Onsdag d. 19. maj 2010

Vi nåede at indhente den time, vi var forsinkede fra Bangkok, så i stedet for godt 12 timer, var flyveturen til London ”kun” godt 11 timer. Victor sov i 10 timer (og nåede så at kaste op i den ene time han var vågen), og Laura sov i otte timer, så Bjørn og jeg havde god mulighed for at se film og få sovet.
I London fandt vi en café, der serverede havregrød, og endnu en gang var både Laura og Victor helt vilde – det må de virkelig have savnet!!
Det tog knap to timer at flyve til København, og hele vejen sad vi og talte om, at mormor har lovet at lave frikadeller til vi kommer hjem, og det er noget vi alle sammen glæder os meget til (hvis hun skulle finde på at lave noget som helst med ris og/eller kylling, så er det HELT sikkert en ommer!!! ).
Mormor og morfar hentede os i lufthavnen, hvor vi også fik vores bil igen, og så kørte vi alle sammen til Hillerød, hvor de havde stået for indkøb, og mormor havde også lavet de populære frikadeller.
På vejen hjem havde Bjørn lidt problemer med at finde gearstangen i venstre side af bilen, men han kørte i det mindste i den rigtige side ad vejen, så det gik ganske godt 
Det var nu alligevel rart at træde ind i vores eget hus igen, og Laura og Victor var utroligt glade for at se alt deres legetøj igen – det har også været savnet!
Selvom jeg havde tanken om at jeg BARE ikke ville hjem mens vi var derude, så fik jeg også hurtigt tanken om, at det nu også er dejligt at være her i Danmark og i vores helt eget hjem. Derudover er det også en bonus, at man kan trække vejret uden aircondition, og her er rent og lugter ikke overalt. Så alt i alt er det rigtig dejligt at være hjemme igen, og det gør det selvfølgelig heller ikke dårligere, at vi kunne sidde og nyde en god dansk frokost på terrassen i solskin – uden at kampsvede helt vildt 
Ude godt, hjemme bedst – men det er helt sikkert ikke sidste gang vi har taget sådan en tur 

Tirsdag d. 18. maj 2010

Hm, så oprandt hjemrejsedagen. Hrmf, at hverken lufthavnen i Bangkok er blevet besat af de røde oprørere, eller at askeskyen forhindrer os i at komme hjem. Det havde jeg ellers bestilt! Det føles som om vores hjemrejsedag er kommet lige så hurtigt, som vores afrejsedag kom i februar måned.
Selvom vi havde morgenmad inkluderet i hotelovernatningen, så besluttede vi os alligevel for, at vi skule spise morgenmad nede ved stranden denne sidste morgen. Vi kom derned, og endte på en restaurant, der virkelig havde et godt menukort til morgenmad. Der var alle de ting, som jeg husker fra dengang jeg rejste rundt med Lene – blandt andet bananpandekager og yoghurt med müesli, frisk frugt og honning. Der var også klassikeren havregrød med banan, og det skulle Laura og Victor naturligvis have – de må virkelig have savnet det, for de som gale af det 
Inden vi havde fået morgenmaden, var Lauras humør ikke specielt godt, og Bjørn spørger lidt i sjov: ”Laura – kan du stave til blodsukker?”, hvortil Laura svarer (stadig vrælende): ”Nej, jeg vil hellere have rigtig sukker!” 
Prøv så lige at forestille jer dette scenarie: Vi sidder på en kridhvid sandstrand, helt nede ved vandkanten. Solen skinner, og det eneste man nærmest kan høre er bølgernes rolige skvulp (Bjørn var gået ind for at vaske fingre sammen med Laura og Victor, så de larmede ikke ). Vi sidder med en overdådig morgenmad, der smager fantastisk og for en gangs skyld ikke udgør ”continental breakfast”, da der pludselig kommer en mand hen til mig, og spørger: ”Do you want a tattoo?” Hm, lad mig nu lige tænke engang – ja, for pokker – en tatovering til min morgenkaffe, det var da lige det der manglede!!!  Men jeg kan dog afsløre, at jeg takkede pænt nej 
Vi gik tilbage til hotellet og fik pakket det sidste, men selvom vi først skulle være ude kl. 12, så endte det alligevel med at blive lidt stressende til sidst (hvordan skal det ikke gå, når vi kommer hjem, og skal nå både at aflevere børn to steder og være på arbejde i rimelig tid!!!). Vi tog en taxa ned til havnen, og båden skulle sejle kl. 13, men det var jo ”Thai-time”, så vi sejlede først da kaptajnen havde fået drukket sin kaffe og talt med dem, der også sad ved bordet 
Inde på fastlandet fik vi fat i en taxa, som skulle køre os til Bangkok lufthavn. Vi kunne også have taget en bus (det havde været væsentligt billigere), men vi håbede til det sidste, at kunne finde et marked, hvor vi kunne købe nogle gode ting at tage med hjem). Det viste sig dog, at chaufføren nærmest ikke kunne tale eller forstå et klap engelsk, så da jeg prøvede at sige ”copy-market” blev det til ”coffee-market – ah, 7eleven!”. Jeg prøvede nærmest alt, men han forstod det ikke. Til sidst ringede han til en veninde, som var bedre til engelsk, og så måtte jeg forklare hende hvad vi mente, og det lød til, at de havde forstået det. Dog er de eneste af sådanne markeder i Bangkok, hvor vi ikke kunne komme hen, så vi endte i et shoppingcenter. Der spiste vi MEGET lokal mad, og det blev ikke til det store shoppe-orgie, men det var fint nok at se.
Det eneste vi mærkede til de mange uroligheder i Bangkok, var militæret, der stod ved lufthavnen og ved betalingsanlæg, men en taxa med fire hvide turister på vej til lufthavnen er nok ikke den største trussel, så vi fik lov at køre igennem uden nærmere undersøgelser.
Vi var i (meget) god tid i lufthavnen, men ventetiden gik forbavsende hurtigt, og Laura og Victor holdt sig vågne, indtil vi skulle lette kl. 00.45. Vi blev dog en time forsinkede, fordi én af passagererne blev dårlig, og valgte at blive i Bangkok. Vi fik lidt at spise (noget nær ikke-menneske-føde), og så var det godnat og sov godt.

Mandag d. 17. maj 2010

Tænk, så er det sidste dag  Hold da op, hvor går et kvart år bare hurtigt, det er slet ikke til at forstå!!!
Vi har haft endnu en ”sumpe-dag”, hvor vi har været i swimmingpoolen, sovet til middag, læst og løst sudoku, og ud på eftermiddagen begav vi os så lidt på tur.
Først gik vi ned mod stranden, og på vejen kom vi forbi et lille tempel med en kæmpe Buddha, og inden vi fik set os om, var der en mand, der havde ”shanghajet” os derind. Han var meget venlig, og ville tage et billede af os alle fire foran Buddha-figuren, hvor vi også skulle tænde røgelsespinde, og så gik der ellers paparazzi i den. Han var alle vegne, og tog billeder fra alverdens vinkler, og pludselig stak han af med vores kamera – vist nok for at få os til at følge med ind i templet, hvor vi skulle tænde lys til ære for Buddha. Der stod masser af gaver derinde, og vi spurgte lidt ind til det, og fik at vide, at mange giver mad og drikke som gave – det forklarer jo Fantaen fra i går – denne Buddha havde været lige så heldig, han havde også fået Fanta.
Hele denne venlighed var selvfølgelig for at få penge, og han prøvede også at ”prakke” os et par små Buddha-figurer på, men vi gav en lille donation, og så var det altså dét. Senere fandt jeg ud af, at Bjørn også havde fået et par vedhæng eller noget i den retning, om de har kostet noget, det ved jeg ikke, men det så vi ikke. De var dog gode til at åbne dåse-colaer med senere, men det kommer vi nok ikke i Buddha-himlen for 
Derfra gik vi ned til stranden, og der var rigtig mange mennesker, selvom det rent faktisk har været overskyet i dag (læs: tæt på behagelig temperatur!). Stranden var rigtig lækker, og sandet var fuldstændigt fint og hvidt, og vandet så også ret indbydende ud. Vi gik langs vandkanten hen til restauranterne, hvor vi fandt et sted, hvor man sad på jorden på puder, men stadig lige så tæt på vandkanten som i går. Laura og Victor fandt en lokal pige at lege med i sandet, så vi havde alle en rigtig god aften (den sidste i ferien – snøft).
På vejen hjem spiste vi en is, for at fejre en lang og fantastisk ferie, som vi synes vi har udnyttet optimalt – ikke mindst har vi fået nogle rigtige gode oplevelser som familie, og vi tror på, at vi har fået knyttet nogle uvurderlige bånd ved at være så meget sammen i en lang periode.
Bjørn overvandt varmen, og løb 10 km her til aften, men det var i sandet nede på stranden og lidt i vandkanten, så det var tungt at løbe i. Det er jo lige før det tæller gange halvanden eller noget i den stil 

Søndag d. 16. maj 2010

Efter morgenmaden gik Bjørn, Laura og Victor i swimmingpoolen, mens jeg fik ryddet ud i al vores bagage, fik et overblik over hvad der skal med hjem, og hvad der skal blive i Thailand, og det var rigtig rart. Nu er vi totalt ”travel-light” – dog godt hjulpet på vej af de ting, som vi har fundet ud af, vi har glemt undervejs. Der er en del ting, som vi ikke kan finde, og nogle af dem er rigtig ærgerlige, andre er det lidt lige meget med, men så ville det jo være godt med nogle gode markeder, for at få fyldt lidt op, men nu må vi jo se 
Senere gik vi ned i byen (lige rundt om hjørnet), hvor vi fandt et par nye sko til Laura, så nu er hun glad igen, og vi fandt også et sted at spise frokost. Og så kan man jo stille det hypotetiske spørgsmål, om man er i stand til at spise i søvne. Vi har afklaret det: Det kan man! Victor præsterede simpelt hen at lægge hovedet på bordet, have lukkede øjne, og så stadig spise sin frokost! Jeg tror farmand havde krudtet ham godt af i swimmingpoolen 
Så var det tid til en middagslur, så mens Bjørn sørgede for det (sig selv inklusive), så satte jeg mig ned til poolen og skrev lidt dagbog – det er lige til at klare  Jeg bestilte en ananas smoothie, og tænk – så fik jeg en lyserød drik!! Lyserød ananas?? Det kender jeg ikke, og der må altså være noget med den farveblindhed her på stedet  Men den smagte rigtig godt, og det var jo det vigtigste.
Eftermiddagen blev igen tilbragt i poolen – nu med os alle fire. Det var rigtig dejligt og afslappende. Vi bestilte drinks ved poolkanten – denne gang ananas og appelsin – og de kom alle i deres naturlige farver. Den med ananas smagte anderledes, end den jeg fik tidligere, så der må have været noget andet i også 
Mens jeg sad ved poolen gik jeg også lige på nettet og læste de seneste nyheder. Overskrifter som ”Bangkok er omdannet til krigszone”, ”Situationen lige nu er næsten som en fuld borgerkrig”, ”Udgangsforbud i Bangkok” og ”De værste uroligheder i 18 år” var hvad der dukkede op på skærmen. Hm, det er vist godt, at vi ikke tog dertil!!
Om aftenen gik vi en tur ned gennem byen, og da vi kom igennem receptionen på hotellet, var der én af damerne, der kommenterede Bjørns røde trøje – dog ment som en morsomhed  Vi spurgte lidt til al balladen, og hun sagde, at de røde demonstranter ikke har megen opbakning fra den generelle befolkning. Og hun forsikrede os også for, at her på øen er det helt ok, men at Bjørn under ingen omstændigheder skulle tage den på, når vi skal ind imod Bangkok!
Vi nåede hen forbi skiltet med Nationalpark, og derfra kom vi videre ned til vandet, hvor der lå restauranter direkte i vandkanten. Hvis man sad ved bordene i første række, sad man endda med tæerne i vand, når bølgerne kom op på stranden. Det var vildt hyggeligt, og en fantastisk god stemning. Derudover var der legeplads lige ved siden af bordet – i form af en kæmpe sandkasse – så Bjørn og jeg havde faktisk også tid til at tale sammen uden så mange afbrydelser 
På et tidspunkt kom der en speedbåd ind til stranden, og det var så restauranten, der fik leveret varer. Så stillede de syv mand op på række, og så blev kasser og sække ellers smidt fra den ene til den anden, for til sidst at havne på en vogn med hjul, som så blev kørt ind til baglokalet af restauranten.
Der kom også to flammekastere, det var to drenge, der ikke har været meget mere end 12 år gamle, og de kunne godt nok nogle tricks med ild. Jeg syntes dog, at de kom lige tæt nok på – i betragtning af, at de stod i sandet, og vi sad i første parket ud til vandet, så der var ikke meget plads, og man kunne virkelig mærke varmen fra ilden, når de gav den gas med flammerne.
Mange steder har de nogle små huse med en lille Buddha stående, hvor der også er blomster, lys og røgelsespinde. Det er nogle steder, de plejer og vedligeholder dagligt, og vi kom forbi ét af stederne på vej hjem. Der stod det også lige så fint – og der stod også en del åbne flasker med Fanta og sugerør. Det er åbenbart vigtigt, at Buddha får Fanta!! 
Laura faldt i søvn i armene på Bjørn på vejen hjem, og det var heller ikke svært at få Victor (og Bjørn) til at sove. Jeg tænkte, at jeg da godt lige kunne løse en enkelt lille ”suzuki”, og jeg blev revet så meget med, at jeg sad den halve nat. Selvskabte plager, fru Boeck!!! 

Lørdag d. 15. maj 2010

Pyh ha – sikke en dag! Meget transport, mange sjove oplevelser, og så blev det også dagen, hvor vi blev taget i hoved og r.. op til flere gange. Dumme turister!! Nå ,men ingen er jo forpligtet ud over sine evner 
Dagen startede med at vi fik pakket alt vores grej, og så var det ned for at spise morgenmad. Mens vi sad dernede, kom én af pigerne fra ”housekeeping” med en lille bunke tøj, som jeg diskret havde prøvet at ”glemme” – i håb om at der var nogen der kunne bruge det, eller alternativt måtte de jo smide det ud. Men det forfølger mig åbenbart (eller også havde jeg ikke gemt det godt nok), så det måtte jeg pænt lægge ned i vores rygsæk inden afrejse – bummer! Nå, men så må jeg jo bare prøve igen på Koh Samet 
Jeg skulle også lige nå at google de hoteller, som vi var blevet anbefalet på Koh Samet, og melde tilbage på det, og heldigvis var båden lidt forsinket, så jeg nåede det hele – uden dog at have kigget væsentligt på de forskellige.
Vi blev hentet af båden kl. 9, og da der var lavvande, kunne den ikke sejle helt hen til trappen, så da vi skulle ned i båden, var der ca. halvanden meter at springe ned – intet problem for sådan et par gazeller som os!! 
Vi skulle hente mange undervejs, og ved én af molerne endte vi med at sidde fast, så én af de lokale måtte hoppe i vandet, og skubbe os fri. Men med de havtemperaturer og den sigtbarhed og i betragtning af, at vandet ikke nåede ham til livet, så går det jo nok med det. Han lignede også én, der var vant til det.
Vi nåede Bang Bao på Koh Chang efter et par timer, og så skulle vi med en taxa derfra til Kai Bae Beach, hvor vi boede før. Han kørte fuldstændig, som om han havde stjålet bilen, og gennem ”bjergene” blev Laura dårlig, og kastede op i bilen. Vi sad på ladet, så det gjorde ikke helt så meget – og et eller andet sted, var han altså også selv uden om det. Man skulle virkelig holde fast på hat og briller, for at kunne deltage i festen! Godt nok var det en gammel bil, men der er noget ekstraudstyr, som kunne være super lækkert til den – eksempelvis støddæmpere! Det fandtes ganske enkelt ikke, og med den kørsel, var det ren Anders And! Men efter en rystetur af rang, nåede vi godt frem til vores tidligere hotel GajaPuri. Chaufføren vidste ikke helt, hvor det lå henne, så det sidste korte stykke kørte han ret stille, for at finde det. Med det resultat, at der kørte en mand på en scooter bag os, og han nåede både at spørge hvor gamle Laura og Victor var, hvor vi skulle hen, og hvor vi kom fra – bare sådan lidt small-talk midt i trafikken 
Turen til Koh Samet har vi bestilt gennem vores ”veninde”, der også kørte os til Chanthaburi, hvor vi svømmede med delfiner, så jeg gik ned til hendes biks, for at høre hvornår vi skulle køre. Det skulle vi åbenbart ikke lige med det samme, for de hoteller hun havde anbefalet havde fuldt booket, så hun prøvede at finde noget andet, og når jeg kom med noget, så ville hun det ikke sådan, og sådan fortsatte vi det meste af en time, førend det til sidst lykkedes at få plads på Lima Bella Resort.
Jeg spurgte hende, hvornår vi skulle køre, for vi ville gerne lige have noget frokost først, og det var helt fint – vi kunne bare sige til, når vi var færdige, og så kørte vi derefter. Vi gik derfor ned på en stam-restaurant, hvor de da også spurgte, hvor vi havde været henne de sidste dage 
Som vi havde gættet, var det ganske rigtigt vores veninde selv, der skulle køre os. Denne gang var det en anden bil, og der stod udlejning på (på den fra sidste gang, stod der noget med elefant-ture – jeg håber ikke det var en hentydning til os ), så hun lejer eller låner åbenbart bilerne, for at kunne køre os. Samtidig holder hun sin biks lukket (og i dag må hun overnatte på fastlandet, for hun kan ikke nå tilbage med den sidste færge til Koh Chang), så vi må virkelig være blevet taget i bagdelen ved denne tur. Det var vi så også, for den er ca. 40 pct. dyrere, end hvis vi havde taget den ”almindelige” bus, men det havde vi til gengæld ikke kunnet nå i dag, og så havde vi fået en dag mindre på Koh Samet, så det er så acceptabelt. Dog fandt vi ud af, at turen til Koh Kood har hun taget halv pris for Laura, men det skulle vi ikke betale på vejen tilbage, så der har hun også lige scoret kassen. Tja, vi er nok lidt nemme, når det kommer til stykket!
Både Laura og Victor faldt i søvn på turen, og det var nok meget godt, for efter at have sejlet fra Koh Chang til Trat på fastlandet , skulle vi køre i næsten tre timer. Vi var først i Trat kl. 15.10, og eftersom den sidste færge over til Koh Samet sejler kl. 18, så havde hun (endnu en gang) travlt. Det vidste hun godt, så hun kørte friskt til, overhalede indenom, og kørte ud igen. Vi kendte jo hendes kørsel fra tidligere, og hun var ikke blevet mere forudseende i trafikken siden sidst!! Bjørn og jeg blev enige om, at hun ikke er den bedste projektleder i mands minde, men vi nåede sikkert frem til kajen, hvorfra båden sejlede.
Vi købte billetter til 100 bath stykket (ca. 20 kr. – det var retur, og gratis for Laura og Victor), men vi fik at vide, at båden først sejlede, når der var 20 passagerer (meget Thai-style). Ellers skulle man betale ekstra, og så ville den sejle hurtigere. Jeg fik at vide, at indtil videre var vi 12. Der gik under fem minutter, og så blev vi kaldt hen til skranken igen (allerede der, burde vores alarmklokker nok have ringet), og så skulle vi betale 50 bath mere pr. person, og så ville vi sejle umiddelbart efter. Nå ja, vi har haft en lang dag, og jeg kunne lige se scenariet – de ti andre betalte og blev sejlet over, og så stod vi to (betalende) tilbage og ventede på, at der ville komme 18 personer mere. Desuden var klokken over 18, så man kunne jo ikke rigtig vide, om det så var den sidste båd der sejlede i dag. Ja, lidt selvretfærdigelse er altid et plaster på såret, når man er blevet narret, og nødig indrømmer det… Vi gik ombord på båden, bare for at konstatere, at ventetiden nærmest bare var blevet flyttet ud på båden. Der skete bare ikke mere, og der kom flere og flere mennesker dumpende ombord, og til sidst var vi næsten 30, og SÅ sejlede vi. Er der noget med et ordsprog om, at det hvide skind bliver bedraget, eller hvordan er det nu??  De er i hvert fald gode til at snyde folk, så vandet driver!!
Det tog en lille halv time at sejle over til øen, og så skulle vi så i land. Det var dog nemmere sagt end gjort, for vi havde lagt til i tredje position, så vi skulle gennem to andre både – på samme størrelse som den vi kom sejlende i – for at komme i land. Det var ikke så let med to børn og al vores bagage, men det lykkedes da i helt god stil (selvom man godt kunne få lidt stress over, at de var søde til at hjælpe Laura og Victor på land, men så blev der ikke holdt mere øje med dem - virkede det i hvert fald som – og kajen var ikke specielt bred).
Vi gik hen langs kajen, og måtte pænt holde tilbage for en masse scootere, der kom kørende. Der var også en ældre dame, som kørte på scooter med sidevogn, og hun kunne ikke komme over en høj kant, så Bjørn måtte lige træde til, og skubbe bagpå. Egentligt ret sejt med en scooter med sidevogn! Som Bjørn siger – de kan få et helt samfund til at fungere, nærmest kun på scootere 
Vi fandt en taxa, satte os op på ladet, og så kørte vi mod hotellet. Der var masser af lokale med, men det er også den sidste weekend i deres sommerferie, og så går det løs igen på mandag. Vi havde ikke kørt ret langt, førend taxaen stoppede. Vi var nået til et skilt, hvor der stod noget med Nationalpark, og vi måtte betale et beløb for at komme ind. Fair nok, tænker man så – blot for at konstatere, at taxaen nærmest allerede var begyndt at vende bilen, inden vi kom ind under skiltet, og så kørte vi ud af nationalparken igen!! Men så vidt vi kunne forstå, er det vist hele Koh Samet, der er nationalpark, så den var vist god nok, det virkede bare ret mystisk, og med vores erfaringer for at blive snydt i dag, så tror man jo straks det værste 
Vi kørte ned ad en fuldstændig mørk (og lettere gusten) gade, og blev sat af et sted, hvor der hverken var lys eller åbne døre. Der kom heller ikke nogen og åbnede, da vi bankede på, men vores chauffør fik stoppet en pige på scooter, som ringede til hotellet, og de kom så over og hentede os og viste os vej over til hovedindgangen – den var noget pænere, skal jeg lige hilse at sige!!  Mens vi stod og ventede kørte taxaen igen, og kort efter stak Laura i et hyl – hun havde ingen sko på. Vi spurgte hvor hun havde gjort af dem, og det viste sig, at hun havde taget dem af mens vi sad på bilen! Nå, men så har vi da en mission i morgen: at finde et par nye sko til Laura 
Så har vi også først sejlet – så kørt i én bil – så kørt i en anden bil – så sejlet – så kørt i bil igen – så sejlet – og så kørt i en tredje bil – sikke en transportdag! 
Vi fik en bungalow, hvor der er seng ovenpå, og ”opholdsstue” og badeværelse nedenunder. Det er en god måde at udnytte pladsen på, men knap så børnevenligt. Heldigvis skal vi jo ikke være så meget indenfor, så det er et ganske fint sted at bo.
Vi valgte at spise på hotellet, og bestilte begge rød karry og kylling – resultat: Vi fik grøn karry! Var der nogen der sagde farveblinde??  Men det smagte nu godt alligevel.
Efter at Laura og Victor var lagt i seng, gik vi på nettet, og måtte konstatere, at Bangkok nu er i undtagelsestilstand, og at askeskyen fra Island nu igen truer det engelske luftrum, så de forventer det bliver lukket fra søndag til tirsdag. Det er meningen, at vi skal lande i London onsdag morgen, så nu må vi se, om vi overhovedet kommer af sted til tiden. Hvis ikke (det er jo det, jeg kunne ønske i mit stille sind ), så ville det jo være rart at vide mens vi stadig er her på øen – det er knap så sjovt at være fanget i Bangkok lufthavn, hvor man ikke kan komme så langt udenfor på grund af uroligheder. Men tiden vil vise, hvad der sker…

Fredag d. 14. maj 2010

Nå, men Laura er fortsat i bedring. Hun kaster stadig op, men heldigvis ikke det hele nu – en klar forbedring! Men morgenmaden måtte dog lige retur, og det er ikke fordi jeg skal udpensle det i dybden, men Laura kom med en lidt sød kommentar, så det bliver jeg lige lidt nødt til alligevel. Hun kastede op ved bordet, og jeg begyndte selvfølgelig straks at tørre op og få tøjet af hende, men da jeg flyttede hendes ben, kiggede hun ned, og sagde frejdigt: ”Nej, se mor – det ligner lidt en skildpadde”. Og det var faktisk rigtigt - ”det” havde en meget skildpadde-lignende form 
Det er stadig godt 10 grader for varmt til os, så selvom vi havde planer om at låne en kajak og sejle lidt op ad floden og ind til et vandfald, så er det alt for varmt, og vi har igen i dag opholdt os mest i den lille hytte foran vores bungalow og læst bøger, sovet og daset. Det er utroligt, hvor lidt man magter, når det er så varmt…
Vi har bestilt en båd tilbage til Koh Chang til i morgen, og så håber vi, at vi kan komme videre til Koh Samet. Vi har prøvet at finde ud af, hvordan vi skal komme videre, men det er kun med privatbil, da den offentlige bus kører for tidligt fra Koh Chang til at vi kan nå det. Så det må blive sådan, og så må vi kigge på hotellerne i morgen. Det er temmelig meget i sidste øjeblik, men vi håbede til det sidste, at situationen i Bangkok ville nå at faldet til ro, men der er vist nærmest sket det modsatte, efter de har sat militæret ind også. Vi fandt BBC på fjernsynet, og der ser det godt nok skidt ud, når de viser billeder derfra. Der er også en talsmand fra demonstranterne, der er blevet skudt under et interview – det lyder helt grotesk. Det ligner i hvert fald ikke noget, som vi har lyst til at nærme os, men samtidig er det ret underligt, når man spørger de lokale herude om det. De virker nærmest fuldstændig upåvirkede af det (det er de selvfølgelig også i en vis grad), men det foregår trods alt kun 300 km. fra, hvor vi er nu. De siger dog, at det er meget lokalt og udelukkende foregår i centrum af Bangkok, og at der stadig er masser af områder af Bangkok, man stadig godt kan besøge, men alligevel… Som Bjørn udtrykte det, selvom mange ting fungerer udmærket herude, så er det stadig lidt af en ”banan-republik” vi er havnet i…
Her på hotellet er der (som på de fleste hoteller) stillet shampoo til rådighed, og det har vi også benyttet os af, men det har en ”duft” af citronella, så man nærmest føler sig som et omvandrende myggelys! Det er i hvert fald samme lugt, som de kommer i de fleste udendørslys i Australien – netop for at jage myggene væk. Det kan selvfølgelig være en fordel, når man går i bad om aftenen inden man skal ned og spise, men alligevel… 
Om aftenen sad vi igen på terrassen af vores beach bungalow, og nød temperaturen (den er rent faktisk tæt på behagelig, når mørket falder på) og vores dejlige lille hytte, hvor vi kan høre vandet lige nedenfor. Dog fik vi dog et tordenvejr, som man skal lede længe efter. Det var sådan, at lynene blændede og tordenbragene kom nærmest samtidig med lynene – hold da op, hvor var det lige oppe over os!!! Det synes jeg ikke var så behageligt, men det gik heldigvis forholdsvist hurtigt over, og børnene sov videre uden at opdage noget som helst. Det mærkelige var også lidt, at det næsten ikke regnede. Der kom nogle enkelte dryp, og så var det ligesom det – jeg havde forventet, at himmel og hav nærmest ville stå ud i ét, men det var ikke tilfældet. Når det så er sagt, så tror jeg deres regntid må være på vej!!
Vi fik også besøg af en (forholdsvis stor) mus. Den var helt mørkebrun og egentlig meget sød, når bare man sad med benene oppe på stakittet  Til gen,gæld kom Missy ikke her til aften, men det ville nok også have udelukket vores besøg af musen…

Torsdag d. 13. maj 2010

Hi hi, da jeg skulle ind i bungalowen i går aftes, ville katten med ind, og det var næsen ikke til at få lukket døren, uden at den sneg sig med ind (måske var det også fordi jeg jo synes, det kunne være meget hyggeligt, at have den liggende i fodenden hele natten, men fornuften sejrede, og det gik jo altså ikke).
Her til morgen var katten så på spil igen. Denne gang var det ved siden af restauranten, hvor den havde fanget en flagermus. Det er ikke så tit man får muligheden for at se en flagermus så tæt på (den var halvt død, så den bevægede sig ikke så hurtigt), og det er jo helt vildt, hvor skarpe tænder de har!! Den så faktisk ret uhyggelig ud, når man kiggede lidt nærmere på den.
Laura havde det lidt bedre da hun vågnede, men hun startede med at kaste op et par gange – også af den medicin, som hun får for ikke at gøre det… Men i løbet af dagen er det blevet væsentligt bedre, og nu både synger og leger hun, og det meste mad er blevet i maven, hvor den hører til.
Selvom det går bedre, holder vi hende stadig på ris, vand og cola, og vi har ikke lavet meget andet end at slappe af, tegne, læse, lægge perler og bare sumpe. De har nogle små åbne ”hytter” rundt omkring, hvor der er madrasser og godt med gennemtræk og skygge, og der har vi opholdt os det meste af dagen, det har været rigtig rart. Og så har vi lige fået vasket det mest nødvendige tøj i hånden. Jeg ved ikke hvor rent det blev, men nu lugter det i hvert fald mindre grimt  Og nu mener vi, at vi kan klare os til resten af turen på den front. Men Bjørns shorts var våde, så da vi skulle op og spise frokost, overvejede han at troppe op i en chaiselong (vist nok det vi andre kalder en sharong ), men det blev nu til et par lange tynde bukser i stedet for 
Vi havde jo en aftale med lægen på hospitalet igen i dag, og i går fik vi at vide, at vi bare skulle komme om eftermiddagen. Han havde andre gøremål om formiddagen, og medicinen skulle også lige have tid til at virke, så det passede fint med sidst på dagen. Vi syntes jo egentlig, at Laura var i så meget bedring, at det var lidt meget, at skulle til kontrol. Derfor gik jeg ned i receptionen for at spørge, om de ikke kunne ringe til hospitalet og høre, om de mente det var nødvendigt, at vi dukkede op i dag. Det mente de bestemt, så det gjorde vi selvfølgelig. Vi havde fået at vide, at ambulancen ville hente os igen (var der nogen, der sagde lokal taxa i forklædning??), men den var ikke ledig, så vi måtte finde på noget andet. Pui beklagede, at hotellets bil var på fastlandet i øjeblikket, så det kunne hun ikke tilbyde, men hvis det kun var enten mig eller Bjørn og så Laura, der skulle af sted, ville hun give én af sine ansatte besked på at køre os derop – på scooter! Nå, men sådan blev det. Først en stor thai-mand, der kørte – så sad Laura, og bagerst sad jeg så og holdt fast på både Laura, taske og på manden, for ikke at falde af – ægte thai-style!!
Vi tog af sted ca. et kvarter efter vi havde ringet til hospitalet, og der er kun et par kilometer derop, så vi var ret hurtigt fremme. Laura nåede så lige at lave en entré med at kaste op ud over det hele. Hmm, hvad svarer man så til spørgsmålet, om hun har det bedre? Ja, ja – hun er i klar bedring!! Da vi havde klaret den lille ”situation” fik vi så at vide, at lægen slet ikke var der, men hvis hun havde det bedre, så skulle hun bare fortsætte med at tage den medicin, vi fik med i går, indtil vi ikke har mere. Nogen vil måske mene, at det lige så godt kunne have været klaret over telefonen…  Men så fik vi da en lille scooter-tur i ægte thai-style med på opleveren, og Laura syntes det var sjovt 
Da vi kom tilbage til hytten fortalte Bjørn, at de havde ringet fra Europæiske Rejseforsikring for at høre, hvordan Laura havde det – endnu en gang er det rørende, hvor meget hjælp og omsorg der kommer fra alle kanter, når man har behov for det!
Om aftenen sad vi ude på terrassen og læste bøger, da vores lille ven katten (som vi har fundet ud af hedder Missy) kom forbi. Den hoppede op på skødet af mig, det var nu rigtig hyggeligt, men den gik hurtigt videre over til Bjørn, og den var dårligt nok landet på skødet af ham, hvilket i sig selv kan være lidt ubehageligt, når man sidder i bar overkrop, men førend vi kunne tælle til tre, gik den til ”angreb” på Bjørns ene brystvorte  Den ville bare lege, men det syntes Bjørn nu ikke var så sjovt, så den røg hurtigt ned igen 

Onsdag d. 12. maj 2010

Hold da op for en nat! Laura har været dårlig hele natten, så både Bjørn og jeg har været oppe rigtig mange gange. Det gjorde også, at vi næsten ikke havde mere rent sengetøj til sidst, så Bjørn måtte nøjes med at sove med et lagen, og det var ikke helt nok når vi havde aircondition på (den er ikke så nem at indstille), så han har frosset hele natten, og måtte tage et varmt bad her til morgen og endda gå udenfor, for at få varmen.
Bjørn og jeg havde én af vores rigtig gode snakke i går aftes, og det fortsatte den halve nat (med en del afbrydelser af Laura, der var dårlig), så det hjalp jo heller ikke ligefrem på søvnen. Så vi er vist alle ret trætte i dag.
Bare ved morgenmaden kastede Laura op to gange, så hun har ikke ligefrem fået det bedre. Vi ville gerne finde et supermarked, så vi kunne købe lidt forskelligt at have på værelset (som ikke nødvendigvis var til hotel-priser), og vi fik at vide, at der ligger et ca. to kilometer herfra.
Jeg havde jo fået mod på det fra i mandags, så vi lejede en scooter, og så susede jeg af sted, mens Bjørn passede børn. Nu hvor jeg var kommet på egne ben, ville jeg have været ude til et vandfald, der er her på øen, men samtlige skilte var på thai – der var ingen bogstaver med bare en lille smule gensynsglæde, så jeg holdt mig til hovedvejen, fandt ”supermarkedet” (det var ikke ligefrem et australsk Coles!!), og fik købt det meste. De talte overhovedet ikke engelsk, selv da jeg spurgte efter vand, var han helt blank. Men jeg fik købt bleer og et par andre ting, der fyldte godt, så jeg måtte sidde med en pose mellem fødderne, og en pose på styret.
Da jeg kom tilbage til hotellet, havde Laura ikke fået det bedre – hun kunne hverken holde vådt eller tørt i sig, så Bjørn kørte en kort tur på scooteren, for at se lidt af øen, og imens ringede jeg til Europæiske Rejseforsikring. De har læger siddende i døgnvagt, og kan oftest slå op i et system, hvilke læger de kan stå inde for i det område, hvor man nu befinder sig. Hende jeg talte med anbefalede, at vi tog på hospitalet med Laura, og vi skulle ikke blive overraskede, hvis de indlagde hende, sandsynligvis for at give hende væske gennem drop. Men så måtte jeg lige ringe tilbage, så ville hun sørge for at lave en betalingsgaranti, så vi ikke skulle lægge alt for mange penge ud selv. Hvis de ikke beholdt hende, skulle jeg bare gemme kvitteringerne, og sende dem ind til dem sammen med en skadesanmeldelse, når vi kom hjem. Det er da guld værd, at have sådan et forsikringsselskab i ryggen, når nu ulykken er ude.
Da Bjørn kom tilbage gik jeg ned i receptionen for at spørge, om de kendte til de engelske sprogkundskaber på hospitalet, og jeg nåede ikke engang at sige mere, end at Laura var syg, førend Pui tilbød at ringe efter en ambulance, og selv tage med derover, for at være tolk. Det tog vi imod, for det var begyndt at regne, og vi kunne godt se, at os alle fire på scooteren ville knibe lidt. Thaierne gør det, men de har jo også en lidt anden størrelse end os andre…
Ambulancen kom med det samme (det lyder voldsomt, men den fungerede vist bare som en gratis taxa), og vi kom til med det samme. Victor charmerede sygeplejerskerne, og inden længe var han i legeland og blev underholdt, mens Bjørn og jeg kunne koncentrere os om Laura. Hun blev undersøgt, og var efterhånden noget svækket. Hun havde 39 i feber tidligere på dagen, men da hun jo hverken har fået noget at spise eller drikke (der blev nede) i næsten et døgn, var hun efterhånden noget sløv og afkræftet. Der skal ikke gå lang tid uden væske, når det er så varmt, førend det er rigtig skidt. Vi har dog hele tiden haft god kontakt med hende, og det er først de sidste par timer, hun har virket sløv. Men lægen anbefalede, at hun fik drop med noget medicin i (fordi piller vil hun bare kaste op igen), og da hun havde fået det, virkede hun allerede noget mere klar, og kunne tale om et firben, der sad på væggen i undersøgelsesrummet. Vi skal dog komme til kontrol i morgen eftermiddag igen.
Det var sterilt, det de brugte af kanyler osv., men ellers har de et noget andet forhold til hygiejne og privatliv end vi er vant til. Eksempelvis var der to senge inde i det rum, hvor Laura fik drop, og imens kom der en pige ind, som også blev undersøgt og stukket, men der var hverken forhæng eller noget andet imellem, så der var frit udsyn. Da Lauras drop blev taget ud, kom der lidt blod på briksen, men der var ikke noget engangspapir, som vi ellers har i Danmark, så det blev bare tørret af med lidt vat, og så var den klar til næste patient. Det kan man jo så tænke lidt over, men jeg vælger at lade være…
Nå, men hvor om alting er, så mener de, at det er en tarminfektion, som Laura har fået, sandsynligvis fordi der er så mange bakterier herude, som vi ikke er vant til. Hele konsultationen, droppet og medicinen beløb sig til sammenlagt knap 80 kr.!!
Efter en time kunne vi tage tilbage til hotellet, og Pui var meget opmærksom på, at lægen kun anbefalede kogte ris (som viste sig at være en form for rissuppe), og det bestilte hun specielt i køkkenet, og helt uden at vi skal betale for det. Vi var heller ikke mere end lige kommet tilbage, førend Pui var på spil igen – denne gang for at give os en beach bungalow, så vi ikke skulle bære børnene så langt hele tiden, og så var vi også tættere på receptionen, hvis der skulle ske noget i løbet af natten. Det er virkelig rørende, at hun er så betænksom og omsorgsfuld, og da jeg sagde det til hende, sagde hun bare: ”You are mum, I am mum – I know what it’s like”. Så nu har vi altså også fået en beach bungalow, der er noget federe end den hytte vi havde før – mere plads, bedre placering, og lette tilgængelig – ren luksus, selvom jeg da helst havde været fri for hele dette scenarie.
Da vi havde lagt Laura og Victor til at sove, begav jeg mig ned for at aflevere scooteren. Det er ikke så langt fra hotellet, men der var fuldstændigt mørkt, så jeg blev ret glad, da fyren jeg afleverede scooteren til, tilbød mig at køre mig tilbage til hotellet. Det var først da jeg kom op bagpå, at jeg opdagede, at han lugtede af både øl og cigaretter – begge dele alt for meget, men jeg tror det er en ret normal tilstand at køre i herude, og vi skulle jo ikke så langt. Det gik heldigvis også fint hele vejen 
Nu sidder jeg så på vores veranda og lytter til bølgerne, og kigger på lynene, der er ude i horisonten, mens jeg skriver (og sover ind imellem ). Og til vores trofaste læsere kan jeg så afsløre, at vi nu har rundet 100 siders dagbog på denne tur, så en stor tak til jer, der troligt har fulgt med undervejs 
Jeg har fået selskab af vores lille rød-hvide kat, som sidder på skødet af mig, leger med ledningen til computeren, og ligger på stolen ved siden af. Og hvis der nogle gange går for længe imellem at den får opmærksomhed, får jeg et kærligt nap i armen. Selv når den leger, har den hverken kløerne fremme eller bider hårdt, så den er totalt nuser! Så savner jeg jo helt Aksel derhjemme!! Den kom kortvarigt op at slås med en anden kat – den mente vist, at den var trængt ind på dens enemærke, men den anden kat smuttede hurtigt igen. Den kunne ikke miave rigtigt, det var nærmest en lyd som fra en høne eller et vildsvin (lyder de nogenlunde ens??). Det kunne også bare være en ”Tom-Boy” i katte-format… Nå, men nu vil jeg snart lade den være alene herude, for klokken har efterhånden passeret 1.30 om natten…

Tirsdag d. 11. maj 2010

I nat har jeg ligget vågen en times tid og hørt hvordan det har tordnet og lynet (ja, dem så jeg kun), og jeg blev helt dårlig ved tanken om, at vi skal ud og sejle i dag – men der var ingen grund til bekymring, for her til morgen er det det klareste solskin igen.
Dagen startede jo så kl. 6.30, for at kunne nå at pakke det hele, få alle mand i tøjet, og så også kunne nå at spise morgenmad. Jeg fik også lige kigget mine mails igennem, og vi havde jo overvejet at tage til Laos, hvis situationen i Bangkok ikke bliver forbedret, men flyafgangene passer ikke ret godt sammen, så det ville ende med at vi kun fik én hel dag i Laos, så nu har vi besluttet at tage til Koh Samet i stedet for, og så droppe Bangkok helt, da der ikke er bedring i udsigt. Det er ærgerligt i forhold til shopping og vores cykeltur, men det positive er, at så er der ikke nogle kopivarer at blive ”busted” med i Kastrup lufthavn  Jeg prøvede ellers også at bestille en aske-sky mere til starten af næste uge hos Dorte (vores rejseagent), men hun skal på ferie snart, så det kunne hun ikke klare 
Oppe ved morgenmaden kom den tyske dame og hendes mand også på et tidspunkt, og da de går forbi vores bord, siger de pænt ”morning”, hvortil Victor sødt kigger på damen og svarer: ”morning”. Så smeltede hun fuldstændigt (og det gjorde jeg også lidt ).
Vi checkede ud, og så sad vi så bare der og ventede – og ventede – og ventede. Til sidst var klokken blevet så mange, at vi fik receptionisten til at ringe til firmaet, for at høre hvor langt de var. Det var så bare for at finde ud af, at tiden ikke var ændret, og aldrig havde været det! Meget mærkeligt!! Men så havde vi så lige et par timers ventetid mere. Vores værelse var allerede gjort rent, så det kunne vi ikke gå tilbage til, men vi fik til gengæld lov til at låne deres mødelokale, hvor der også var aircondition, og det var rart.
Bilen endte med at hente os et kvarter før tid (thai-time er vi begyndt at kalde det, for det er meget ca.-tidspunkter, de opererer med herude). Der var mange med, så vores bagage blev bundet fast på bilen, og så måtte vi sidde i førerhuset – også med aircondition – ahhh! 
Den båd vi skulle med var magen til den vi sejlede med ud til øerne i søndags. Første stop var Koh Mak, hvor kaptajnen så valgte at holde en pause – det kan man jo godt forstå, vi havde også sejlet i omkring en halv time!! Der gik næsten lige så længe, førend vi sejlede videre til Koh Kood. Både Laura og Victor sov næsten hele vejen, så det var dejligt nemt, og et godt tidspunkt de fik deres middagslur på.
Det første stop var Siam Beach, det så vildt lækkert ud, men vi skulle først af gangen efter. Det så også rigtig lækkert ud, vandet var azurblåt, den hvide sandstrand var der (men ikke lige foran hotellet), haven omkring var fuldstændig friseret og organiseret, og husene så bare rigtig hyggelige ud. På ”molen” (læs: de brædder, der var smidt ud med en skovl) blev vi mødt af receptionisten, og det var ikke svært at genkende, at det var endnu en ”Tom-Boy”. Stemmen var meget maskulin, ansigtet var pudret overnaturligt meget og kroppen var meget lidt feminin, men de høje hæle, hårpynten og smykkerne var der. En mærkelig sammensætning, som jeg nok aldrig rigtig bliver klog på.
Vi blev vist hen til vores hytte – desværre ikke én af deres beach-bungalows, men en hytte, der lå et stykke op ad skråningen. Ønsket om en beach-bungalow blev ikke mindre, da vi først kom helt op til hytten. De her brædder, der nærmest bare var smidt med en skovl fortsatte hele vejen derop ad, og de sidste trapper var meget ujævne. Ét af trinene var så højt som til mit knæ, og der er ikke meget rækværk eller ”sikkerhedsforanstaltninger”, så hver gang må vi nærmest bære børnene op og ned. Når man går på dem, kan man godt overveje, om de nu også er sikre at gå på – de virker ret nedslidte, og én ting er, at de holder til thaierne selv, men hvad med os vesterlændinge, som jo er noget større end dem? Selve terrassen var der også mange faldgruber ved, så det er om at holde et vågent øje med Laura og Victor hele tiden. Lidt irriterende, men ellers er her super dejligt – ingen tvivl om det!! Badeværelset er endda halvt udendørs, det er lidt hyggeligt på sådan en lidt underlig måde 
Øen har ikke mange ressourcer, og elektricitet er her kun begrænset, så derfor er der kun varmt vand og aircondition mellem kl. 18 og 10 næste morgen. Hm, vi er spændt på, hvordan vi klarer den. På Koh Chang kørte vores aircondition fra vi ankom til vi tog af sted en uge senere, og det var super rart at komme ind i et afkølet værelse, når man havde været udenfor i saunaen. Vi er lidt spændte på, hvordan Victors middagslure så kommer til at foregå, men det må vi jo se på. Om ikke andet får vi nok bare nogle meget trætte børn allerede lidt tidligere på aftenen 
Vi gik ned i restauranten for at spise frokost, og Lauras og Victors pomfritter kom først. Bjørn spurgte pænt Laura, om han måtte få én, hvortil hun belærende sagde: ”nej, far – din mad kommer lige om lidt!” 
Jeg skal lige love for, at priserne er blevet skruet op i forhold til Koh Chang. Eksempelvis koster en cola tre gange så meget herude, og det koster det samme at få vasket en t-shirt herude, som vi skulle give for et helt kilo vasketøj på Koh Chang. Så kan vi lære det, ikke at få vasket mens tid var!! 
Godt nok var det dyr mad, men den smagte til gengæld også helt fantastisk, så det dejligt – ikke mindst fordi det virker som om det er den eneste restaurant, der er i omegnen. En dame kom hen til vores bord og præsenterede sig som Pui, og hun var hotel manager. Hun bad os om endelig at sige til, hvis der var nogle problemer med maden, rummet eller hotellet generelt, for hun var interesseret i, at alle gæster fik en god oplevelse – det er da service!!
Nede ved restauranten var der en lille kat – vist en stor killing. Den var rød og hvid (næsten dansk), og meget kælen og legesyg. Det gik fint med at Laura og Victor kunne komme helt tæt på den, så de var næsten ikke til at hive derfra igen.
Vi stenede lidt på terrassen, og senere gik vi ned for at bade. Man skal sejle en båd over til stranden (ca. 50 meter) for at kunne bade, for vi prøvede at gøre det fra bredden ved hotellet, men fik at vide, at vi skulle komme op, fordi der ligger skarpe sten og koraller, som vi kunne skære os på. Vi fandt en skovl og en spand til Laura og Victor, og så var der god underholdning i et stykke tid, så vi havde tid til at læse og løse sudoku (suzuki, som morfar ville have sagt).
Hotellet har et lille bibliotek, hvor Bjørn fandt endnu en bog til mig, så nu må vi se, om jeg også når at blive færdig med den. Her virker som om man ikke kan lave andet end at svømme, sejle kajak og slappe af, så oddsene skulle være gode…
Efter aftensmaden blev Laura dårlig, og hun har kastet op resten af aftenen – også mens hun ligger og sover nu her, men vi håber hun er frisk igen i morgen. Det har Victor jo heldigvis været de par gange han har haft noget, så vi krydser fingre.

Mandag d. 10. maj 2010

He he – Bjørn fortalte i går da han kom hjem fra sin løbetur, at han var blevet piftet og råbt meget af undervejs, og der var mange af pigerne, der elskede ham  Der var endda én, der var løbet lidt efter ham og havde hevet fat i hans arm, og lige da hun gjorde det, kunne Bjørn mærke, at det vist ikke ligefrem var en lille thai-pige på 40 kg. Han vendte sig om, og det viste sig at være en ”Tom-Boy”, det vil sige en mand, der er klædt ud som kvinde. Dem er her en hel del af, og mange af dem kan det være svært at se på, men jeg tror nu nok, at Bjørn var lidt skuffet over, at når nu det skulle være, at det så ikke var en rigtig pige, der var løbet efter ham 
Det er stadig helt vildt varmt, så det er svært at tage sig sammen til at lave noget som helst. Vi har fortsat ca. 35 grader om dagen, og det falder sjældent til mindre end 30 om natten, og luftfugtigheden er ”kun” på 85 pct. (og ikke ca. 300 pct. som tidligere skrevet ). Som ”nordboer” er det lige 10 grader for varmt – i hvert fald for os.
Derfor endte vi også med at tilbringe det meste af formiddagen på værelset i aircondition, og jeg fik kun lige bestilt vores transport til Koh Kood i morgen. Derudover nåede vi også en tur i swimming poolen, og vi fik talt en del med en tysk dame, som bor her med sin mand. Hun var rigtig sød, og spillede bold med Victor (som hun så kalder Peter). Og pigerne i restauranten kalder Victor for Vista og Laura for Lola – kære børn har mange navne 
Først her til eftermiddag fik vi mobiliseret os selv i en taxa for at køre til White Sand Beach. Det er den største by på øen, og der for der for alvor er natteliv og mange souvenirshops, som dog sælger mere eller mindre det samme, som de gør hos os i Kai Bae Beach. Dog fandt jeg en taske, og fyren var for en gangs skyld til at handle med, så da han sagde ”top” til mit prisbud gik det alt for hurtigt, så jeg er sikker på, at jeg kunne have fået den længere ned. Hm, jeg må vist øve mig lidt mere i det her handleri…!
Vi fandt også et mindre supermarked, som var noget mere vel assorteret, end 7eleven er i Kai Bae Beach, så vi fik købt bleer (ret vigtigt, det har vi ikke kunnet opdrive andre steder). Ellers gik vi bare rundt og kiggede lidt, og Bjørn, Laura og Victor blev klippet for den nette sum af knap 80 kr. – sammenlagt!
Hen under aften gik vi ind på en indisk restaurant. Det var godt nok noget af en oplevelse!! Restauranten bestod af ca. 10 borde, og vi var de eneste gæster. Egentligt burde han nok have sagt da vi kom, at der var lukket, at der ikke var plads eller noget i den retning, for det virkede som om vi kom til ret megen ulejlighed. Først måtte vi give tegn til ham fire gange om, at vi var klar til at bestille, men han skulle lige se et program færdigt i fjernsynet, så da der kom reklamer på skærmen, var han klar til at tage imod bestilling. Da vi endelig var nået så langt, forsvandt han pludselig fra restauranten – og det skal altså lige siges, at han var den eneste, der var der. Efter lidt tid kom han tilbage fra sine indkøb, og så kunne han gå i gang med at lave maden. Vi ventede i noget der svarer til ca. en evighed, hvorefter han igen forsvandt fra restauranten, og kom tilbage med flere indkøb. Det var svært at blive ved med at underholde Laura og Victor, som pillede overalt i restauranten (jeg bør nok nævne, at de i det hele taget har været ret svære at have med nogle som helst steder i dag). Victor underholdt sig dog lidt ved fjernsynet, og det var griner, da der på et tidspunkt var reklamer, og han ivrigt peger på skærmen og siger ”pii’”, da der blev vist kvinder i meget små bikinier 
Nå, men så sidder man i hvert fald og håber på, at maden i det mindste er ventetiden værd. Det var den ikke! Pomfritterne til børnene lignede noget, som han havde prøvet at lave helt fra bunden, men var kikset fuldstændigt. Det lignede groft revne kartofler, som svømmede i fedtstof og var slatne og faktisk tæt på ret ulækre. Vores tikki masala kunne jeg have lavet lige så godt ud af en dåse hakkede tomater, løg og kylling, hvor jeg ikke lige havde adgang til krydderier – det er ikke ligefrem det man forestiller sig, når man bestiller indisk mad. Sidst men ikke mindst, måtte vi sidde og skrabe små stykker sølvfolie af de hvidløgs-naanbrød, som vi havde bestilt. Til gengæld var det veldigt dyrt! Behøver jeg nævne, at han ikke fik mange drikkepenge?? 
Da vi var færdige med at spise, tog Bjørn og børnene en taxa tilbage til hotellet, og jeg gik hen til en salon, hvor jeg fik ordnet negle på hænder og fødder. Det var super lækkert, og ægte forkælelse – og så to dage i træk!!!  Mens jeg sad derinde, havde jeg godt set, at der sad tre ”vestlige herrer” udenfor, men de kom ikke ind i salonen. Vi var også en del kunder, men jeg var den sidste tilbage, så da alle andre var gået, fik de åbenbart taget mod til sig, og gik ind og inviterede nogle af de ansatte med i byen senere. De må have kendt hinanden lidt i forvejen, sådan virkede det i hvert fald, men man kan da godt spekulere på, hvad de tøser laver i deres fritid… Jeg havde fået at vide, at det ville tage en times tid, men det endte med at tage 2½ time, så klokken var blevet næsten 23 inden jeg var færdig. Jeg gik ud for at finde en taxa, men det var ikke så ligetil, så jeg begyndte at gå. På et tidspunkt kom jeg forbi en frugtbiks, hvor to af pigerne fra salonen stod. Den ene var hende, der havde ordnet mine fødder, så hun spurgte hvor jeg skulle hen. Da jeg sagde, at jeg bare skulle have fat i en taxa, tilbød hun at køre mig hjem til hotellet. Og en-to-tre, så sad mor her oppe bag på hendes scooter, og var på vej hjem.
Tju-hej hvor det gik gennem gaderne. Hende ”trunte-tøsen” havde godt nok fart på, og vi overhalede alt og alle vi mødte på vores vej. Som den ansvarsbevidste og fornuftige mor sad jeg kort og overvejede, om man ikke burde have ”snuble-kyse” på – vi kørte trods alt 60 km i timen!! Men jeg konkluderede hurtigt, at det bruger man jo altså ikke herude, så jeg kunne jo bare nyde stjernehimlen og vinden i håret – så det gjorde jeg 
Jeg havde lidt dårlig samvittighed, da jeg kom hjem, for jeg kom jo noget senere end jeg havde sagt, men Bjørn var ikke blevet bekymret – han tænkte, at jeg nok bare var faldet i nogle af alle deres andre behandlinger også, så det var først, hvis der var gået en time mere, at han var blevet bekymret. Hm, tja – manden har jo faktisk en pointe!! 
Derudover havde receptionisten sagt til Bjørn, at vi ville blive hentet kl. 9.30 i stedet for oprindeligt kl. 11.30 i morgen, så pludselig havde vi jo halvtravlt, eftersom vi slet ikke var gået i gang med at pakke endnu, så øv øv at skulle sætte vækkeuret til meget tidligt i morgen…

Søndag d. 9. maj 2010

Heldigvis havde Victor det bedre i dag, og han spiste morgenmad som en hel hest – det var gode tegn!! 
Det var meningen, at vi ville blive hentet kl. 9.30, men allerede ti minutter tidligere, ringede de fra receptionen om, at bilen var her – og så fik vi ellers fart på (ti minutter om morgenen er meget lang tid i vores verden!!). Endnu en gang blev vi ”smidt” op på ladet af en bil, og så kørte vi sydpå til byen Bang Bao, som er en havneby og det eneste sted, hvorfra der sejler både til de andre øer. At ”køre sydpå” lyder meget langt – det var det ikke! Øen er ca. 30 km lang, og vi bor godt halvvejs mellem nord og syd, så det har maksimalt været 15 km. Men selvom det ikke var så langt, så kom den lille bil godt nok på arbejde. Der er en del ret stejle bakker og snoede sving, og med ni voksne mennesker (heraf otte vesterlændinge) og to børn, ja så måtte bilen slide hårdt i det, for at komme op over bakketoppene.
Bang Bao var i ægte thailandsk stil – mange mennesker, små butikker og mobile boder overalt, mange forskelligartede lugte fra blandt andet frugt, grønt, fisk, røgelse og skrald, og så virkede det bare så kaosagtigt, som det næsten kunne. Men vi fandt da nogen at gå efter, for at finde ned til båden. Vi gik ned ad en smal ”sti” med boder på begge sider, og nogle gange var der lige et ”hul” i boderne, og der kunne man så se, at hele dette marked var bygget på pinde i vandet. Vi fandt båden – den lå så i ”anden position” i havnen, så vi skulle lige over i én båd, for at kunne komme ombord på den rigtige båd – bevares, man er vel elegant som en gazelle med to rygsække, en kamerataske, og så to børn på armen (det var altså ikke sådan, at der var en fin gangbro over, men derimod en lille thai-mand, der stod med et reb og holdt bådene sammen, og så var det bare at springe ombord) 
Det var en speedbåd vi skulle med, og det var så som så med hyggen, for motorerne larmede en hel del – faktisk så meget, at man dårligt kunne tale sammen, men det var en god og effektiv måde at komme rundt og se nogle øer på. Det var kun en halvdagstur, så det blev ikke så langtrukket for Laura og Victor. Jeg har stadig ikke fundet ud af, præcist hvilke øer det var, vi var ude ved. Jeg troede, at jeg havde booket en tur, hvor vi blandt andet kom til Koh Wai, men når man ser på kortet, så var det ikke den vej vi sejlede, så jeg tror måske, at vi har været ved Koh Loan, Koh Thong Lang og Koh Rang, men jeg er altså ikke sikker.
Ikke desto mindre snorklede vi ved det første sted, og det var rigtig flot. Det var ikke en ø, hvor man kunne gå i land, men derimod sprang vi i vandet fra båden. Laura havde sin svømmevest på, og hun var rigtig glad for at komme med derud. Victor ville ikke rigtig noget, så Bjørn og jeg skiftedes til at være ombord på båden med ham. En del af de andre var lige hoppet i vandet, da jeg hørte nogle grine fuldstændigt hysterisk højlydt. Det var lidt for meget til bare at være en klovnefisk (he he), men det viste sig også at være en torsk i stedet for. Eller rettere sagt, én af dem havde selv taget sin svømmevest på, og hun havde vist ikke lige fået strammet den ordentligt, så hele vesten flød lodret ovenpå vandet med hendes hoved helt nede i vandoverfladen, og så lignede hun bare noget der var løgn. Så jeg kan faktisk godt forstå, hvorfor de andre grinede sådan af hende (det gjorde hun nu også selv) 
Derefter sejlede vi meget kort ind til en ø (som altså er den, jeg tror var Koh Rang), og der gik vi i land på den flotteste hvide sandstrand og det turkisblå vand, og nød vores frokost i de rigtig dejlige omgivelser. Victor klagede over ondt i maven, og han ville hverken frem, tilbage eller til siden, så han fik lov til at rase lidt af for sig selv. Heldigvis gik der ikke så længe, før han faldt til ro, og det gik fint på resten af turen. Det var et ægte ferieparadis at være kommet til, så vi nød det i fulde drag.
Det sidste sted vi stoppede havde endnu flottere snorkling end det første – det var ikke helt Great Barrier Reef, men godt derhen ad. Laura var igen ude at svømme – først med Bjørn, og bagefter med mig. Hun bliver en rigtig lille vandhund, og hun er faktisk blevet rigtig god til at finde balancen i vandet og sprælle med arme og ben, så hun kommer derhen, hvor hun gerne vil.
Dette sted var sidste stop, og derefter satte vi atter kursen mod Bang Bao, hvorfra vi blev kørt tilbage til hotellet. Her nåede vi lige i bad, og så var det tid til min ”alene-tid”, så jeg gik spændt ned til massageklinikken med en forventning om forkælelse, nydelse og afslapning. Det skulle dog vise sig at være en anelse anderledes…!
Det startede dog godt, hvor jeg fik et kort fodbad, nusset tæer med skrubbecreme og det var ganske rart. Derefter kom thai-massagen så. Jeg skal love for, at der er power i sådan en lille thai-dame!! Jeg lå på briksen, og hun hoppede rundt oppe på den, og masserede med både arme, ben, albuer og knæ, så det både sagde knæk, knas og brag i hele kadaveret. På et tidspunkt begyndte hun også at slå, men jeg tror nu, at det var en del af behandlingen. Hun præsterede også at få min krop ud i nogle positioner, som jeg overhovedet ikke anede, at den var i stand til (det føltes godt nok heller ikke, som om den var bygget til det!!). Og så begyndte hun på det der punkt-massage, hvor hun nærmest bare borede en finger ind i ryggen på én, så – hvis det ikke var fordi man lå på en briks og havde betalt for massage, havde vendt sig om og pandet hende én, fordi det gjorde så tæske naller. Og hvorfor er det så lige, at når det begynder at gøre ondt, så begynder man at grine i stedet for at råbe AV!? Det er da et mærkeligt fænomen…
Nå, men jeg havde bestilt både thai-massage og massage i ansigtet og hovedbunden, og sidstnævnte var noget mere afslappende og behageligt. En nærmere beskrivelse vil jeg undlade – mest fordi jeg vist nok sov under store dele af det, og faktisk ikke husker så meget af det…
Om det har været afslappende?? Ikke just den første del, men bagefter havde jeg en fantastisk følelse i hele kroppen, og jeg nærmest svævede ned ad gaden på vej derfra. Og tænk at man kan få 2½ times massage for 150 kr. – det er da rørende billigt!!!
Da jeg kom tilbage til hotellet, gik jeg ned for lige at nyde den sidste del af solnedgangen, hvorefter jeg gik tilbage til vores værelse. Her fandt vi ud af, at mine forældre var online op Skype, så dem fik vi lige talt lidt med. Det fremmer jo ikke hjemrejse-lysten at få at vide, at det er ca. 10 grader og gråvejr derhjemme, og at de forventer nattefrost i nat – brrr!!!
Derefter gik vi ud og spiste aftensmad, men det var blevet lidt sent, og Victor var træt efter dagens strabadser, så han faldt i søvn på restauranten. Vi skyndte os hjem og fik lagt ham og Laura i seng, og så tog Bjørn ud og løb. Han er faktisk stadig af sted, så jeg ved ikke hvor langt han løber, men målet er vist 15 km.

Lørdag d. 8. maj 2010

Ha ha, tænk at Bjørn og jeg kunne starte morgenen med at diskutere, hvor mange godnatsange vi sang for børnene i går. Vi synger normalt tre, men ingen af os kan huske, at vi blev færdige med nummer to, så vi konkluderede blot, at vi alle var ret trætte, og at det vist ikke havde gjort nogen forskel alligevel, fordi vi alle tilsyneladende sov inden nummer to var færdig 
Vi gik op for at spise morgenmad, men det var med begrænset succes. Vi er stadig i gang med at vænne Laura af med bleen, og for første gang gik det galt, og hun tissede på stolen. Nå, det fik vi tørret op og klaret, men så begyndte Victor at kaste op over det meste af restauranten (han kom nede fra den ene ende, og kom hele vejen op til os, og videre derfra ud på badeværelset). Det var lidt synd for de andre gæster, men de tog det nu meget pænt, og smilede sødt, da vi sagde undskyld på vejen ud.
Når nu det skulle være, er det meget godt at det er i dag, hvor vi alligevel ikke havde noget som helst på programmet. Det havde været surt, hvis det eksempelvis havde været i går. Så Victor kom ned på værelset og sov, mens Bjørn og Laura gik i swimming poolen og ned til stranden og legede i sandet.
Det har været tæt på ulideligt varmt igen i dag – totalt skyfrit og så bare fuld blæs på temperaturen, så man ganske enkelt kan stå fuldstændigt stille i skyggen, og sveden hagler bare af én. Det er lige før, at det er for meget af det gode, så vi har brugt det meste af dagen på værelset med aircondition. Victors tilstand har heller ikke været til meget andet, så det havde været godt det samme. Han har sovet det meste af dagen, været lidt vågen og leget, og så stenet lidt videre. Her til aften har han så kastet op igen, men vi håber han har det bedre i morgen, når vi vågner.
Vi talte lidt om at tage ud og se forskellige øer, og de hedder alle noget med Koh foran (betyder ø på thai), og vi spurgte Victor, om han kunne sige Koh Kood (det er den ø, vi skal over til på tirsdag), og da vi startede med Koh, var hans første udtale: ”Cola!” 
Nå, men nu hvor vi intet har lavet i dag, kommer jeg i tanke om, at jeg slet ikke har fået skrevet hvor vi bor, så det vil jeg lige benytte lejligheden til. Vi bor på Kai Bae Beach, hvilket er på vestkysten af Koh Chang. Den mest kendte strand hedder White Sand Beach og er den mest populære, men den ligger lidt længere nordpå. Denne strand er den næstbedste, og ganske glimrende til os. Den del af stranden, der ligger ud fra hotellet er privat, så der er dejligt fredeligt at være dernede. De har gjort det rigtigt hyggeligt med hængekøjer, hængestole, en dobbeltgynge og i den bagvedliggende have er der liggestole med parasoller. Derudover er der poolområdet, hvor der er en poolbar, og der er også mulighed for boblebad i poolen.
Selve byen består af små boder og butikker, restauranter og barer, souvenirshops og massageklinikker (altså af den pæne slags går jeg ud fra – jeg har i hvert fald bestilt tid hos én af dem i morgen ). Det er mere eller mindre det samme, de alle sammen sælger, så man går hurtigt lidt kold i shopperiet.
Nu hvor vi ikke har bevæget os så langt i dag, valgte vi også at købe mad med hjem til værelset, så Victor ikke skulle for meget ud i varmen, og så var han også fri for at sidde og være dårlig på en restaurant. Derfor har jeg været af sted et par gange i dag for at hente mad, og hvis jeg skal sige noget negativt om stedet her, så er det den åbenlyse sexturisme, der er overalt. Jeg ved ikke om jeg har været specielt nærtagende i dag, eller om jeg bare har lagt mere mærke til det, når jeg ikke også har skullet holde styr på mand og børn (), men jeg har godt nok set mange tilfælde i dag. Det mest åbenlyse var da jeg stod i 7eleven, og to unge amerikanere havde en thaipige med. Bare den måde de omtalte hende på var så modbydelig, at det virkelig fik rettet mit fokus imod det. Både med dette og turisme generelt var Cambodja så uspoleret og fantastisk, så det tror jeg hellere vi vil en anden gang, end vi vil tilbage hertil. Når det så er sagt, så er her jo ellers fantastisk. Folk er søde og rare, maden er formidabel og naturen, skønheden og de billige priser kan man jo heller ikke tage fra dem, så det er heller ikke fordi det skal lyde mere negativt end det er 
Bjørn skulle have været ude at løbe her til aften, men han ligger inde på værelset og sover så sødt sammen med børnene og bogen om SvampeBob Firkant 

Fredag d. 7. maj 2010

Jeg må hellere lige starte med at fortælle om Bjørns fisketur i går. Det havde været rigtig godt, og de havde fanget både blæksprutter, nogle lokale fisk de kalder Nan Tang (eller noget i den retning) og så havde de også fanget barracudaer. Bjørn fangede en blæksprutte og en enkelt barracuda, og det var han ganske godt tilfreds med. De tilberedte blæksprutterne til aftensmad, og for Bjørn havde det vist været lige så godt at være lidt sig selv og sine tanker, som selve det at fange fisk  Det var meningen, at turen skulle vare til kl. 23, men han kom først tilbage kl. 00.30, så jeg var begyndt at overveje, om der var sket noget, men det var vist bare almindelige ”Thai-time”  Den måtte vi også sande igen her til morgen…
Vi havde jo bestilt en tur, hvor vi skulle ud og svømme med delfiner, og det var meningen, at vi skulle blive hentet kl. 9.30, og desuden skulle hun ringe og bekræfte turen kl. 9, da jeg bestilte den ret sent i går, så hun kunne først få fat i Oasis SeaWorld her til morgen. Hun ringede overhovedet ikke, og hun endte med at komme næsten en time for sent for at hente os.
Nå, men af sted kom vi, og hun havde taget sine to døtre med på henholdsvis 14 og 8 år. Hun var ellers alenemor til tre, men jeg ved ikke hvor hun havde gjort af den tredje (eller hvor han/hun skulle have været henne i bilen). Vi kørte i en pick-up med bagsæde, så vi sad alle fire på bagsædet, og hendes to døtre delte forsædet.
Jeg indrømmer, at jeg ikke havde læst så grundigt på turen, men det viste sig, at dette SeaWorld lå inde på fastlandet i en by, der hedder Chanthaburi. Så vi kørte ned til havnen, og ventede en halv times tid på at komme med færgen. Derfra kørte vi mod Chanthaburi, hvilket også er vejen til Bangkok, og selvom vi var 280 km fra Bangkok, blev vi stoppet i en form for vejspærring, hvor en militærmand stod og kiggede ind i bilen, og han talte kort med vores chauffør. Vi spurgte bagefter hvad det handlede om, og det viste sig at være fordi vores chauffør havde en rød bluse på (som faktisk var en pink kjole med blomster), men på grund af optøjerne inde i Bangkok, stopper de alle, der kunne have motiv til at køre ind og deltage i løjerne, og rød er åbenbart ikke godt at have på, da det er farven på én af oprørsgrupperne. Det er da rart at vide, fordi Bjørn har en rød løbetrøje, som han nogle gange bruger, hvis alle de andre er beskidte, men heldigvis havde han den ikke på i dag, og han skal nok heller ikke have den på, når vi nærmer os Bangkok  Det er jo ikke ligefrem noget man normalt går og spekulerer over…
Det endte med at tage os 2½ time at komme fra hotellet ud til Oasis SeaWorld, og det show, der startede kl. 13, nåede vi ikke, så vi skyndte os at spise frokost, for så skulle vi svømme med delfiner kl. 13.45. Lidt hæsblæsende, men vi nåede at skifte tøj og gå i bad, og vi overlod Victor til vores chauffør og hendes to døtre, fordi han var for lille til at komme med. Laura fik en svømmevest på (det gjorde vi alle), og så var vi i gang. Det var lidt af et show, hvor vi fik delfinkys, kunne give den ”hånd”, svømme med dem og de var i det hele taget ret søde til at lade os komme tæt på dem. Laura var ikke så meget for det, ville dog gerne klappe den, når den lå oppe på en madras, men ellers ville hun helst bare kigge på dem, og syntes også det var ret sjovt. På et tidspunkt mens jeg svømmede med én af dem, sagde hun til Bjørn: ”Mor fanger delfiner!”, men jeg tror nu nok, at hun mente det rigtige, at vi bare svømmede med dem 
Det var rigtig sjovt at komme så tæt på delfinerne, det har ingen af os prøvet før, og de var meget tillidsfulde og lidt hyggelige, hvis man kan kalde en delfin det.
Hele seancen foregik på nogle flydende pontoner, som – indrømmet – godt kunne være lidt svære at komme op på, når man først var nede i vandet, men der var hjælpere, der gik rundt og hjalp folk op. På et tidspunkt var der en ret stor pige, som ikke kunne komme op selv, og den stakkels thai-mand (dreng?) kunne simpelt hen ikke få hende op, så Bjørn måtte træde til, og hive godt fat, for at få hende op. Det så ret sjovt ud 
Indimellem kunne vi høre, at Victor ikke var helt tilfreds, men hun var trods alt en erfaren mor, og da vi kom tilbage sov han trygt i hendes arme 
Derefter var der delfinshow, og det var da ok, men det blegnede altså lidt, når man lige havde været ret tæt på dem – det var helt klart den største oplevelse. Alle skiltene i parken er på thai – og kun thai! Det virker ikke som om der er så mange turister ud over lokale, selvom det tror jeg nu nok der er. Men hele showet blev afholdt på thai, og da hun til sidst (åbenbart) sagde, at det var slut, rejste alle sig med det samme op og gik. Så man må jo konkludere, at de kunne forstå hvad hun sagde…
Det er rigtig, rigtig varmt i dag – selv thaierne synes det er mere eller mindre ulideligt, men vi har også 35 grader, og en ekstremt høj luftfugtighed.
På vejen tilbage stoppede vi ved et shopping center, og der lå et lokalt marked lige ved siden af. Jeg blev jo fuldstændig vild i varmen, og syntes det var fantastisk – men tænk jer, at slippe mig løs sådan et sted – og så kun give mig én time!!! Det var næsten ikke til at bære!! Det viste sig også, at det langt fra var nok for at nå det hele igennem, men vi fik da kigget lidt, og både Laura og Victor fik et par sko.
De mærkelige var, at de næsten ikke var til at handle med – det var faste priser på langt det meste. Jeg fandt et ur, som hun ville have 250 bath for (50 kr.), men jeg prøvede at få det ned til 200 bath, men hun ville maksimalt strække sig til 230 bath. Så prøvede jeg at gå, men hun kom ikke engang efter mig (det havde jeg lidt forventet, det er sådan jeg husker disse markeder). Jeg kiggede videre, men ingen af de andre havde et magen til, så jeg gik tilbage til hende og sagde ”230 ok”. I mellemtiden var der kommet en anden pige til, og de diskuterede længe, og jeg overvejede flere gange bare at gå, for hvis de ikke engang kunne blive enige om, at de ville sælge det til 230 bath, som den ene selv havde foreslået, så kunne det også være lige meget. Men hurra for at eje en smule tålmodighed, for til sidst sagde hun ”220 ok”. ??? Øh, ok så!  Og sådan gik det så til, at jeg blev den glade ejer af et nyt ur – ægte Quartz naturligvis .
Ved færgen var der rigtig mange biler, der ventede på at komme over, så vi kom ikke med den første færge, men som rosinen i pølseenden, nåede vi som næstsidste bil, at komme med færge nr. 2. Det var blevet mørkt, da vi kom tilbage til Koh Chang, og jeg ved ikke lige, hvad der var sket ved skiftet fra lyst til mørkt, men jeg tror vores chauffør var mega-stære-mørke-blind, for hendes kørsel blev ret ”spændende” og meget usikker, hun kørte to gange ud over vejkanten, var ved at køre en scooter ned, og så kom hun nogle gange helt over i den forkerte side af vejen. Men vi nåede da helskindede hjem, så det var vi glade for. Klokken var næsten blevet 20, så vi skyndte os ned og få lidt at spise, og så var det tilbage til værelset og sove. Vi var trætte alle fire efter en lang og oplevelsesrig dag, så vi gik i seng samtidig med børnene 