Søndag d. 2. maj 2010

Sikke en afslappet morgen! Vi gav os rigtig god tid, for vi skulle først være ude af værelset kl. 12, og eftersom vi først skulle flyve hen under aften, så havde vi god tid til at nå de sidste ting, som vi gerne ville inden vi skulle sige farvel til Cambodja igen.
Vi så tegnefilm, jeg fik skrevet lidt dagbog, Laura og Victor pjaskede i badekarret, og vi gav os god tid til morgenmaden. Endnu en gang havde Victor krammet på servitricen, hver gang hun gik lidt væk, kaldte han ”Pii-i”, og så kom hun straks og gav ham fuld opmærksomhed igen. Det bliver hårdt for ham at komme hjem, og være ”helt almindelig” og ikke få opmærksomhed i samme grad 
Da vi havde checket ud fra hotellet, fik vi dem til at køre os ind til byen. Vi havde ikke noget kort over byen, og vi kendte overhovedet ikke det sted, hvor vi blev sat af, men det var ret hyggeligt bare at ”tuldre” rundt, og vi kunne jo altid tage en tuc-tuc tilbage til hotellet, så helt væk ville vi aldrig blive i denne by. Der var nogle andre markeder, hvor vi gik lidt rundt og kiggede, og efter vi havde spist frokost, fandt vi også det marked, som vi var på i går. Der er godt nok meget skrammel imellem, men vi ville gerne have købt et par sko til Laura og Victor, men det glemte vi i alt virvaret af sko, tasker, silke, plukkede høns, friske fisk og frugt. En meget mærkelig sammenblanding, som til tider også giver en temmelig ubehagelig ”ardeur”, men det var ret sjovt at se.
Ud på eftermiddagen tog vi en tuc-tuc ud til Bayon, som er en anden af de store ruinområder, hvor Angkor Wat også ligger. Bayon er dog dén med de 1.000 ansigter, og det må man sige – der var ansigter overalt. Ruinerne er ikke så tilgængelige i ruinerne, så dem lagde vi hos vores tuc-tuc chauffør, mens vi gik på opdagelse.
Der er mange steder rundt omkring, hvor de har Buddha stående, og ved siden af figuren er der tændt lys og røgelsespinde. Laura og Victor blev nærmest trukket ind til én af dem, og de tændte også røgelsespinde. Victor kunne slet ikke få nok, så måske vi har en kommende buddhist i familien  Så fik vi også små armbånd på i forskellige farver, og det syntes Laura til gengæld var fantastisk (man er vel tøs ).
Vi ville gerne have reddet på elefant derud til, men vi kunne ikke finde stedet (så var det nok ikke lige i nærheden, eftersom det er svært at overse en elefant…!). Jeg havde også håbet, at det var i dette område, at aberne holdt til, men det var det ikke, og vi så kun en enkelt undervejs. Så med hensyn til dyrene havde vi ikke det store held i dag, men det var flot, og vi var glade for, at vi tog ud og så det alligevel.
Da vi gik tilbage til vores tuc-tuc, kunne vi ikke finde den nogen som helst steder. Vi forsøgte rigtig længe og flere steder, men han var som sunket i jorden. Det var ikke lige det vi havde mest brug for på det tidspunkt, for vi skulle tilbage til hotellet og hente vores bagage, spise aftensmad og nå ud til lufthavnen, og vi havde i forvejen trukket den lidt længe ved ruinerne. Efter nogen tid måtte vi indse, at han nok var stukket af med vores to klapvogne, som – ved nærmere eftertanke – sandsynligvis repræsenterede en større værdi, end det vi skyldte ham for turen ud til Bayon og retur. Vi havde nu ikke tænkt os, at de skulle med hjem igen, men vi kunne godt lige have brugt dem de sidste to uger, så på den måde er det lidt ærgerligt, men til gengæld glæder vi os over, at der forhåbentlig er nogle, der for stor glæde af dem fremover. Alternativt bliver de brugt som reservedele til et eller andet, og det sidste bliver smeltet om, men det er jo trods alt også en måde at udnytte dem maksimalt på 
Nå, men vi fik fat i en anden tuc-tuc, som kørte os tilbage til hotellet. Her spiste vi hurtigt lidt aftensmad, hvorefter vi blev kørt ud til lufthavnen. Ventetiden gik med at se SvampeBob Firkant på pc’en, og det tiltrak en del opmærksomhed, så da jeg kom tilbage efter at have brugt resten af vores dollars og Riel (man skal gøre det man er bedst til ), så sad Bjørn pludselig sammen med fire børn, de to andres forældre og bedsteforældre samt to sikkerhedsvagter, som alle så ud til at more sig over, at børnene skiftevis så film og tonsede rundt i det meste af lufthaven.
Flyveturen tog kun 35 minutter, selvom den var sat til halvanden time, men denne gang var det også med jetmotorer, så det gik noget stærkere end turen herover. Vi blev hentet i lufthavnen og kørt tilbage til lufthavnshotellet, hvor vi checkede ind og lagde nogle meget trætte børn i seng.