Tirsdag d. 4. maj 2010

Sikke et driverliv!! Vi havde vist alle brug for en dag uden at lave noget som helst – så det gjorde vi (altså ikke lavede noget som helst). Victor var først nogenlunde på toppen igen her i eftermiddag, han har haft en del hovedpine, ondt i maven og alt er kommet hurtigt ud – enten den ene vej eller den anden, men det er typiske bivirkninger ved malariapillerne, så vi håber på, at det er overstået nu, og at hans krop har vænnet sig lidt til dem nu.
Der er et lille bibliotek, hvor Bjørn fandt en bog til mig, og den er jeg kommet rigtig godt i gang med – faktisk halvt igennem. Vi havde så travlt med at sumpe ved stranden (Bjørn og jeg læste, og Laura og Victor legede i sandet), at vi helt glemte et mini-velkomstmøde, som der var kl. 14.30. Men det går nok – vi ved nogenlunde hvad vi gerne vil her – slappe af og nyde den sidste del af vores orlov 
Vi magtede lige at gå en smule ned ad gaden og tilbage igen, hvorefter vi fandt et sted at spise – lækker Thai-mad, hvad kan jeg sige!! Mens vi sad ved restauranten måtte jeg endnu en gang en tur ”down on Memory Road”, for pludselig kom der en mand kørende på sin scooter med en lille sidevogn, hvorfra han solgte is. Det var ikke så meget dét, men mere den melodi, som han spillede mens han kørte (dum-di-dum – dum-di-dum – dum-di-dum-dum-dum-dum-di-di-dej. Ok –indrømmet, det er svært at beskrive en melodi på den måde, men Lene – du ved hvordan den lyder – ligesom i Indonesien dengang vi vågnede til den hver morgen ). Dengang var det dog ikke på scooter, men med en lille vogn, som han gik og skubbede foran sig (jeg skal hilse at sige, at det også tog noget længere tid for dem dengang, at komme forbi et vindue!! ). Nå, det var lige lidt indsider, hvor man nok skulle have været der, for at få noget ud af dette afsnit…
Vi spiste tidligt, så bagefter tog vi børnene med i swimmingpoolen, og det var som sædvanligt et kæmpe stort hit, og alle sov godt og hurtigt bagefter.