I dag lagde vi ud med at spise morgenmad og gøre bilen klar, hvorefter vi tog en tur i swimmingpoolen – den var rigtig dejlig varm, og det var næsten ikke til at komme op ad den igen. Der var også en vandruchebane, som både Laura og Victor syntes var mægtig sjov, så de udbrød bare ”Mer’” igen og igen, og Bjørn og jeg drønede ned ad den på skift.
Vi havde lovet os selv, at vi ville køre direkte til Dreamworld, så vi ikke ender ligesom i går, og slet ikke når det, så det gjorde vi. Der var ikke ret mange mennesker derude, så det var helt fantastisk. Ungerne kunne løbe rundt uden for mange formaninger, fordi man kunne se dem selv på større afstande, og der var ikke kø ved de ting, som vi skulle prøve, så det var en sand fornøjelse.
Det var en form for Tivoli, bare ganget op med en meget stor faktor. Vi bruget seks timer derinde, og vi nåede overhovedet ikke at se det hele. Derudover er der også et kæmpe vandland tilknyttet, og det var vi slet ikke inde i (vist mest for lidt større børn), så man kan roligt bruge nogle dage derude, hvis man skal igennem det hele. Men det var et stort hit hos Laura og Victor – de prøvede karruseller og andre ting for mindre børn, og der går nogle tegneserie-figurer rundt, så nu har de mødt den ”rigtige” SvampeBob Firkant. Det er favorit-godnat-historien i øjeblikket, så genkendelsesglæden var stor, da både SvampeBob og Patrick dukkede op
Bjørn fik også prøvet en racerbils-simulator, og jeg tror (håber?!) han kørte meget ud i grøften med vilje, for at få fuld udnyttelse af simulatoren! Det var sådan, så der var en fyr der kom hen og spurgte, om det var min mand der kørte, og da jeg svarede ja, spurgte han bekymret, om han kørte ligesådan på vejene
Vi så tre ret store firben (ca. 30 cm lange), som bare går rundt omkring – fuldstændig som vi har duer gående derhjemme. Det skal man lige vænne sig lidt til…
Det var med et par meget trætte børn, at vi forlod parken, men ingen tvivl om, at de havde hygget sig og fået mange gode oplevelser med på vejen.
Da vi skulle finde nordpå, vildledte vore GPS-veninde os igen, så vi fór vild i Brisbane – med det resultat, at det var blevet næsten mørkt, da vi endelig langt om længe fandt ud af deres ”tunnel-helvede”. Enten kørte vi meget rundt og forkert, eller også bliver det usædvanligt hurtigt mørkt i denne del af verden (tror mest på det første) Ude på motorvejen kom vi til at køre bag en bil, der ikke kørte ret stærkt, og da vi kom tættere på så vi hvorfor. Han havde ganske enkelt valgt at køre med en stige på taget af sin bil, men han havde vist ikke lige gidet binde den fast, for han holdt fast på den med den ene arm ud ad vinduet! Det er da også det nemmeste, og han skulle jo kun på motorvejen i myldretrafikken
Vi blev enige om at finde en campingplads lige i udkanten af Brisbane, for det var blevet halvsent, og i øvrigt lander mormor og morfar i Brisbane i aften, så måske kan vi så følges med dem herfra i morgen.
Da vi havde spist aftensmad fandt jeg ud af, at jeg har fået et forholdsvist stort blåt mærke på benet (ca. syv cm langt, og jeg ved ikke hvordan jeg har fået det), som jeg viste til Bjørn. Laura spurgte hvad det var, og da jeg fortalte, at det var et blåt mærke, spurgte hun bekymret: ”Er du faldet på cyklen, mor?” Bevares – jeg har da haft mine uheld på cyklen, men jeg kommer da mere eller mindre frem og tilbage fra arbejde de fleste dage, men jeg tror min datter kender mig for godt, når hun kan komme med sådan en kommentar
Ingen kommentarer:
Send en kommentar