Torsdag d. 18. marts 2010

I dag vågnede Laura og Victor lidt tidligt, men til gengæld var det rart også at komme af sted forholdsvis tidligt, så vi kunne få noget ud af dagen. Vi bor meget centralt, så vi skulle ikke mere end lige krydse en gade, førend vi var ved vores første mål – Queen Victoria Building. Det er en meget gammel bygning, som nu fungerer som shopping center i en meget charmerende stil. Vi købte ikke noget – skulle egentlig bare lige se stilen og nyde de mange finesser, som bygningen har.
Vores næste mål var Sydney Tower, som er et 360 meter højt tårn man kan komme op i og kigge ud over byen, og man kan gå hele vejen rundt. For at komme derop skulle vi igennem SIKKERHEDS-kontrollen, men effekten af den er lidt tvivlsom, eftersom alle tasker kun blev undersøgt manuelt, men alle skulle gå igennem en metaldetektor, ligesom i lufthavnen. Victor lagde ikke bedst fra start i dag, han gad ikke sidde i klapvognen, og var i det hele taget lidt svær at have med rundt. Det blev ikke bedre, da vi skulle stå i kø for at komme med elevatoren op i tårnet, men heldigvis forbarmede én af kontrollørerne sig over os, og hun fik os foran i køen, så vi kunne komme hurtigt derop. Så noget godt kom der da ud af det, og mens vi var deroppe, var humøret rimeligt.
Selvom vi kun har været her meget kort tid, er det imponerende hvor mange gange Laura og Victor er blevet fotograferet af fremmede mennesker. Det er indtil videre kun asiatere, der har gjort det, så vi tænker at det kan have noget med deres lyse hår og hud at gøre. Det er sjovt at observere, nogle prøver at gøre det lidt i skjul, og andre kommer decideret hen og spørger, om de må tage billeder af dem – endda med dem selv på også. Eksempelvis i går da vi var i Sydney Aquarium, og gik nede i tunnellerne stod der én lige ved indgangen (påtaget meget henslængt), mens hans kone tog et billede. Pr. refleks kiggede jeg op for at se, hvad der bliver fotograferet, men det var hverken en stor skildpadde eller en lille fisk, for der var ”kun” Laura. Det var den i det skjulte  Anderledes åbent var det i Sydney Tower, hvor et par piger spurgte, om de ikke måtte tage billede af hinanden, hvor de stod sammen med Laura. Det måtte de selvfølgelig gerne, men Laura ville ikke, så hun så nok ret sur ud på alle deres billeder – men hvorfor skulle de også være mere heldige end os selv  Laura har en tendens til ikke at ville fotograferes, så det er svært at få et billede, hvor alle kigger på kameraet og er glade samtidig…
Der var en rigtig god udsigt fra Sydnet Tower, og vejret var klart og solskin, så man kunne se så langt øjet rakte. Det var sjovt at se det hele lidt for oven, og få en fornemmelse af, hvor stor byen egentlig er.
Da vi havde gået rundt og kigget i et stykke tid, var der lang kø for at komme ned med elevatoren igen, så vi besluttede at spise frokost deroppe, mens vi nød udsigten.
Da vi kom ud på gaden igen var både Laura og Victor blevet trætte, og de faldt i søvn i deres klapvogne, mens vi gik en tur langs havnekanten op til Mrs. Macquaries Chair. Det gav en rigtig flot udsigt til Operahuset og med Sydney Harbour Bridge i baggrunden.
Fra Mrs. Macquaries Point gik vi videre gennem Botanisk Have, hvor kakaduerne fløj omkring os – det var næsten helt surrealistisk, det er normalt nogle fugle, man tager i zoologisk have for at kigge på. Stierne i Botanisk Have førte videre os videre over til Operahuset, og der kan man virkelig se, hvor stort det egentlig er. Området er rigtig hyggeligt, med mange små cafeer og restauranter, stemningen er afslappet, folk er glade, og solen skinner – sikke et liv!!! 
Derfra gik vi ned til Circular Quay, hvor vi tog en havnerundfart, hvor man kunne se hele havnefronten fra søsiden. Turen varede en god times tid, og så stod vi af i Darling Harbour, for derfra har vi ikke langt til hotellet. Det er ikke just de gladeste børn vi har haft med på tur i dag, men stemningen i Darling Harbour var bare for lækker til at tage hjem, så vi valgte at spise på en restaurant og nyde udsigten og atmosfæren. Det var dog med visse afbrydelser for at indfange børn, men det hjalp da vi til sidst fik boltet dem fast i klapvognene mens vi spiste færdigt. Det var et godt ”wake-up-call” til dem, for da de blev ”sluppet fri” igen, var det som om de havde forstået konceptet, og de blev pænt omkring os og opførte sig helt eksemplariske (hvem er I, og hvor har I gjort af vores børn?).
Bare for at sætte punktum for et par meget livlige børn i dag, så nåede Victor lige at ringe på alarmen i elevatoren på hotellet i et ubevogtet splitsekund, men på trods af lidt udfordringer på den front, synes vi at dagen har været rigtig god, og vi har nået at se mange ting.