I dag har været noget af en køredag, da først vasketjansen var overstået. Den kunne vi dog have sparret os, for det er langt fra blevet godt. Tøjet er nyvasket bevares, men absolut ikke renvasket, så meget af det ryger direkte i vasketøjskurven igen – det så ellers godt ud med alt det vi havde vasket og hængt op .
Turen ad de meget små grusveje var ikke så slem som på vejen herud (jeg tror vi har vænnet os til terrænet, og har fundet ud af, at når australierne kan køre godt til på disse veje, så må vi da også kunne det – også med et hus på ryggen ).
Vores første stop var Georgetown (Georg-By lyder lidt ligesom i Anders And (Andeby)– ja, vi har kørt langt i dag, og pludselig finder man på de underligste ting at tale om ). Der var en legeplads og det var også blevet tid til frokost. Vi fandt også lige et ”dump-point” (vores toilet virker vist ikke helt optimalt!), og det hjalp heldigvis gevaldigt
Undervejs var der også vejarbejde, og i modsætning til inde i byerne, så har de rent faktisk fundet ud af at sætte en midlertidig lyskurv op, i stedet for at lade minimum to mænd stå og vende skiltet med ”Stop/Slow”. Men man føler sig godt nok lidt dum, når man befinder sig midt i ingenmandsland, der er absolut ingen andre biler i miles omkreds, og så holder man for rødt lys. Der savnede vi så vores ”ven” fra da vi kørte den anden vej – der var der både lyskurv og en mand med et skilt – med det resultat at manden gav os lov til at køre, selvom lyskurven var rød… Men i dag blev der så endeligt grønt – og så kom der en bil. Sig mig engang – der er da hverken op eller ned her i landet
Nå, men eftersom det er sidste stop i outbacken i dag, tænkte vi, at vi ville være ægte eventyrer, og sove et øde sted i naturen, og altså ikke på en campingplads. Det virkede ret cool, billigt og når der alligevel ikke er andre, så er det da løsningen!! Vi fandt en god sidevej (dem er der ikke mange af, skal jeg lige hilse og sige!), og kørte et godt stykke derudad. Vi kom igennem nogle flotte villakvarterer, så der bor rent faktisk mennesker herude. Nogle gange kan man godt blive i tvivl… Da det ligesom sluttede, og der var et skilt med ”Road ends”, så fortsatte vi lidt videre af den meget lille grusvej (nu var vi jo efterhånden blevet hærdede!). Vi fandt et rigtig godt sted, og begyndte at lave mad. Jeg så godt, at der pludselig gik en mand forbi, men han virkede ikke som om han ænsede os specielt, så det bed vi ikke mere mærke i. Det varede dog ikke længe, før en ung fyr kom drønende i sin gamle hvide spand, og pænt kom hen og spurgte, om vi var faret vild. Øh, ikke rigtigt – vi er ved at lave aftensmad! Men han var rigtig flink og høflig, og ville bare høre om der var noget galt med bilen eller om vi var faret vild. Jeg spurgte om det var ok, at vi camperede der for natten, og det var helt fint med ham, og han tilføjede endda, at hvis vi vågnede tidligt, var der et godt lille vandløb, vi kunne bade i – vi skulle bare lige igennem en port. Det virkede jo rigtig fint det hele, men med den (u)sunde fornuft og kritiske tilgang til visse ting, som både Bjørn og jeg nu er udstyret med, var vi alligevel lidt bekymrede. Ville han os det nu også godt? Australiere er jo generelt totalt flinke og imødekomne, og det var ham her sikkert også, men alligevel var der noget der sagde os begge, at vi nok ikke burde blive her for natten. Med det resultat, at vi kørte lidt tilbage ad hovedvejen, og hen til et sted, hvor der var en resteplads, og vi havde set andre campister slå lejr for natten. Det er åbenbart noget, som man gerne må herude, for man må være her 24 timer, så det gjorde vi. Man er vel flokdyr! Og så meget for at være eventyrere for en nat
Ingen kommentarer:
Send en kommentar