onsdag den 31. marts 2010

Tirsdag d. 30. marts 2010





Min gode ven ”den grønne frø” sad stadig nede ved toiletterne, og jeg er helt kommet til at beundre dens flotte farve.
Vi spiste morgenmad sammen med ca. 1.000 fluer, og stakkels Victor – han kan slet ikke acceptere dem, og bliver helt hysterisk, når de sætter sig på ham. Han havde en lidt svær morgen… Bjørn tog ud og løb – målet var 21 km, men varmen fik vist overtaget på et tidspunkt, så han måtte gå de sidste 2 km. Han fik drukket næsten fire liter vand på vejen, men det var også varmt indtil først på eftermiddagen.
Vi fandt en legeplads til Laura og Victor, og det var som sædvanlig et hit. Faktisk brugte de så meget energi, at Laura måtte indrømme allerede dernede, at hun var træt, og Victor faldt i søvn i stolen hjemme ved bilen, inden han overhovedet nåede at spise frokost.
Bjørn prøvede at lægge Laura til at sove, men det ville hun ikke rigtigt, og da jeg på et tidspunkt kommer ind i bilen, sidder Laura ovre i det ene hjørne af sengen og siger frejdigt: ”Jeg læser bog for far mens han sover” 
Vi fik vasket tøj her til eftermiddag, men tørretumbleren virkede ikke helt, så vi måtte have hjælp af én af de ansatte, og hun gav følgende vejledning: sluk for strømmen, tag stikket ud, sæt stikket i igen, tænd for strømmen, skub skuffen med mønter hårdt ind nogle gange, bank lidt på tumbleren, og tryk så på start!”. Det prøvede vi flere gange efterfølgende, og det virkede hver gang!! 
Her til eftermiddag har det regnet en del, det er ellers ikke meget regn vi har haft indtil videre, men det er stadig forholdsvist varmt, så vi sad under markisen og hyggede os. Mens vi sad og småsludrede, kom der nogle rigtig flotte små papegøjer meget tæt på – de havde stærke grønne, gule, røde og blå farver. Både Laura og Victor var meget betagede af dem, og Victor skulle også lige prøve at fange én af dem - det lykkedes naturligvis ikke, men det så sjovt ud 
Da vi sad og spiste aftensmad var det Lauras tur til at falde i søvn i stolen – hun fik ikke engang spist færdigt. Det er ellers meget sjældent det sker, men det var rigtig nemt at lægge børn i seng her til aften (og indrømmet – jeg fik mig også en lille én på øjet ved samme lejlighed).
Aftenen blev brugt på at nyde stilheden, og vi sad og småsludrede, da der pludselig kom en dingo gående – den var ikke mere end 10 meter fra os. Og på vej ned til tissehuset var der en wallaby, der hoppede rundt, der var en kæmpe edderkop og en kakerlak på toilettet, og jeg var nu blevet så modig, at jeg fik taget et billede af min ven ”den grønne frø” (og fik så lige sangen ”Hm, ah sa’ den lille grønne frø en dag” på hjernen, og nu vil den bare ikke forsvinde igen!!!)

1 kommentar:

  1. Kære Victor, TILLYKKE MED FØDSELSDAGEN idag den 2. april. Vi ved du bliver fejret med máner. Hils hele familien.

    Kæmpe knuser fra Lone & moster Trine

    SvarSlet