Tirsdag d. 11. maj 2010

I nat har jeg ligget vågen en times tid og hørt hvordan det har tordnet og lynet (ja, dem så jeg kun), og jeg blev helt dårlig ved tanken om, at vi skal ud og sejle i dag – men der var ingen grund til bekymring, for her til morgen er det det klareste solskin igen.
Dagen startede jo så kl. 6.30, for at kunne nå at pakke det hele, få alle mand i tøjet, og så også kunne nå at spise morgenmad. Jeg fik også lige kigget mine mails igennem, og vi havde jo overvejet at tage til Laos, hvis situationen i Bangkok ikke bliver forbedret, men flyafgangene passer ikke ret godt sammen, så det ville ende med at vi kun fik én hel dag i Laos, så nu har vi besluttet at tage til Koh Samet i stedet for, og så droppe Bangkok helt, da der ikke er bedring i udsigt. Det er ærgerligt i forhold til shopping og vores cykeltur, men det positive er, at så er der ikke nogle kopivarer at blive ”busted” med i Kastrup lufthavn  Jeg prøvede ellers også at bestille en aske-sky mere til starten af næste uge hos Dorte (vores rejseagent), men hun skal på ferie snart, så det kunne hun ikke klare 
Oppe ved morgenmaden kom den tyske dame og hendes mand også på et tidspunkt, og da de går forbi vores bord, siger de pænt ”morning”, hvortil Victor sødt kigger på damen og svarer: ”morning”. Så smeltede hun fuldstændigt (og det gjorde jeg også lidt ).
Vi checkede ud, og så sad vi så bare der og ventede – og ventede – og ventede. Til sidst var klokken blevet så mange, at vi fik receptionisten til at ringe til firmaet, for at høre hvor langt de var. Det var så bare for at finde ud af, at tiden ikke var ændret, og aldrig havde været det! Meget mærkeligt!! Men så havde vi så lige et par timers ventetid mere. Vores værelse var allerede gjort rent, så det kunne vi ikke gå tilbage til, men vi fik til gengæld lov til at låne deres mødelokale, hvor der også var aircondition, og det var rart.
Bilen endte med at hente os et kvarter før tid (thai-time er vi begyndt at kalde det, for det er meget ca.-tidspunkter, de opererer med herude). Der var mange med, så vores bagage blev bundet fast på bilen, og så måtte vi sidde i førerhuset – også med aircondition – ahhh! 
Den båd vi skulle med var magen til den vi sejlede med ud til øerne i søndags. Første stop var Koh Mak, hvor kaptajnen så valgte at holde en pause – det kan man jo godt forstå, vi havde også sejlet i omkring en halv time!! Der gik næsten lige så længe, førend vi sejlede videre til Koh Kood. Både Laura og Victor sov næsten hele vejen, så det var dejligt nemt, og et godt tidspunkt de fik deres middagslur på.
Det første stop var Siam Beach, det så vildt lækkert ud, men vi skulle først af gangen efter. Det så også rigtig lækkert ud, vandet var azurblåt, den hvide sandstrand var der (men ikke lige foran hotellet), haven omkring var fuldstændig friseret og organiseret, og husene så bare rigtig hyggelige ud. På ”molen” (læs: de brædder, der var smidt ud med en skovl) blev vi mødt af receptionisten, og det var ikke svært at genkende, at det var endnu en ”Tom-Boy”. Stemmen var meget maskulin, ansigtet var pudret overnaturligt meget og kroppen var meget lidt feminin, men de høje hæle, hårpynten og smykkerne var der. En mærkelig sammensætning, som jeg nok aldrig rigtig bliver klog på.
Vi blev vist hen til vores hytte – desværre ikke én af deres beach-bungalows, men en hytte, der lå et stykke op ad skråningen. Ønsket om en beach-bungalow blev ikke mindre, da vi først kom helt op til hytten. De her brædder, der nærmest bare var smidt med en skovl fortsatte hele vejen derop ad, og de sidste trapper var meget ujævne. Ét af trinene var så højt som til mit knæ, og der er ikke meget rækværk eller ”sikkerhedsforanstaltninger”, så hver gang må vi nærmest bære børnene op og ned. Når man går på dem, kan man godt overveje, om de nu også er sikre at gå på – de virker ret nedslidte, og én ting er, at de holder til thaierne selv, men hvad med os vesterlændinge, som jo er noget større end dem? Selve terrassen var der også mange faldgruber ved, så det er om at holde et vågent øje med Laura og Victor hele tiden. Lidt irriterende, men ellers er her super dejligt – ingen tvivl om det!! Badeværelset er endda halvt udendørs, det er lidt hyggeligt på sådan en lidt underlig måde 
Øen har ikke mange ressourcer, og elektricitet er her kun begrænset, så derfor er der kun varmt vand og aircondition mellem kl. 18 og 10 næste morgen. Hm, vi er spændt på, hvordan vi klarer den. På Koh Chang kørte vores aircondition fra vi ankom til vi tog af sted en uge senere, og det var super rart at komme ind i et afkølet værelse, når man havde været udenfor i saunaen. Vi er lidt spændte på, hvordan Victors middagslure så kommer til at foregå, men det må vi jo se på. Om ikke andet får vi nok bare nogle meget trætte børn allerede lidt tidligere på aftenen 
Vi gik ned i restauranten for at spise frokost, og Lauras og Victors pomfritter kom først. Bjørn spurgte pænt Laura, om han måtte få én, hvortil hun belærende sagde: ”nej, far – din mad kommer lige om lidt!” 
Jeg skal lige love for, at priserne er blevet skruet op i forhold til Koh Chang. Eksempelvis koster en cola tre gange så meget herude, og det koster det samme at få vasket en t-shirt herude, som vi skulle give for et helt kilo vasketøj på Koh Chang. Så kan vi lære det, ikke at få vasket mens tid var!! 
Godt nok var det dyr mad, men den smagte til gengæld også helt fantastisk, så det dejligt – ikke mindst fordi det virker som om det er den eneste restaurant, der er i omegnen. En dame kom hen til vores bord og præsenterede sig som Pui, og hun var hotel manager. Hun bad os om endelig at sige til, hvis der var nogle problemer med maden, rummet eller hotellet generelt, for hun var interesseret i, at alle gæster fik en god oplevelse – det er da service!!
Nede ved restauranten var der en lille kat – vist en stor killing. Den var rød og hvid (næsten dansk), og meget kælen og legesyg. Det gik fint med at Laura og Victor kunne komme helt tæt på den, så de var næsten ikke til at hive derfra igen.
Vi stenede lidt på terrassen, og senere gik vi ned for at bade. Man skal sejle en båd over til stranden (ca. 50 meter) for at kunne bade, for vi prøvede at gøre det fra bredden ved hotellet, men fik at vide, at vi skulle komme op, fordi der ligger skarpe sten og koraller, som vi kunne skære os på. Vi fandt en skovl og en spand til Laura og Victor, og så var der god underholdning i et stykke tid, så vi havde tid til at læse og løse sudoku (suzuki, som morfar ville have sagt).
Hotellet har et lille bibliotek, hvor Bjørn fandt endnu en bog til mig, så nu må vi se, om jeg også når at blive færdig med den. Her virker som om man ikke kan lave andet end at svømme, sejle kajak og slappe af, så oddsene skulle være gode…
Efter aftensmaden blev Laura dårlig, og hun har kastet op resten af aftenen – også mens hun ligger og sover nu her, men vi håber hun er frisk igen i morgen. Det har Victor jo heldigvis været de par gange han har haft noget, så vi krydser fingre.