Tirsdag d. 30. marts 2010

Min gode ven ”den grønne frø” sad stadig nede ved toiletterne, og jeg er helt kommet til at beundre dens flotte farve.
Vi spiste morgenmad sammen med ca. 1.000 fluer, og stakkels Victor – han kan slet ikke acceptere dem, og bliver helt hysterisk, når de sætter sig på ham. Han havde en lidt svær morgen… Bjørn tog ud og løb – målet var 21 km, men varmen fik vist overtaget på et tidspunkt, så han måtte gå de sidste 2 km. Han fik drukket næsten fire liter vand på vejen, men det var også varmt indtil først på eftermiddagen.
Vi fandt en legeplads til Laura og Victor, og det var som sædvanlig et hit. Faktisk brugte de så meget energi, at Laura måtte indrømme allerede dernede, at hun var træt, og Victor faldt i søvn i stolen hjemme ved bilen, inden han overhovedet nåede at spise frokost.
Bjørn prøvede at lægge Laura til at sove, men det ville hun ikke rigtigt, og da jeg på et tidspunkt kommer ind i bilen, sidder Laura ovre i det ene hjørne af sengen og siger frejdigt: ”Jeg læser bog for far mens han sover” 
Vi fik vasket tøj her til eftermiddag, men tørretumbleren virkede ikke helt, så vi måtte have hjælp af én af de ansatte, og hun gav følgende vejledning: sluk for strømmen, tag stikket ud, sæt stikket i igen, tænd for strømmen, skub skuffen med mønter hårdt ind nogle gange, bank lidt på tumbleren, og tryk så på start!”. Det prøvede vi flere gange efterfølgende, og det virkede hver gang!! 
Her til eftermiddag har det regnet en del, det er ellers ikke meget regn vi har haft indtil videre, men det er stadig forholdsvist varmt, så vi sad under markisen og hyggede os. Mens vi sad og småsludrede, kom der nogle rigtig flotte små papegøjer meget tæt på – de havde stærke grønne, gule, røde og blå farver. Både Laura og Victor var meget betagede af dem, og Victor skulle også lige prøve at fange én af dem - det lykkedes naturligvis ikke, men det så sjovt ud 
Da vi sad og spiste aftensmad var det Lauras tur til at falde i søvn i stolen – hun fik ikke engang spist færdigt. Det er ellers meget sjældent det sker, men det var rigtig nemt at lægge børn i seng her til aften (og indrømmet – jeg fik mig også en lille én på øjet ved samme lejlighed).
Aftenen blev brugt på at nyde stilheden, og vi sad og småsludrede, da der pludselig kom en dingo gående – den var ikke mere end 10 meter fra os. Og på vej ned til tissehuset var der en wallaby, der hoppede rundt, der var en kæmpe edderkop og en kakerlak på toilettet, og jeg var nu blevet så modig, at jeg fik taget et billede af min ven ”den grønne frø” (og fik så lige sangen ”Hm, ah sa’ den lille grønne frø en dag” på hjernen, og nu vil den bare ikke forsvinde igen!!!)

Mandag d. 29. marts 2010

Tja, så skete det alligevel! Tænk, at den danske sommertid skal drille mig herude…
Vi skulle op og se delfiner her til morgen, så vi skulle køre ved 7-tiden, og derfor skulle vi forholdsvis tidligt op. Vores vækkeur ringede kl. 6, og så snoozede vi lidt, men stod op et kvarters tid senere. Vi fik pakket bilerne sammen, men da vi skulle til at køre, kommer mormor over og banker på vores dør, og spørger hvad klokken er. Vi havde også lige opdaget, at klokken kun var lidt over 6, men jeg var overbevist om, at Victor måtte have trykket på nogle knapper, og dermed fået stillet lidt på uret. Det havde han ikke, men min mobiltelefon (der stadig er på dansk tid) indstiller automatisk om fra vintertid til sommertid, og det havde jeg vist ikke lige været opmærksom på, så når vi så pludselig kun er otte timer foran, så går der kuk i det hele. Nå, men jeg fik da sat liv i kludene, om end noget tidligt. Alle der kender Bjørn ved dog, at det ikke er der, man får de højeste plus-point, men han overlevede da, selvom jeg har måttet høre for det hele dagen 
Vi kørte ned til havnen og spiste morgenmad (nu havde vi jo tid til det), og børnene fik leget på den legeplads, der lå i forbindelse med picnic området. Bagefter gik vi ned og så delfiner, og jeg fik fodret den ene af dem. Det var ikke så meget anderledes end at fodre en hest eller en kænguru – dog var det med fisk i stedet for gulerødder 
Det var lidt af en transportdag i dag, og hele området omkring Tin Can Bay er åbenbart beriget med vilde heste. Vi så ikke nogle, men der var skilte med det – det er vist ellers ikke mange steder i verden, der er vilde heste mere.
Vi gjorde stop i Maryborough, hvor morfar og Bjørn underholdt børnene på en legeplads, og mormor og jeg shoppede – det blev en hel god fangst 
Med et enkelt stop mere i Gin Gin (og endnu en legeplads), nåede vi til sidst til Lake Awoonga Caravan Park efter knap 300 km kørsel. Det er et rigtig dejligt sted, der ligger lige syd for Gladstone.
Alle var godt trætte efter en lang dag (ja, ja – jeg ved det godt – jeg gjorde den lige en time længere ), så vi spiste lidt aftensmad, og derefter læste vi lidt og jeg fik skrevet dagbog, og så gik vi til køjs. Inden da skulle jeg dog ned til tissehuset, og Bjørn og jeg fulgtes ad (jeg har det bedst, når vi har nået campingpladsen i dagslys, så jeg kan danne mig et indtryk af stedet, og affotografere hvor vandslanger og ledninger ligger på den sti, jeg skal gå på i mørke, så jeg undgår at få hjertestop over dem). Da jeg skulle ud ad døren var der dog noget der kom springende imod mig, og jeg fik smækket døren i med et brag. Først da den var helt lukket gik det op for mig, at det da vist bare var en lille frø, så jeg vovede at åbne døren forsigtigt igen, og da sad den oppe på døren – samme grønne farve som en grøn mamba, men heldigvis bare en lille uskyldig frø – men hold da op hvor blev jeg forskrækket!!  Mens jeg stod og ventede på Bjørn, lavede jeg rytmiske trampe-lyde, men når man står i mørket kan man godt blive en anelse paranoid, og pludselig virkede de mange myg som den absolut mindste fjende – næsten som venner. Heldigvis sejrede fornuften, og det var ikke så slemt at gå tilbage til bilen.

Søndag d. 28. marts 2010

I dag startede vi allerede kl. 6, for vi skulle køre til Rainbow Beach (knap 40 km herfra), og der ville vi blive hentet af en firhjulstrukket bus, som skulle køre os rundt på Fraser Island. Vi kom af sted som planlagt, og vi nåede også lige forbi et supermarked for at købe bestikkelse til børnene, hvis de skulle gå i selvsving undervejs (Jep, selv på en søndag har de åbent fra kl. 6 til 19!).
Vi skulle selv have autostole med til Laura og Victor, men det var ikke noget problem, for det har vi jo i vores campervan. Jeg syntes det virkede lidt overdrevet, men nu hvor dagen er omme, så forstår jeg udmærket hvorfor de skulle sidde i dem – det viste sig at være en MEGET bumlet vej vi skulle køre på meget af dagen.
Fraser Island er verdens største sandø, og der vokser tilmed regnskov på den, hvilket er ret fascinerende.
Det tog lidt mindre end ti minutter at sejle fra Rainbow Beach over til Fraser Island, og det var en sjov lille båd, som sejlede helt op på land, og derfra kunne man køre direkte fra borde. Allerede fra starten viste vores chauffør sig at være ret underholdende. For eksempel startede han ud med at fortælle, at bussen var et rigtig drenge-legetøj, og gav en masse teknisk viden om hestekræfter, antal gear (inkl. ”kravlegear”), vægt osv. – han udtrykte det ved at sige, at maskinen ligefrem lugtede af testroson! Og for kvindernes vedkommende begyndte han at fortælle om farven på sæderne, hvor der var plads til bagage osv. 
Vi startede med at køre ude på stranden – der er fartgrænsen sat til 80 km/t, og det virkede som om vores chauffør tog det som en udfordring, han gav den godt med gas. Vi havde ikke kørt ret længe, førend vi så en meget nyfødt delfinunge, som var blevet skyllet op på stranden, og ikke kunne komme ud i vandet igen. Vores chauffør sprang ud af bussen, og sammen med en chauffør fra en anden bil skyndte de sig at få den ud i vandet. Desværre var den ret medtaget, for selvom de næsten brugte en halv time på at få den ”søsat”, lykkedes det ikke helt. Den havde ikke engang kræfter nok til at åbne øjnene. De prøvede at give den et skub udad, men allerede da vi var ved at køre, var den skyllet op på stranden igen. Mens alt dette foregik, havde de også ringet til det SeaWorld, som ligger nede ved Surfers Paradise, for at høre, om de kunne være interesserede i at hjælpe, og de sendte straks en helikopter dertil, for at samle den lille stakkel op. Det vil kræve meget stor omsorg, hvis den skal overleve, men det er nok den største chance den kunne få, så nu kan vi jo bare håbe, at historien får en lykkelig udgang, men det ved vi altså ikke noget om – desværre.
Det var rigtig sjovt at køre både på stranden, men også på sandvejene inde på øen. Det hoppede meget i hele bussen, og Victor var først lidt betænkelig, men da han så at jeg smilede og syntes det var sjovt, så blev der tændt julelys i øjnene på ham, og han syntes det var fantastisk – det strålede ud af ham 
Efter et kort stop med te og muffins, gik vi en tur i en subtropisk regnskov. Der var nogle flotte vandløb, og det mest fascinerende er, at man næsten ikke kan se, at der er vand i, så klart er det! Det er simpelt hen så imponerende.
Næste stop var Lake Mackenzie, som er en ferskvandssø, der har en utrolig flot blå farve, og så er den omringet af det flotteste hvide sand. Det er ret mærkeligt at svømme i den, for man forventer ligesom smagen af salt, men den kommer aldrig, Faktisk er vandet så rent, at man kan drikke af den, uden at gøre noget som helst med det inden. Sandet er så specielt, at man kan rense sine smykker i det ved at lade dem ligge i sandet, der skal være gjort vådt med vand. Alternativt kan man smøre sandet på huden, og det skulle efter sigende efterlade huden meget blød og lækker, og med en anelse glød. Der var mange skilte ved søen, der advarede mod dingoer, ikke mindst når man har små børn med (selv børn i de begyndende teenageår). Så vi måtte hele tiden sørge for at have dem tæt på os, og man anbefalede at gå i flok – selv én voksen og ét barn kan være farligt.
Vi så ingen dingoer ved søen, men da vi kørte videre ude på stranden, gik der pludselig én rundt derude. Det ligner en sød hund, men er en slags ulv, så man skal tage sig godt i akt. Man mener, at det er fordi der er kommet så mange dingoer til øen, at der ikke er mad nok til dem alle, at de er blevet så aggressive. I 2001 var der en dreng, der blev angrebet og dræbt af en dingo, og siden har der været sat masser af advarsler op rundt omkring.
Efter frokost kørte vi videre nordpå og så et skibsvrag og nogle sanddunes, der består af tre forskellige farver sand. Det var ikke noget specielt, og det var lidt a la ”vi står alle sammen ud af bussen, tager et billede, og kører derefter videre”. Undervejs så vi en bil, der var kørt fast i et vandhul, og vores chauffør var på vej for at trække ham fri, da det dog lykkedes for en anden bil. Det var lige før vi var totalt ”rescue 911” i dag 
Derimod var Eli Creek helt fantastisk. Et super flot vandløb, hvor man kunne gå af en sti et stykke ind på øen, og gå gennem vandløbet tilbage til stranden. Vandet er fuldstændig klart, og omgivelserne meget meget flotte, så det var en rigtig stor oplevelse.
Eli Creek var sidste stop, hvorefter vi kørte tilbage igen. Vi har kørt ca. 200 km i dag, og både Laura og Victor har klaret det rigtig flot – der har intet brok været overhovedet, så det kunne bare ikke være bedre.
Da vi kom tilbage til campingpladsen kom den schweiziske pige og ville lege med Laura, så det gjorde de indtil vi skulle spise.
Det er anden dag jeg har ondt i min gane – bare fordi man spiste to af børnenes slikpinde. Jeg ville prøve at være pædagogisk korrekt ved ikke at knase dem, men det resulterede så i en fuldstændig hudløs gane. Så kan jeg lære at lade børnenes slik være i fred! 
Laura ville sove ovre hos mormor og morfar, og det ville Bjørn åbenbart også, for jeg måtte vække ham efter han faldt i søvn, da han skulle lægge Laura til at sove – det var endda ham, der var faldet først i søvn 

Lørdag d. 27. marts 2010

Vi har besluttet at blive i Tin Can Bay nogle dage, og det var rigtig rart at have en stille og rolig morgen. Der er desværre ingen legeplads på campingpladsen, så vi kørte ned i byen, hvor vi fandt én, og efter at børnene havde leget lidt, havde Bjørn været oppe ved et center (ikke ligefrem i Pacific Fair-størrelse!) og fået en tid hos frisøren til både ham og Victor. De blev klippet, og Laura fik også lige klippet spidser – til den meget billige pris af godt 150 kr. for alle tre! Så er der da noget ved det 
Om eftermiddagen var vi i poolen (det gav rigtig trætte børn!), og der kom en schweizisk pige, som Laura legede lidt med.
Efter aftensmaden spillede vi kort, og det er bare så dejligt at kunne sidde ude i nederdel og top hele natten, hvis man lystede – subtropisk klima kan vi godt lide 
Vi har ikke lavet meget i dag, men i morgen skal vi til Fraser Island, så vi skal tidligt op, og gik derfor også tidligt i seng.

Fredag d. 26. marts 2010

I dag startede Bjørn med at løbe 10 km – bare en lille hyggetur  Imens spiste Laura, Victor og jeg morgenmad med mormor og morfar, og efter et bad var vi så på farten.
Vi kørte til Australia Zoo, og det er godt nok utroligt, hvilket kæmpe navn Steve Irwin er herude! Jeg syntes også han var stor i 90’erne i Danmark, men herude lever hans ånd godt nok videre! Hans navn ses stadig på forsiden af avisen herude – i dag står der eksempelvis, at Steve stadig taler til sin far fra den åndelige verden. Selve haven var fantastisk stor og flot, og dyrene har rigtig gode levevilkår.
Det største område tilhørte krokodillerne (naturligvis), og mens vi gik og kiggede på dem (og de forholdsvis store firben, der rendte frit rundt overalt), kom der et par ansatte gående – og de havde en slange hver om halsen! Der var ikke meget plads på stierne, og selvfølgelig skulle de forbi os, så min mor var ved at gå fuldstændig i panik. Ok, indrømmet – det er heller ikke det bedste sted at tage hende med hen, når hun har den fobi, men det lykkedes os at krydse hinanden, og med lidt mental støtte efterfølgende, blev hun ok igen. Men helt klart et møde, som jeg godt kunne have undt hende at undgå!
Laura syntes koalabjørnene var rigtig søde, så dem kiggede vi en del på, men den største oplevelse var helt klart kænguruerne, som man kunne håndfodre og klappe – det var det helt store hit, men der sov Victor desværre. Der var også et show med både slanger, papegøjer og krokodiller, og de fortalte blandt andet, at 10 pct. af de slangebid, der sker i Australien, er umotiverede – de resterende 90 pct. er sket fordi man bevidst har villet prøve at fange slangen eller slå den ihjel.
Jeg fik forhindret, at mormor så en ca. seks meter lang python, som lå i et stort glasbur lige ved indgangen til scenen, og det var også meget godt, at hun ikke kom med ind og så showet, for de gik rundt med slanger om halsen mellem publikum. Papagøjeshowet var det flotteste, men det med krokodillen var også ganske imponerende. Der var ikke så mange dyr i haven, som vi havde håbet på, men det var sjovt at se, og helt sikkert en god oplevelse.
Aldersmæssigt er det et rigtig godt tidspunkt for os at rejse med Laura og Victor på, for langt de fleste steder, er børn under tre eller fire år gratis, og det gælder både indgange til forlystelser, seværdigheder, campingpladser, guidede ture osv. Det er SÅ nice! 
Efter dagens oplevelser kørte vi til Tin Can Bay. På vejen derud kørte vi gennem en masse røg, som godt kunne stamme fra en ”bushfire”, men vi så nogle advarselsskilte med kontrollerede brande, så det satser vi på, at det var. Det var nemlig ikke helt til at se, hvor voldsomt det var, for solen var ved at gå ned i samme retning, som branden var, så det var umuligt at vurdere, hvad der var brand, og hvad der var solnedgang – men uanset hvad, så det flot ud 
Vi kom lidt sent frem, så det var bare om at få en hurtig gang aftensmad, og alle var trætte, så vi gik i seng. Dog kunne jeg ikke helt lade være med at udnytte chancen, da der var fuldstændig stille og ingen omkring mig – og så lige læse de par sladder-blade, som mine forældre har haft med herned til os 

Torsdag d. 25. marts 2010

I dag tog vi videre fra Brisbane, og da vi havde handlet ind på vejen, kørte vi mod Beerwah. Det ligger ikke så langt fra Brisbane – ca. 70 km – men de har Australia Zoo liggende tæt på, og den vil vi gerne se i morgen. Det er den zoo, som var Steve Irwin’s (Krokodillejægeren). Vi fandt Landsborough Pines Caravan Park, og fik booket to sites, så vi kan bo ved siden af mormor og morfar, når de kommer.
Allerede ved indgangen til kontoret var der påfugle, der gik frit omkring, og vi fandt senere ud af, at det vist er fugle-elskere, der har pladsen, for vi havde ikke engang kørt bilen rigtigt på plads, førend vi var omringet af ca. ti gæs. De var godt nok store – på højde med Victor – og han var frygtløs, de skulle da ikke komme i vejen for ham! Laura var lidt mere påpasselig, og blev pænt inde i bilen ligesom mig, indtil Bjørn havde fået dem jaget lidt væk.
Men fugle var ikke de eneste dyr, de havde på pladsen. Da Bjørn kom tilbage fra toilettet fortalte han, at det godt kunne være, at jeg fik brug for min trampe-teknik på denne plads – han havde lige set en slange! Den var ca. en halv meter lang og brun/grøn i farverne. Af alle dage, så skulle den lige dukke op i dag, hvor mormor og morfar ankommer! Mormor har mega slange-fobi, så vi besluttede ikke at sige noget om den (og satser på, at hun først læser denne del af bloggen, når de er kommet hjem igen ). Gæs der er næsten lige så høje som hende, og så en slange – velkommen til Australien!! 
Vi gik lidt rundt på pladsen, og der var både kakaduer, papegøjer, undulater og andre fugle i bure. Victor fandt en vandpyt at kaste sten i, og så var eftermiddagen reddet. Vi slappede af, læste bøger og legede med Laura og Victor, indtil mormor og morfar kom – sjovt nok lige efter jeg havde skrevet en sms om, at aftensmaden snart var klar (tror de holdt rundt om hjørnet og bare ventede på den besked ).
Det var rigtig dejligt at se dem igen, og ungerne var også elle vilde. Vi havde en hyggelig aften med opdateringer fra nær og fjern. Vi følger overhovedet ikke med i hvad der sker rundt omkring i verden, og på en måde er det ret befriende. Vi har ikke hørt ordet finanskrise siden vi tog af sted, og selvfølgelig bliver der et ”hul” i vores viden, men det tager vi med. Det værste var at finde ud af, at cyklonen er gået hen over Whitsunday Islands, og der er en del ødelæggelser. Der er heldigvis ingen, der er kommet til skade, og de skulle vist have de fleste ting på plads i løbet af næste uge, og da der er to uger til endnu, så er der håb om, at de er ”back in business” når vi kommer. Efter den opdaterede nyhedsudsendelse var det vist tid til at komme i seng. Laura ville gerne sove ovre hos mormor og morfar, og da mormor sagde, at de jo havde en masse liggende på sengen, og at vi måske skulle gøre det i morgen i stedet for, så udbrød Laura: ”Det kan vi da bare flytte, mormor!” Tja, hvor svært kan det være??

Onsdag d. 24. marts 2010

I dag lagde vi ud med at spise morgenmad og gøre bilen klar, hvorefter vi tog en tur i swimmingpoolen – den var rigtig dejlig varm, og det var næsten ikke til at komme op ad den igen. Der var også en vandruchebane, som både Laura og Victor syntes var mægtig sjov, så de udbrød bare ”Mer’” igen og igen, og Bjørn og jeg drønede ned ad den på skift.
Vi havde lovet os selv, at vi ville køre direkte til Dreamworld, så vi ikke ender ligesom i går, og slet ikke når det, så det gjorde vi. Der var ikke ret mange mennesker derude, så det var helt fantastisk. Ungerne kunne løbe rundt uden for mange formaninger, fordi man kunne se dem selv på større afstande, og der var ikke kø ved de ting, som vi skulle prøve, så det var en sand fornøjelse.
Det var en form for Tivoli, bare ganget op med en meget stor faktor. Vi bruget seks timer derinde, og vi nåede overhovedet ikke at se det hele. Derudover er der også et kæmpe vandland tilknyttet, og det var vi slet ikke inde i (vist mest for lidt større børn), så man kan roligt bruge nogle dage derude, hvis man skal igennem det hele. Men det var et stort hit hos Laura og Victor – de prøvede karruseller og andre ting for mindre børn, og der går nogle tegneserie-figurer rundt, så nu har de mødt den ”rigtige” SvampeBob Firkant. Det er favorit-godnat-historien i øjeblikket, så genkendelsesglæden var stor, da både SvampeBob og Patrick dukkede op 
Bjørn fik også prøvet en racerbils-simulator, og jeg tror (håber?!) han kørte meget ud i grøften med vilje, for at få fuld udnyttelse af simulatoren! Det var sådan, så der var en fyr der kom hen og spurgte, om det var min mand der kørte, og da jeg svarede ja, spurgte han bekymret, om han kørte ligesådan på vejene 
Vi så tre ret store firben (ca. 30 cm lange), som bare går rundt omkring – fuldstændig som vi har duer gående derhjemme. Det skal man lige vænne sig lidt til…
Det var med et par meget trætte børn, at vi forlod parken, men ingen tvivl om, at de havde hygget sig og fået mange gode oplevelser med på vejen.
Da vi skulle finde nordpå, vildledte vore GPS-veninde os igen, så vi fór vild i Brisbane – med det resultat, at det var blevet næsten mørkt, da vi endelig langt om længe fandt ud af deres ”tunnel-helvede”. Enten kørte vi meget rundt og forkert, eller også bliver det usædvanligt hurtigt mørkt i denne del af verden (tror mest på det første)  Ude på motorvejen kom vi til at køre bag en bil, der ikke kørte ret stærkt, og da vi kom tættere på så vi hvorfor. Han havde ganske enkelt valgt at køre med en stige på taget af sin bil, men han havde vist ikke lige gidet binde den fast, for han holdt fast på den med den ene arm ud ad vinduet! Det er da også det nemmeste, og han skulle jo kun på motorvejen i myldretrafikken 
Vi blev enige om at finde en campingplads lige i udkanten af Brisbane, for det var blevet halvsent, og i øvrigt lander mormor og morfar i Brisbane i aften, så måske kan vi så følges med dem herfra i morgen.
Da vi havde spist aftensmad fandt jeg ud af, at jeg har fået et forholdsvist stort blåt mærke på benet (ca. syv cm langt, og jeg ved ikke hvordan jeg har fået det), som jeg viste til Bjørn. Laura spurgte hvad det var, og da jeg fortalte, at det var et blåt mærke, spurgte hun bekymret: ”Er du faldet på cyklen, mor?”  Bevares – jeg har da haft mine uheld på cyklen, men jeg kommer da mere eller mindre frem og tilbage fra arbejde de fleste dage, men jeg tror min datter kender mig for godt, når hun kan komme med sådan en kommentar 

Tirsdag d. 23. marts 2010

Ahh, endnu en dejlig varm og solrig morgen at stå op til  Vi sad rigtig og nød vores morgenmad, mens vores stakkels naboer kæmpede med at pakke deres campingvogn sammen. Det var en familie på to voksne og tre teenage børn, og de snerrede ad hinanden og småskændtes for at få den pakket rigtigt sammen – det var ikke ligefrem familiehygge, det bar præg af. Det var så nok lidt for overskudsagtigt, at vi spiste færdigt, nåede i bad, og pakkede vores bil – og vi kom af sted samtidig med dem 
Det var meningen, at vi lige ville køre et smut forbi et shopping center, for at se om de havde flere af de ting vi mangler til brylluppet, og så skulle vi videre til Dreamworld –en slags Tivoli, hvor Laura og Victor kunne slå sig løs. Vi havnede i Pacific Fair Shopping Center – jeg har aldrig set et så gigantisk stort shoppe-mekka, som dette!! Det var en hel by med små gader, hvor der kørte et lille tog rundt, ligesom den sporvogn, der kører rundt i Tivoli. Der var både butikker indendørs og udendørs, og når man lgik ind i den ene arkade, så lå der et center a la Magasin eller Illum inde i det her kæmpe center – og det var jo kun en lille del af det samlede område! Om man så fik en hel uge fra morgen til aften kun til shopping, tror jeg ikke man kunne nå hele vejen rundt! Og der var det så, at vores planer om Dreamworld blev ændret, og så gik jeg shop-amok, mens Bjørn blev placeret i legeområdet med børnene. Lidt ”dreamworld” blev det jo så til – ikke for børnene, men i hvert fald for mig 
Det vi havde regnet med skulle være et lille smut på en times tid, endte med at blive en shoppe-dag på syv timer – stakkels Bjørn og børn!!  Det gode er, at vi nu kun mangler skjorte og sko til Victor, og så er alt klart til brylluppet.
Man nu hvor vi har udskudt det ”rigtige” Dreamworld (afhænger vist af definitionen), vil vi gerne derud i morgen i stedet for, så derfor kom vi heller ikke til at køre så langt, som vi først havde planlagt. Vi blev lige i området, men det var lidt svært at finde campingpladsen, og vores GPS var ikke ligefrem nogen hjælp. Hun kunne slet ikke finde ud af det, og da hun på et tidspunkt foreslår et u-sving, tja – så skulle vi bare dreje til højre i stedet for, for dér lå campingpladsen! Det var en rigtig lækker plads med swimmingpools, spa-bad, restaurant, tennis, minigolf osv.
Inden vi tog hjemmefra var Laura begyndt at bide negle, og vi lovede os selv at tage hånd om det undervejs. Det har vi virkelig prøvet – både med opfordringer, løftede pegefingre og ikke mindst en slags ”God Negl”, som smager forfærdeligt, men uanset hvad vi har gjort, har det hjulpet lige lidt – indtil vi fandt på den totalt upædagogiske løsning at lokke med slik  Hun holder meget af Pez – nogle små pastiller, som jeg også kan huske som fantastiske fra da jeg var barn, så for at visualisere det, har vi lavet en aftale med hende om, at hun må få én pakke Pez om dagen (12 små pastiller), men for hver gang vi ser hende bide negle, bliver der taget én fra. I går måtte vi tage seks pastiller fra hende, men i dag er det allerede reduceret til to, så det er vist vejen frem, hvis vi skal stoppe den dårlige vane 
Da Laura og Victor var lagt i seng, sad vi udenfor og nød aftenen. Det blev dog lidt småkøligt, så vi tog dynerne ud – med det resultat at vi begge faldt i søvn. Det må være det hårde liv vi fører i øjeblikket, der gør os så trætte om aftenen 

Mandag d. 22. marts 2010

Vi besluttede her til morgen, at vi gerne ville blive en ekstra dag her på campingpladsen, så vi havde mulighed for at vaske noget tøj, og komme ordentligt på plads i vores campervan. Det var rigtig dejligt ikke at skulle noget som helst, og Victor fik en rigtig middagslur – det har han ellers ikke fået længe, det har mest været når han har sovet i bilen mens vi kørte, eller er faldet i søvn i klapvognen.
Det var først hen ad eftermiddagen, at vi syntes der skulle ske noget, så vi kørte hen til det sted, hvor vi havde set en giga legeplads (ca. 200 meter lang), og et shopping center (Australia Fair) lige overfor. Så Bjørn, Laura og Victor blev sendt på legepladsen, mens jeg gik på shopping. Desværre var der ikke så meget, som jeg havde håbet på, men listen blev da afkortet en smule 
På vejen tilbage kørte vi igen ned til vandet, og bølgerne var stadig store, men langt fra så voldsomme som i går, og der var også både mange surfere og svømmere i vandet. Det røde flag var også taget ned, så det er vist tilbage til normal standard igen.
Efter aftensmaden blev Laura og Victor lagt i seng, og Bjørn løb en tur. Det var meningen, at han ville løbe 16 km, men han kom tilbage efter 18 km og sagde, at han lige ville tage 6 km mere, for hans ben havde det stadig fint – og det gjorde han så – 24 km i alt! Jeg blev lidt imponeret  Imens fik jeg sorteret lidt billeder på pc’en, vi har indtil videre taget 1.130 billeder på denne tur – og det er kun til og med Sydney! Godt nok er det jo ikke ligefrem alle der skal i album, og der er mange, hvor der er taget flere billeder af det samme, men alligevel... Som Bjørn siger, det bliver de mest veldokumenterede tre måneder af vores liv 
Vores bil har en ret smart funktion med, at når bilen er låst og en dør bliver åbnet, så lyder alarmen – lidt ligesom en husalarm, og rart at have når man sover, men den reagerer så også, når man åbner døren indefra, og det fik jeg gjort sidst på aftenen (eller rettere – først på natten), så jeg fik lige vækket det meste af campingpladsen – så ved jeg, hvordan den virker til næste gang 

Søndag d. 21. marts 2010

Ja, så startede dagen også for vores vedkommende. Jeg blev lidt for optaget af at være på nettet, og endte med slet ikke at sove (kunne ikke sove de 45 min. fra jeg gik i seng til vi skulle op, fordi jeg var bange for at vi sov over os). Vi blev hentet på hotellet kl. 5.40, og chaufføren var mere end almindelig morgensur. Heldigvis var vi der til tiden, så han kunne ikke rigtig være sur på os, men det næste sted vi skulle have nogle med, var det ikke alle der var klar, og han blev mega sur og skældte de andre ud, da han skulle vente på dem, og det endte med, at han smed de to af, som var dukket op til tiden men skulle følges med de andre, sammen med deres bagage, og så kørte vi videre. De næste to steder vi holdt ind, var der ikke nogle der kom med, vi ved ikke helt hvorfor – han var ikke så meddelsom  Man kan jo så undre sig over, at reglerne omkring autostole er så striks i taxaer, og i denne minibus var det ikke noget problem – ingen tvivl om, at der var væsentligt mere behov for den her til morgen, end der var i taxaen i går. Han kørte ligeså aggressivt som hans humør, musikken drønede for fulde hammer, og det ville helt sikkert høre under selvskabte plager, hvis én af os havde kastet op i hans bil af køresyge. Af ukendte årsager var vi de eneste han endte med at køre i lufthavnen, og med den start var vi vist også vågne og i gang 
I lufthavnen spiste vi lidt morgenmad, og kom om bord på flyet som planlagt. Der var lidt maskinproblemer (betryggende!), så vi blev lidt forsinkede (kun ca. et kvarter), og jeg præsterede at vågne med et sæt, da vi skulle lette – bare for at konstatere, at resten af familien også var faldet i søvn 
Efter en flyvetur på ca. halvanden time landede vi i Brisbane, og tog en taxa ud til depotet, hvor vi skulle hente vores nye campervan. Taxaen var en almindelig personbil, og den blev fyldt til randen med os fire, tre store tasker, fire stk. håndbagage og to klapvogne. Han var lige ved at give op, men med lidt lirken fik vi det til at være der alligevel.
Der er en times tidsforskel fra Sydney (og Tasmanien) til Brisbane, så nu er vi ”kun” ni timer foran Danmark. Det er med at holde tungen lige i munden, når man skal huske hvad klokken er i derhjemme, når man flytter mellem tidszonerne, og så lige det faktum, at Europa også snart går over til sommertid 
Vi startede med at køre over til et indkøbscenter, hvor vi fik provianteret godt til bilen, og vi formåede også at finde et par bukser til Bjørn og sko til mig – begge dele til brylluppet. Det var rigtig dejligt at kunne slette dem af listen over de ting, vi skal nå at købe inden da.
Vi spiste lidt frokost da vi kom tilbage til bilen, og så satte vi kursen mod Surfers Paradise, der ligger ca. 80 km syd for Brisbane. Jeg faldt i søvn af og til undervejs, men fik at vide af Bjørn, at det havde været fire spor på motorvejen, undtagen de steder, hvor de havde udvidet den til seks spor! Noget helt andet i forhold til de veje vi kørte ad på Tasmanien. Her er der også veje der krydser, hvor man rent faktisk kan køre forkert og alt muligt… 
Så snart vi kunne komme til det drejede vi fra motorvejen, og kørte ad kystvejen ned til Surfers Paradise. Man kunne ikke se vandet fra vejen, for den var indpakket i store hotelbygninger, men man kunne klart fornemme feriestemningen igen – der var overnatningsmuligheder overalt kombineret med spisesteder, barer og diskoteker. Vi kørte ned til stranden af én af sidevejene, og der var BARE store bølger. Faktisk var de så store, at der stod skilte på stranden, om at den var lukket, og der var rødt flag oppe. Vi spekulerer på, om det er lidt af den cyklon, der har været længere nordpå, der er årsagen til det, men det ved vi ikke med sikkerhed. Her er der ca. 28 grader, og selvom det er lidt overskyet, så er lyset stadig skarpt og luftfugtigheden er høj. Der var et par enkelte surfere og svømmere, der trodsede advarslerne, og én af surferne mistede sit bræt, og livredderne satte båden i vandet, men inden de fik startet motoren, var han selv kommet i land og havde hentet sit surfbræt på bredden.
Vi kørte lidt videre ned til en by, der hedder Miami og fandt en campingplads. De har træer med min yndlingsblomst, som dufter rigtig, rigtig godt, så det er allerede en succes 
Her er desværre ingen legeplads, men de har en trampolin, og det er absolut også et hit. Da vi var derovre, var der også en pige på 11 år, som var meget nysgerrig om hvor vi kom fra, og hvordan man sagde forskellige ord på dansk. Hver gang vi oversatte et ord, var hendes kommentar ”Awsome!” eller ”Cool!” – fuldstændig som Beavis & Butthead  Hun viste os også swimmingpoolen, og så begav vi os tilbage til bilen for at finde badetøjet frem, så vi kunne afprøve den. Den var ikke super varm (synes jeg), så jeg nåede aldrig helt ned, men både Bjørn, Laura og Victor morede sig glimrende, og syntes det var dejligt.
Vi lavede en hurtig gang aftensmad, og mens vi sad og spiste, begyndte det at regne en smule. Heldigvis er vores campervan udstyret med en markise, så den sad vi under – det var rigtig hyggeligt. Efter aftensmaden var der ved at være udsolgt for os alle fire. Vi lagde Laura og Victor til at sove, og så skulle vi bare lige ligge og snakke lidt – med det resultat, at vi vågnede forskudt af hinanden i løbet af natten - stadig med alt tøjet på og lyset tændt 

Lørdag d. 20. marts 2010

Endnu en hygge-morgen – det er vi vist ved at blive helt gode til. Faktisk så gode, at Victor præsterede at falde i søvn igen, inden vi egentlig stod op 
Vi kom først af sted ved middagstid, og ville finde en taxa for at tage til Bondi Beach. Det var åbenbart ikke så ligetil som forventet, for de vil ikke køre med børn under tre år, medmindre de sidder i autostol, og det er ikke så mange af dem, der ligger inde med sådan en, og de kan tilsyneladende heller ikke tilkalde en taxa, der er udstyret med én. Men i tredje forsøg lykkedes det, og så kom vi af sted til Bondi Beach, og taxachaufføren var rigtig hyggelig. Men det er lidt mærkeligt, at de er så strikse med autostolen, for da Laura var lidt utilfreds med ikke at kunne sidde på skødet af Bjørn (hun brokkede sig ikke synderligt), så var det i orden, at Bjørn tog hende på skødet på forsædet, hvor han sad – bare han tog selen på.
Bjørn havde fundet en løbebutik, hvor de skulle have en såkaldt ”Camelbak”, men da vi kom til butikken, var de midlertidig udsolgt. Ret ærgerligt, men vi skulle jo til Bondi alligevel, så vi var i det mindste ikke kørt helt forgæves.
Vi nåede ned til esplanaden, og det var fuldstændig som man ser i introen til Miami Vice – lækre biler kører på vejen, hvor palmerne står i midten, og der er sol, strand, vand og et mylder af glade og feriestemte mennesker. Der er ingen tvivl om, at det er her de unge, smukke og rige kommer for at se og blive set – og så lige os – en småbørnsfamilie, der havde forvildet sig derud  Der var både corvetter og porcher, og der gik surfere overalt. Der var også masser af livreddere – igen fuldstændig som man ser det på film. De havde både jeep, surfboards og både klar, og der fløj endda helikoptere omkring for at holde øje.
Der var ikke mange familier med børn, men vandet var heller ikke børnevenligt. Der var opsat flag på stranden for at markere, hvor man kunne bade sikkert, og det var et meget lille stykke i forhold til strandens størrelse, og selv der, kunne man mærke, at der var meget strøm. Der var selvsagt nogle seriøse bølger, når surferne også var der, og de advarede mod noget a la brandmænd. Når det så er sagt, så var vandet fantastisk klart, og det var super lækkert lige at få lidt sand under tæerne. Vi lå dernede lidt, og badede med børnene på skift, og det var en rigtig fed oplevelse, selvom jeg jo nok foretrækker de stille små bugter med roligt vand og knap så mange mennesker (ja, ja – jeg er sgu nok blevet gammel! ).
Vi spiste frokost på en café nede ved stranden, og derefter tog vi bussen tilbage til byen. Selv kl. 18 var der 30 graders varme – dejligt!!!
Resten af aftenen lavede vi ikke så meget andet end at pakke og være på nettet – vi skal jo videre til Brisbane i morgen, og skal monster tidligt op…

Fredag d. 19. marts 2010

Det blev en rigtig hygge-morgen med børne-tv, skype med farmor og farfar og god tid til at komme ud ad døren. Derfor blev det også først omkring middagstid, at vi kom på gaden, og det primære mål var shopping. Vores første stop var et stort shopping center i fem etager, og vi undrede os godt nok lidt over, at der kun var varer til mænd, men det viste sig, at der var en tvillingebygning tilknyttet, som kun var til kvinder – hold da op for en ”shop-amok-mulighed”!!
Vi mangler stadig tøj til Bjørn og begge børn til brylluppet og nogle andre fornødenheder, men hverken Laura eller Victor var enige i, at dagen skulle bruges på det. De var ikke rigtig til at have med, så vi spiste lige lidt frokost, og så gik Bjørn tilbage til hotellet med børnene, og jeg fik en shoppe-tur alene rundt i Sydney – ikke det værste man kan få  Jeg fandt en del gode ting, men desværre ikke nogle af dem, som vi ellers stod øverst på prioriteringslisten. Alle forretningerne er gået i gang med vintersalget, så det sommertøj, som vi forventede at vi skulle købe, må vi nok vente med til vi når til Brisbane, hvor der er noget varmere om vinteren, end der er hernede.
Jeg gik tilbage til hotellet og hentede Bjørn, Laura og Victor, og sammen gik vi hen og fandt en legeplads, og det var lige noget de kunne bruge. De fik brugt en masse energi, og det var det vigtigste – resten af vejen gik det helt fint. Vi hentede noget indisk mad, og sad på en græsplæne og holdt picknic til aften. Her kunne børnene tumle videre, og det var lige sagen for alles vedkommende.
På vejen hjem slog vi et smut ned forbi Darling Harbour. Bjørn blev hevet på ”scenen” af en gade-entertainer, som skulle jonglere med motorsav og knive, kravle op på en høj pind og jonglere med kniv og flammekaster, alt imens Bjørn og fire andre skulle holde i hvert deres reb for at holde pinden lige. Laura fik lov at holde snoren til entertainerens hund imens, og det var hun helt godt tilfreds med.
Aftenen blev sluttet af med at spise karamelæbler i Darling Harbour – noget der efterhånden er blevet en ”tradition” – jeg har i hvert fald gjort det hver gang jeg har været her, og det er fjerde gang denne gang – og de er ikke blevet dårligere gennem tiden 
Victor faldt i søvn på vejen hjem, og vågnede hverken da han fik børstet tænder eller nattøj på, så det var en smal sag at lægge dem til at sove i dag. Imens tog Bjørn ud og løb en tur, og så var det godnat.

Torsdag d. 18. marts 2010

I dag vågnede Laura og Victor lidt tidligt, men til gengæld var det rart også at komme af sted forholdsvis tidligt, så vi kunne få noget ud af dagen. Vi bor meget centralt, så vi skulle ikke mere end lige krydse en gade, førend vi var ved vores første mål – Queen Victoria Building. Det er en meget gammel bygning, som nu fungerer som shopping center i en meget charmerende stil. Vi købte ikke noget – skulle egentlig bare lige se stilen og nyde de mange finesser, som bygningen har.
Vores næste mål var Sydney Tower, som er et 360 meter højt tårn man kan komme op i og kigge ud over byen, og man kan gå hele vejen rundt. For at komme derop skulle vi igennem SIKKERHEDS-kontrollen, men effekten af den er lidt tvivlsom, eftersom alle tasker kun blev undersøgt manuelt, men alle skulle gå igennem en metaldetektor, ligesom i lufthavnen. Victor lagde ikke bedst fra start i dag, han gad ikke sidde i klapvognen, og var i det hele taget lidt svær at have med rundt. Det blev ikke bedre, da vi skulle stå i kø for at komme med elevatoren op i tårnet, men heldigvis forbarmede én af kontrollørerne sig over os, og hun fik os foran i køen, så vi kunne komme hurtigt derop. Så noget godt kom der da ud af det, og mens vi var deroppe, var humøret rimeligt.
Selvom vi kun har været her meget kort tid, er det imponerende hvor mange gange Laura og Victor er blevet fotograferet af fremmede mennesker. Det er indtil videre kun asiatere, der har gjort det, så vi tænker at det kan have noget med deres lyse hår og hud at gøre. Det er sjovt at observere, nogle prøver at gøre det lidt i skjul, og andre kommer decideret hen og spørger, om de må tage billeder af dem – endda med dem selv på også. Eksempelvis i går da vi var i Sydney Aquarium, og gik nede i tunnellerne stod der én lige ved indgangen (påtaget meget henslængt), mens hans kone tog et billede. Pr. refleks kiggede jeg op for at se, hvad der bliver fotograferet, men det var hverken en stor skildpadde eller en lille fisk, for der var ”kun” Laura. Det var den i det skjulte  Anderledes åbent var det i Sydney Tower, hvor et par piger spurgte, om de ikke måtte tage billede af hinanden, hvor de stod sammen med Laura. Det måtte de selvfølgelig gerne, men Laura ville ikke, så hun så nok ret sur ud på alle deres billeder – men hvorfor skulle de også være mere heldige end os selv  Laura har en tendens til ikke at ville fotograferes, så det er svært at få et billede, hvor alle kigger på kameraet og er glade samtidig…
Der var en rigtig god udsigt fra Sydnet Tower, og vejret var klart og solskin, så man kunne se så langt øjet rakte. Det var sjovt at se det hele lidt for oven, og få en fornemmelse af, hvor stor byen egentlig er.
Da vi havde gået rundt og kigget i et stykke tid, var der lang kø for at komme ned med elevatoren igen, så vi besluttede at spise frokost deroppe, mens vi nød udsigten.
Da vi kom ud på gaden igen var både Laura og Victor blevet trætte, og de faldt i søvn i deres klapvogne, mens vi gik en tur langs havnekanten op til Mrs. Macquaries Chair. Det gav en rigtig flot udsigt til Operahuset og med Sydney Harbour Bridge i baggrunden.
Fra Mrs. Macquaries Point gik vi videre gennem Botanisk Have, hvor kakaduerne fløj omkring os – det var næsten helt surrealistisk, det er normalt nogle fugle, man tager i zoologisk have for at kigge på. Stierne i Botanisk Have førte videre os videre over til Operahuset, og der kan man virkelig se, hvor stort det egentlig er. Området er rigtig hyggeligt, med mange små cafeer og restauranter, stemningen er afslappet, folk er glade, og solen skinner – sikke et liv!!! 
Derfra gik vi ned til Circular Quay, hvor vi tog en havnerundfart, hvor man kunne se hele havnefronten fra søsiden. Turen varede en god times tid, og så stod vi af i Darling Harbour, for derfra har vi ikke langt til hotellet. Det er ikke just de gladeste børn vi har haft med på tur i dag, men stemningen i Darling Harbour var bare for lækker til at tage hjem, så vi valgte at spise på en restaurant og nyde udsigten og atmosfæren. Det var dog med visse afbrydelser for at indfange børn, men det hjalp da vi til sidst fik boltet dem fast i klapvognene mens vi spiste færdigt. Det var et godt ”wake-up-call” til dem, for da de blev ”sluppet fri” igen, var det som om de havde forstået konceptet, og de blev pænt omkring os og opførte sig helt eksemplariske (hvem er I, og hvor har I gjort af vores børn?).
Bare for at sætte punktum for et par meget livlige børn i dag, så nåede Victor lige at ringe på alarmen i elevatoren på hotellet i et ubevogtet splitsekund, men på trods af lidt udfordringer på den front, synes vi at dagen har været rigtig god, og vi har nået at se mange ting.