via Daintree Air Service, som er dem vi har booket turen til Cape York hos for at betale resten af turen og lige høre lidt nærmere om den. Da vi stod ved skranken sagde damen, at vi også lige skulle vejes – jeg troede det skulle være en fornøjelse!! Men det gør man åbenbart meget i, når man skal ud i de små fly, det skulle vi også da vi skulle med helikopteren og vandflyet til vores bryllup, men der skulle man bare angive nogle ca. vægte på forhånd. Nå, men det var slet ikke så galt som frygtet, jeg har taget ca. 1,5 kg på, og i betragtning af vores levevis, så kan jeg kun være glad 
Vi kørte via Moreeba ned til Atherton og derfra videre sydpå. På vejen var der rigtig mange termitboer, og mange af dem var på højde med Bjørn. Vi kørte både i Highlands og Tablelands, ikke at jeg ved den præcise forskel, men højlandet var flot med lidt bjergkørsel og Tablelands var mere med mange vider. Det var dog meget smuk natur hele vejen  Vi kørte ind til Millaa Millaa, og der ligger en rute, der går i ring og er 15 km lang. Der er tre vandfald på vejen – Millaa Millaa Falls, Zillie Falls og Ellinjaa Falls, og vi ville gerne se dem alle tre. Første stop var Millaa Millaa Falls – et rigtig flot og meget symmetrisk vandfald. Vi spiste frokost under et halvtag, for det var begyndt at regne en del – men meget flottere udsigt til sin frokost skal man lede længe efter  Derefter kørte vi til Zillie Falls, som man dog kun kunne se fra oven – det er ikke så tit man ser det, men det var også ganske pænt. Det sidste - Ellinjaa Falls – var også ret flot og ret bredt i forhold til de to andre, men det flotteste var nu helt klart Millaa Millaa Falls.
Derefter kørte vi videre til Ravenshoe. Det er den by i Queensland, der ligger højest oppe, og naturligvis har de så også Queenslands højeste pub, hvilket står skrevet med store bogstaver på bygningen. I Ravenshoe skulle vi lige tanke bilen inden vi for alvor kører ud i bushen – det er den sidste større by ifølge kortet. Tanken var så lukket, og så var gode råd dyre. Til gengæld fandt vi en - vist ret uautoriseret og gammeldags én af slagsen – hvor man tankede, og bagefter gik man ind på kontoret, hvor man skulle fortælle hvor meget man havde tanket for, og så kunne man så betale – naturligvis kun kontant 
Udenfor Ravenshoe nåede vi så ud på en vej, hvor der blev skiltet med, at det er en rute med roadtrains. De kan blive op til 50 meter lange, det svarer til tre store anhængere bag på lastbilen!! Vi så ikke nogle af dem, men håber vi når det i morgen, når vi kører yderligere vestpå.
Den sidste time inden vi nåede til Undara National Park savnede vi virkelig onkel Thorstens og farmors underholdning på bagsædet!! Jeg rendte frem og tilbage, men det hjalp lidt, da vi drejede fra hovedvejen ned ad en noget mindre vej, så både Laura og Victor kunne sidde på skødet af os, og så spejdede vi efter kænguruer. Vi kaldte også på dem (Victor nøjedes dog med at kalde ”guru”), og det var helt sikkert det der hjalp, for da solnedgangen satte ind, vrimlede det pludselig omkring os – de hoppede overalt hvor vi kiggede hen. Det tog os en evighed at nå de ca. 15 km ned ad grusvejen, for vi blev fuldstændigt fanget af det dyreliv, vi befandt os midt i, og solnedgangen var rigtig flot, så vi nåede først campingpladsen, da det var blevet fuldstændigt mørkt.
Vi checkede ind på Undara Lava Lodge – den eneste campingplads i miles omkreds. Alle faste værelser, bar, restaurant, reception osv. var udformet i gamle togvogne, det så rigtig hyggeligt ud.
Vi skyndte os at få noget at spise, og så var det tid til at gå til køjs efter en lang transportdag.

Tirsdag d. 20. april 2010

Bjørn startede ud med at løbe 24 km, imponerende at han stadig kommer tidligt af sted, men det gør han troligt.
Mine forældre har lejet en hytte på campingpladsen, for de skal hjem i morgen og derfor skal deres campervan afleveres i dag. Da vi havde fået al bagage over i hytten og alle var klar, startede vi ud med at køre ud for at se den skole, som jeg gik på og det hus, hvor jeg boede, da jeg var her i 1995. På vej derud holdt vi bag en firhjulstrækker, som havde reservedækket hængende bagpå bilen, og på overtrækket stod der ”No worries” – så er man da ikke i tvivl om, at man er i Australien 
Skolen ligger på McLeod Street 130, og den var ikke svær at finde. Jeg kunne kende den med det samme, den var dog blevet væsentligt mere forfalden at se på, og den er nu delt op, så det kun er halvdelen, der er skole og den anden halvdel bliver brugt af det offentlige til noget for børn og unge. Det var ret underligt at se den igen – det bragte rigtig mange gode minder frem, og det er lidt som en del af mit ”andet hjem” 
Sværere var det at finde det hus, hvor jeg boede. Jeg ved, at det ligger på Greenslopes Street, men har glemt hvilket nummer, og der er rigtig mange huse, der ligner lidt hinanden. Jeg tror dog, at det var nr. 186, så det tog jeg billede af, og så må jeg sammenligne det med de billeder, som jeg har derhjemme fra dengang  Det gør det heller ikke lettere, at det var blevet ret tilgroet, så det var kun fra den ene side, at man kunne se en lille del af huset. Poul og Denise, som min værtsfamilie hed, bor der ikke længere. De flyttede til London for mange år siden, så jeg kunne ikke engang gå ind og ringe på. Det kunne ellers have været lidt sjovt…
Efter en tur ”down memory lane” kørte vi ud og afleverede mine forældres campervan hos KEA, hvorefter de kom over i vores bil, og så var det tid til at køre til Port Douglas. Det er én af de byer, som ligger nordligst i Queensland og rent faktisk er tilgængelig uden en firhjulstrækker.
På vejen ud af Cairns kom vi igennem ni ret store rundkørsler, og vi har nu bevæget os væk fra Bruce Highway, som vi ellers har fulgt siden vi startede syd for Brisbane (den starter vist nok helt nede i Sydney), og kom nu til at køre på Caprtain Cook Highway opkaldt efter James Cook, som fandt Australien for Briterne i 1770.
Lige nord for Cairns ligger der en masse rigtig lækre strande, men vi er jo kommet ind i et krokodille-område, så jo mere nordpå man kommer, desto større risiko er der for at støde ind i én af dem. Ikke at man gør det under normale omstændigheder, men der er rigtig mange advarselsskilte rundt omkring. Selv de strande, som ser lækre og fredfyldte ud, der er der advarsler, og man kan kun bade sikkert de steder, hvor der er sat net op til formålet. Jeg går ud fra, at det ikke kun er for at beskytte mod stingers, men også hajer og krokodiller og andet godt fra havet…
I Port Douglas kørte vi forbi noget, der lignede et hyggeligt lille gadekær, og selv dér blev der advaret mod krokodiller. Man skal godt nok tænke sig om, hvor man færdes. Det er en rigtig ”sommerby”, der oser af stille og rolig feriestemning. Vi gik lidt rundt og kiggede på byen, og derefter gik vi ind på Café Mango Jam, hvor vi fik kaffe og kage.
Efter en rigtig hyggelig tur og dag, tog vi tilbage til campingpladsen, hvor vi forsøgte at finde frem til de seneste opdateringer på lufthavnene i Europa. Der er åbenbart stadig store problemer i de fleste europæiske lufthavne, Kastrup har været lukket siden i torsdags og er det stadig pt. Situationen ændrer sig dog hele tiden, så vi må vist vente til i morgen, når mine forældre er ude i lufthavnen, med at få at vide hvad der skal ske herfra, og hvor langt de når.

Mandag d. 19. april 2010

Sikke længe vi har sovet i dag – alle fire! Det trængte vi vist lidt til, især Victor var ret utidig i går, men det hjalp gevaldigt med en god nats søvn.
Mor og jeg skulle have været tidligt ind til byen, men det nåede vi selvsagt ikke. Campingpladsen har ellers en gratis shuttle-bus, men den kører kun hver tredje time, så vi tog en lokal bus derind i stedet for. Det blev en rigtig hyggelig tøse-shoppe-tur med efterfølgende frokost. Jeg fik en taske, som var rigtig fin – og endnu vigtigere: et nyt par sandaler, så nu går de ”døde kænguruer” på pension i skraldespanden 
Vi skulle egentligt have været ude for at se det hus jeg boede i og den skole jeg gik på i 1995, men Victor valgte lige at sove godt tre timer til middag, så det må vi udskyde til i morgen.
Ellers har det været endnu en dag i afslapningens tegn – vi har ikke lavet det store, og selvom vi havde talt om at spille kort her til aften, så var vi alle så trætte, at det blev droppet.

Søndag d. 18. april 2010

I dag var så sidste dag for farmor og farfar, så da de havde pakket og gjort bilen klar til aflevering, kørte de og Bjørn op til Kuranda, for at se lidt på byen.
I mellemtiden underholdt vi andre Laura og Victor på legepladsen, og campingpladsen har også en bil med Nemo på taget, som vi kørte en tur i. Det syntes især Victor var rigtig sjovt, så han blev ved med at sige ”Kør’ Nume” (det er Nemo på Victor-sprog), og han var ikke til at hive væk fra bilen igen 
Da de kom tilbage fra Kuranda spiste de en kort frokost, og så var det farvel til farmor og farfar. De skal videre til Sydney hvor de har nogle dage, inden de flyver hjem til Danmark igen. Der er dog lidt usikkerhed omkring det, eftersom næsten alle lufthavne i Europa er lukkede på grund af vulkanudbrud på Island. Men der er jo nogle dage endnu, så de kan være nået at åbne mange gange endnu inden da.
De skulle tage nogle ting med hjem for os, og selvfølgelig glemte vi at give dem den lille kuffert med, som Laura fik i fødselsdagsgave. Bjørn og morfar kørte derfor ud til Maui, hvor farmor og farfar var i gang med at aflevere deres campervan, og så fik de den med alligevel. Derefter kørte de dem ud i lufthavnen, og så var der dømt drengerøvs-eftermiddag med bil- og motorcykelforhandlere samt is og pomfritter på McDonalds.
Om eftermiddagen tog vi Laura og Victor med i det badeland, som de også har her, og det var også en stor succes.
Alt i alt en dag i børnenes tegn, hvor vi ikke har lavet så meget andet.