Imponerende!! Bjørn ville gerne nå at løbe en halv-marathon i dag, og eftersom vi skulle være ude af campingpladsen kl. 10, måtte han jo tidligt af sted – og det kom han!! Jeg havde en stille og rolig morgen med børnene, men jeg tror nu nok, at Bjørn havde fået sin sag for imens, men det lykkedes ham at gennemføre, selvom han skældte lidt ud på de tasmanske bjerge, da han kom tilbage Jeg ved stadig ikke hvad der er mest imponerende – at Bjørn gennemførte 21 km løb, eller at han kom tidligt op for at gøre det – måske kombinationen er det mest skræmmende!
Vi kørte ned til turistinformationen, men her viste det sig skuffende, at hele byen Port Arthur ligger inde bag informationscentret, og man skulle minimum købe en billet, som gav adgang til flere forskellige ting, og det kostede spidsen af en rumraket, så vi valgte faktisk bare at køre igen. Det er første gang på denne tur, at vi føler, at det er en ren pengemaskine, og at de presser den maks. Vi ville gerne have set de gamle ruiner, men havde ikke mod på havnerundfart og de øvrige ting, som var inkluderet, og så blev det pludselig lidt dyrt. Vi var lidt i dilemma med os selv om vi skulle eller ej, men blev så enige om, at vi nok burde have sat os lidt mere ind i historien for at få noget mere ud af besøget. Der var et lille udkigspunkt, hvor man kunne se ud over den gamle by, men tasmanerne har det med at kalde det et udkigspunkt, når man burde kunne se noget – de glemmer bare lige at fjerne de træer, som står og skygger for udsynet, så lidt længere henne fandt jeg en træstub at stå på, og det gav bedre udsyn end deres udkigspunkt Nå, men ikke desto mindre var vi så lidt på bar bund, for der var ikke meget andet at komme efter i byen.
Dog valgte vi at køre ad en landevej rundt på halvøen, for til sidst at se et ”blowhole”, som dog kun fungerede i voldsomt vejr, og kun hvis vinden var i den rigtige retning. Eftersom solen skinner dejligt (he he), og termometeret sniger sig op på 23 grader – lidt lavere end i går, hvor vi nåede op på 27 grader, så det var bare en klippeformation, vi så.
Derefter kørte vi videre til nogle andre klippeformationer, som hed henholdsvis ”Tasman Arch” og ”Devils Kitchen”. Især ”Tasman Arch” var rigtig flot, så helt forgæves var besøget i Port Arthur ikke, men set i bakspejlet, så havde vi nok fået mere ud af at være blevet i Swansea i går. Men det var jo ikke til at vide, og nu har vi da set en smule af det
På vejen tilbage til Hobart spiste vi sen frokost på McDonalds (de har gratis internet, så vi synes det lød som en god plan), men vores pc var løbet tør for strøm, og de havde ikke et eneste strømstik til gæsterne, der virkede, så det måtte vi droppe. Til gengæld var deres legerum et stort hit hos Laura og Victor, og Laura fandt hurtigt nogle piger, som hun legede med – de havde næsten ikke tid til at spise På et tidspunkt kommer Victor ud og tager mig i hånden, fordi jeg skal komme med. Det var ikke så overraskende i sig selv, men derimod fordi han samtidig sagde ”Mummy”. Det må han have hørt de andre børn sige til deres mødre Det minder mig i øvrigt om, at vi i Japan købte en lille ”legeting”, hvor der er en masse knapper med billeder på, og når man trykker på knappen, er der en stemme der siger ordet på engelsk. Victor er blevet meget glad for én bestemt knap, så han går meget rundt og siger ”pancake” Og så hedder sodavand i øvrigt ”Badr, badr”.
Mens vi kørte havde vi godt lagt mærke til, at der begyndte at løbe vand på gulvet, og det var ikke fra køleskabet, som vi tidligere har prøvet, fordi vi havde justeret på temperaturen. Denne gang var der noget mere, og vi har konkluderet, at det er på tide at tømme vores tank med ”waste water”. Heldigvis har vi slet ikke brugt bad og toilet i bilen, så det er højst vand fra køkkenvasken, men det er selvfølgelig også slemt nok, og vi skal i hvert fald se at få tømt den tank
Inde ved Hobart kørte vi først til Rosny Hill Lookout, som er et udsigtspunkt over både ”Tasman Bridge”, ”Mt. Wellington” og Hobart by. Først kørte vi lidt forkert, og endte vist i et rigmandskvarter – de havde den smukkeste udsigt ud over Hobart, Mt. Wellington og havnen, men jeg er ikke misundelig på deres opkørsler. Husene var decideret bygget på en bjergskråning, og nogle opkørsler var ca. 10 meter høje, men til gengæld kun 15 meter lange. Man må håbe de jævnligt får kontrolleret, at deres håndbremser virker! Vi fandt udsigtspunktet bagefter, men igen var der lige den der ”finte” med træerne, så vi var glade for, at vi først kørte forkert, så vi rigtig kunne se den flotte udsigt derfra.
Der lå en campingplads fem km fra lufthavnen, og eftersom vi skal være der tidligt i morgen, besluttede vi os for at tage den. Ikke den mest charmerende af dem vi har boet på, men ok og gode faciliteter.
Vi fik pakket vores tasker og tømt alle skabe – det var af en eller anden årsag svært at få det hele til at være der. Men selv med de meget fyldte skabe og skuffer vi normalt har derhjemme (jf. Bjørn er de mere end almindeligt overfyldte), så formåede jeg at imponere Bjørn med at få plads til det hele – selv fem løg og seks toiletruller Vi nåede også at komme på nettet – blandt andet for at lægge et par indlæg på bloggen. Vores svigerinde Susana havde skrevet en rigtig sød og sjov kommentar til os på bloggen, som jeg simpelt hen må have med her (sorry Susana, but we really enjoyed your comment ). Susana er fra Spanien, og læser vores blog via Google Translate – og hver gang jeg nævner Bjørn, så skriver den (selvfølgelig) ”bear”, og hun er nu glad for at have fået opklaret, at vi ikke rejser med dyr ombord, men at Bjørns navn blot betyder ”bear” på engelsk
Vi sidder jo tit og drikker en kop te eller kaffe om aftenen, og Bjørn har nu mistænkt mig for bevidst at hælde et par kopper på ham efter aftensmaden, for så har jeg sikret mig en ”eskorte” til toiletterne efter mørkets frembrud
Det er helt trist at skulle sige farvel til vores campervan, vi har kørt ca. 1.750 km i den, og haft en rigtig dejlig tur, men heldigvis er vores eventyr jo langt fra slut endnu Vi har nu været her i to uger, men der er bare så meget mere at se – vi kunne bruge en måned mere uden problemer. Tasmanien har helt sikkert rigtig meget mere at byde på end det vi har set, blandt andet er der nogle vandreture og mange ”nature walks”, som vi bevidst har sprunget over af hensyn til børnene, men vi taler da om at vende tilbage på vores sølvbryllupsrejse og se de ting, som vi ikke har nået denne gang
Ingen kommentarer:
Send en kommentar