Så kom endelig dagen, hvor vi skulle af sted. Det er en dag vi har set frem til i lang tid, men pludselig kom den meget tæt på, hvilket nok også var årsagen til, at vi alligevel gik og pakkede de sidste ting ned sent i går aftes, på trods af, at det virkede som om vi havde styr på det hele, og dagen ellers var gået stille og roligt…
Vækkeuret ringede kl. 3 (efter godt 3 timers søvn!), ikke det bedste udgangspunkt for en lang rejse med to børn, men det sorterer nok under selvskabte plager J. Vi nåede i lufthavnen i god tid, og mormor og morfar kom også derud for at sige farvel, og sørge for at bilen kom godt hjem igen. Det var rigtig godt at de var med derude, for lufthavnen var nærmest ét kaos og med to trætte og lettere umulige børn, der løb i hver sin retning, ville det nok have været nemmere at holde styr på en sæk lopper. Ikke desto mindre lykkedes det til sidst at få checket ind og sagt farvel til mormor og morfar, og vi var allerede én rejseerfaring rigere – fremover vil vi prøve at få de to klapvogne med hele vejen ud til flyet, så det er lidt nemmere at have styr på de små poder! Hverken Laura eller Victor var specielt tilfredse med situationen, så jeg prøvede inderligt at finde mine pædagogiske evner frem, men blev rent til grin, da jeg med mega salgsstemme fortalte dem, at nu skulle vi gennem SIKKERHEDS-kontrollen (mor kan sælge alt med en meget overdrev et salgsstemme – bare ikke sikkerhedskontrollen J). Den kommer jeg nok til at høre for af Bjørn på resten af turen, men det var også lidt sjovt, så det er ok J.
Da vi først var kommet igennem alle kontrollerne, havde vi ikke meget tid tilbage, så vi kunne gå direkte til gaten og boarde flyet fra British Airways, og lettede omkring kl. 8. Victor faldt i søvn med det samme, men Laura holdt sig vågen, og var ikke ligefrem tilfreds med at skulle sidde spændt fast under take-off og landing. Det tog to timer, men det lykkedes at komme til London i rimelig stil. I Heathrow havde vi godt tre timer til næste fly, og det gik over al forventning. Det var vist godt at komme ud og krudte lidt af, og der var masser af fly og busser at kigge på.
Endnu en gang skulle vi med British Airways, denne gang med en jumbo jet. Det tager 11½ time til Tokyo fra London, og vores håb var, at både Laura og Victor ville sove det meste af vejen, men det skulle vise sig anderledes… Flyveturen var absolut så behagelig som den overhovedet kunne være fra start til slut, så det var en ren fornøjelse. Man kan dog tænke over, at da klokken var ca. 15.30 dansk tid, fløj vi over Danmark igen – mange timer senere og faktisk tilbage hvor vi startede!!! Selvom Victor kun valgte at sove 2 timer til at starte med og 2 timer til sidst, og Laura kun sov en time midt i det hele(!), så gik det over al forventning. Laura var utilfreds i sammenlagt ca. et kvarter, og Victor var bare eksemplarisk hele vejen, så for at være helt ærlige, er vi stolte over, at vores børn klarede den tur, vi havde frygtet mest, så godt. Nogle ville nok kalde det begynderheld, men vi tror på, at det også kan lade sig gøre at rejse med små børn!! J På et tidspunkt stod Victor ved siden af mit sæde, og da en japansk kvinde ville forbi, strøg hun ham over hovedet mens hun passerede ham, og Victors eneste kommentar var ”dø´di’” (dygtig). Da vi var ca. halvvejs bebudede Laura, at hun gerne ville hjem igen – hm, der går godt nok noget tid endnu, men vi håber hun snart kommer på bedre tanker!! J
Ingen kommentarer:
Send en kommentar