Onsdag d. 12. maj 2010

Hold da op for en nat! Laura har været dårlig hele natten, så både Bjørn og jeg har været oppe rigtig mange gange. Det gjorde også, at vi næsten ikke havde mere rent sengetøj til sidst, så Bjørn måtte nøjes med at sove med et lagen, og det var ikke helt nok når vi havde aircondition på (den er ikke så nem at indstille), så han har frosset hele natten, og måtte tage et varmt bad her til morgen og endda gå udenfor, for at få varmen.
Bjørn og jeg havde én af vores rigtig gode snakke i går aftes, og det fortsatte den halve nat (med en del afbrydelser af Laura, der var dårlig), så det hjalp jo heller ikke ligefrem på søvnen. Så vi er vist alle ret trætte i dag.
Bare ved morgenmaden kastede Laura op to gange, så hun har ikke ligefrem fået det bedre. Vi ville gerne finde et supermarked, så vi kunne købe lidt forskelligt at have på værelset (som ikke nødvendigvis var til hotel-priser), og vi fik at vide, at der ligger et ca. to kilometer herfra.
Jeg havde jo fået mod på det fra i mandags, så vi lejede en scooter, og så susede jeg af sted, mens Bjørn passede børn. Nu hvor jeg var kommet på egne ben, ville jeg have været ude til et vandfald, der er her på øen, men samtlige skilte var på thai – der var ingen bogstaver med bare en lille smule gensynsglæde, så jeg holdt mig til hovedvejen, fandt ”supermarkedet” (det var ikke ligefrem et australsk Coles!!), og fik købt det meste. De talte overhovedet ikke engelsk, selv da jeg spurgte efter vand, var han helt blank. Men jeg fik købt bleer og et par andre ting, der fyldte godt, så jeg måtte sidde med en pose mellem fødderne, og en pose på styret.
Da jeg kom tilbage til hotellet, havde Laura ikke fået det bedre – hun kunne hverken holde vådt eller tørt i sig, så Bjørn kørte en kort tur på scooteren, for at se lidt af øen, og imens ringede jeg til Europæiske Rejseforsikring. De har læger siddende i døgnvagt, og kan oftest slå op i et system, hvilke læger de kan stå inde for i det område, hvor man nu befinder sig. Hende jeg talte med anbefalede, at vi tog på hospitalet med Laura, og vi skulle ikke blive overraskede, hvis de indlagde hende, sandsynligvis for at give hende væske gennem drop. Men så måtte jeg lige ringe tilbage, så ville hun sørge for at lave en betalingsgaranti, så vi ikke skulle lægge alt for mange penge ud selv. Hvis de ikke beholdt hende, skulle jeg bare gemme kvitteringerne, og sende dem ind til dem sammen med en skadesanmeldelse, når vi kom hjem. Det er da guld værd, at have sådan et forsikringsselskab i ryggen, når nu ulykken er ude.
Da Bjørn kom tilbage gik jeg ned i receptionen for at spørge, om de kendte til de engelske sprogkundskaber på hospitalet, og jeg nåede ikke engang at sige mere, end at Laura var syg, førend Pui tilbød at ringe efter en ambulance, og selv tage med derover, for at være tolk. Det tog vi imod, for det var begyndt at regne, og vi kunne godt se, at os alle fire på scooteren ville knibe lidt. Thaierne gør det, men de har jo også en lidt anden størrelse end os andre…
Ambulancen kom med det samme (det lyder voldsomt, men den fungerede vist bare som en gratis taxa), og vi kom til med det samme. Victor charmerede sygeplejerskerne, og inden længe var han i legeland og blev underholdt, mens Bjørn og jeg kunne koncentrere os om Laura. Hun blev undersøgt, og var efterhånden noget svækket. Hun havde 39 i feber tidligere på dagen, men da hun jo hverken har fået noget at spise eller drikke (der blev nede) i næsten et døgn, var hun efterhånden noget sløv og afkræftet. Der skal ikke gå lang tid uden væske, når det er så varmt, førend det er rigtig skidt. Vi har dog hele tiden haft god kontakt med hende, og det er først de sidste par timer, hun har virket sløv. Men lægen anbefalede, at hun fik drop med noget medicin i (fordi piller vil hun bare kaste op igen), og da hun havde fået det, virkede hun allerede noget mere klar, og kunne tale om et firben, der sad på væggen i undersøgelsesrummet. Vi skal dog komme til kontrol i morgen eftermiddag igen.
Det var sterilt, det de brugte af kanyler osv., men ellers har de et noget andet forhold til hygiejne og privatliv end vi er vant til. Eksempelvis var der to senge inde i det rum, hvor Laura fik drop, og imens kom der en pige ind, som også blev undersøgt og stukket, men der var hverken forhæng eller noget andet imellem, så der var frit udsyn. Da Lauras drop blev taget ud, kom der lidt blod på briksen, men der var ikke noget engangspapir, som vi ellers har i Danmark, så det blev bare tørret af med lidt vat, og så var den klar til næste patient. Det kan man jo så tænke lidt over, men jeg vælger at lade være…
Nå, men hvor om alting er, så mener de, at det er en tarminfektion, som Laura har fået, sandsynligvis fordi der er så mange bakterier herude, som vi ikke er vant til. Hele konsultationen, droppet og medicinen beløb sig til sammenlagt knap 80 kr.!!
Efter en time kunne vi tage tilbage til hotellet, og Pui var meget opmærksom på, at lægen kun anbefalede kogte ris (som viste sig at være en form for rissuppe), og det bestilte hun specielt i køkkenet, og helt uden at vi skal betale for det. Vi var heller ikke mere end lige kommet tilbage, førend Pui var på spil igen – denne gang for at give os en beach bungalow, så vi ikke skulle bære børnene så langt hele tiden, og så var vi også tættere på receptionen, hvis der skulle ske noget i løbet af natten. Det er virkelig rørende, at hun er så betænksom og omsorgsfuld, og da jeg sagde det til hende, sagde hun bare: ”You are mum, I am mum – I know what it’s like”. Så nu har vi altså også fået en beach bungalow, der er noget federe end den hytte vi havde før – mere plads, bedre placering, og lette tilgængelig – ren luksus, selvom jeg da helst havde været fri for hele dette scenarie.
Da vi havde lagt Laura og Victor til at sove, begav jeg mig ned for at aflevere scooteren. Det er ikke så langt fra hotellet, men der var fuldstændigt mørkt, så jeg blev ret glad, da fyren jeg afleverede scooteren til, tilbød mig at køre mig tilbage til hotellet. Det var først da jeg kom op bagpå, at jeg opdagede, at han lugtede af både øl og cigaretter – begge dele alt for meget, men jeg tror det er en ret normal tilstand at køre i herude, og vi skulle jo ikke så langt. Det gik heldigvis også fint hele vejen 
Nu sidder jeg så på vores veranda og lytter til bølgerne, og kigger på lynene, der er ude i horisonten, mens jeg skriver (og sover ind imellem ). Og til vores trofaste læsere kan jeg så afsløre, at vi nu har rundet 100 siders dagbog på denne tur, så en stor tak til jer, der troligt har fulgt med undervejs 
Jeg har fået selskab af vores lille rød-hvide kat, som sidder på skødet af mig, leger med ledningen til computeren, og ligger på stolen ved siden af. Og hvis der nogle gange går for længe imellem at den får opmærksomhed, får jeg et kærligt nap i armen. Selv når den leger, har den hverken kløerne fremme eller bider hårdt, så den er totalt nuser! Så savner jeg jo helt Aksel derhjemme!! Den kom kortvarigt op at slås med en anden kat – den mente vist, at den var trængt ind på dens enemærke, men den anden kat smuttede hurtigt igen. Den kunne ikke miave rigtigt, det var nærmest en lyd som fra en høne eller et vildsvin (lyder de nogenlunde ens??). Det kunne også bare være en ”Tom-Boy” i katte-format… Nå, men nu vil jeg snart lade den være alene herude, for klokken har efterhånden passeret 1.30 om natten…