Søndag d. 14. marts 2010

I dag skulle vi tidligt op, så vi havde sat vækkeuret til at ringe, men da det var blevet halvsent i går, og jeg ikke kunne sove, var det nemt bare at slå det fra, da det ringede – med det resultat, at vi kom tre kvarter for sent op. Dog er morgenrutinen snart så indgroet, at det gik trip, trap, træsko – og så var vi af sted. Vores ”lille” campervan fik godt nok krudt i bagdelen, og så gik det over stok og sten. Vi nåede til Coles Bay kl. 8.40 og i betragtning af, at båden sejlede kl. 9, og vi først skulle have billetter, så kan man vel kun kalde det tidsoptimering 
Da jeg kom hen og skulle købe billetter, spurgte damen straks, om jeg var Christina. Da jeg lettere overrasket sagde, at det var jeg, så sagde hun at hun allerede havde booket fire pladser til os, og at hun beklageligvis først havde ringet tilbage til os ved 8-tiden her til morgen, det havde vi så ikke lige hørt. Men perfekt at vi havde fået billetter, for båden var næsten fyldt op, så det var nok godt, at vi ringede i forvejen.
I brochuren stod der noget om ” Rasmus The Seadog”. Vi havde gættet lidt på, hvad det betød – måske noget i retning af søulk eller et slang for Kaptajnen, der hed Rasmus, men det viste sig at være helt anderledes simpelt, for da vi gik ombord, hoppede en hund med, og den hed Rasmus. Så mere kompliceret var det ikke.
Freycinet er en halvø, og den sejlede vi rundt om, for at komme over til Wineglass Bay. På vejen kom vi forbi mange flotte naturområder – strande, bakker, klipper, grotter, kløfter – og ikke mindst så vi sæler (Laura kalder dem for sandaler!) og Bjørn så også en enkelt delfin. Området her er det sted på Tasmanien, der har flest solskinstimer, og i dag var ingen undtagelse. Solen skinnede fra en skyfri himmel – perfekt til en sejltur!
Vi nød virkelig turen, og Laura og Victor opførte sig meget eksemplarisk. Da jeg købte billetterne sagde damen, der solgte dem, at børn typisk falder i søvn, når man har set Wineglass Bay, og sejler tilbage til Coles Bay. Jeg må indrømme, at jeg tænkte noget i retning af ”Ja, ja – det kan da godt være, at mange børn gør det, men du kender tydeligvis ikke vores to sække lopper”. Men jeg må bøje mig og give hende ret – Victor nåede at falde i søvn INDEN vi nåede Wineglass Bay, og Laura faldt i søvn umiddelbart efter vi forlod den igen.
Wineglass Bay var bare helt fantastisk – ifølge kaptajnen er den blandt verdens ti smukkeste strande – her i Australien kun overgået af Whitehaven Beach på Whitsunday Islands. Som Bjørn udtrykte det, så sætter det jo forventningerne lidt højt, eftersom det er på Whitehaven Beach vi skal giftes!! 
Vandet var fuldstændigt krystalklart, nogle steder blåt og turkist, andre steder grønligt. Og det hvide sand inde på stranden fik et endnu skarpere skær i solen og som kontrast til den blå himmel. Der var grønne træer i baggrunden, og enkelte bakketoppe i horisonten. Virkeligt, virkeligt smukt – det eneste, der var ærgerligt var, at vi ikke måtte bade fra båden – det var ellers meget tillokkende!! 
Vi lagde anker og nød udsigten, og imens blev der serveret tasmansk ”champagne-wanna-be”, østers, kiks og ost – man skulle godt nok være et skarn, hvis man ikke følte sig en anelse forkælet 
Vi begyndte at sejle tilbage til Coles Bay, men kort tid efter blev Victor søsyg, og han kastede op ud over mig. Der sad man så med alle sine talenter, men måtte jo så glæde sig over, at der kun var ca. tre kvarter tilbage af turen og ikke fire timer… Til gengæld var han fit for fight igen bagefter, og rendte rundt efter stakkels Rasmus, der ikke for alvor gad al det klapperi.
Vi spiste frokost nede ved stranden, og bagefter fandt vi en campingplads med legeplads. Belært af erfaring spurgte vi, om vi kunne få en plads i nærheden af legeområdet, og det kunne vi uden problemer, så endnu en succes for både børn og voksne. Vi kunne sidde og nyde en kop te, mens ungerne hyggede sig på legepladsen.
Vi har i øvrigt også fundet ud af, at Coles Bay er den første by på Tasmanien, der er fuldstændig ”plasticpose-fri” i supermarkederne. Ellers er det meget brugt, at de bruger monster mange plastikposer, når de pakker éns varer – selv en pakke bleer får en pose for sig selv.
Bjørn ville have været ude på en ATW-tur, men der var ikke nok tilmeldte her i eftermiddag (de skal være to!), men måske er der en tur i morgen tidlig. Nu må vi se, ellers kommer der nok andre muligheder for det senere på turen. I stedet gik Bjørn ned og handlede, og sørgede også for aftensmaden – det var ren luksus 
Efter vi havde spist gik vi ned til vandet og så solnedgangen, mens vi spiste en is. Laura kunne stolt fortælle, at om morgenen står solen op, og om aftenen slukker man den 