Hm, så oprandt hjemrejsedagen. Hrmf, at hverken lufthavnen i Bangkok er blevet besat af de røde oprørere, eller at askeskyen forhindrer os i at komme hjem. Det havde jeg ellers bestilt! Det føles som om vores hjemrejsedag er kommet lige så hurtigt, som vores afrejsedag kom i februar måned.
Selvom vi havde morgenmad inkluderet i hotelovernatningen, så besluttede vi os alligevel for, at vi skule spise morgenmad nede ved stranden denne sidste morgen. Vi kom derned, og endte på en restaurant, der virkelig havde et godt menukort til morgenmad. Der var alle de ting, som jeg husker fra dengang jeg rejste rundt med Lene – blandt andet bananpandekager og yoghurt med müesli, frisk frugt og honning. Der var også klassikeren havregrød med banan, og det skulle Laura og Victor naturligvis have – de må virkelig have savnet det, for de som gale af det
Inden vi havde fået morgenmaden, var Lauras humør ikke specielt godt, og Bjørn spørger lidt i sjov: ”Laura – kan du stave til blodsukker?”, hvortil Laura svarer (stadig vrælende): ”Nej, jeg vil hellere have rigtig sukker!”
Prøv så lige at forestille jer dette scenarie: Vi sidder på en kridhvid sandstrand, helt nede ved vandkanten. Solen skinner, og det eneste man nærmest kan høre er bølgernes rolige skvulp (Bjørn var gået ind for at vaske fingre sammen med Laura og Victor, så de larmede ikke ). Vi sidder med en overdådig morgenmad, der smager fantastisk og for en gangs skyld ikke udgør ”continental breakfast”, da der pludselig kommer en mand hen til mig, og spørger: ”Do you want a tattoo?” Hm, lad mig nu lige tænke engang – ja, for pokker – en tatovering til min morgenkaffe, det var da lige det der manglede!!! Men jeg kan dog afsløre, at jeg takkede pænt nej
Vi gik tilbage til hotellet og fik pakket det sidste, men selvom vi først skulle være ude kl. 12, så endte det alligevel med at blive lidt stressende til sidst (hvordan skal det ikke gå, når vi kommer hjem, og skal nå både at aflevere børn to steder og være på arbejde i rimelig tid!!!). Vi tog en taxa ned til havnen, og båden skulle sejle kl. 13, men det var jo ”Thai-time”, så vi sejlede først da kaptajnen havde fået drukket sin kaffe og talt med dem, der også sad ved bordet
Inde på fastlandet fik vi fat i en taxa, som skulle køre os til Bangkok lufthavn. Vi kunne også have taget en bus (det havde været væsentligt billigere), men vi håbede til det sidste, at kunne finde et marked, hvor vi kunne købe nogle gode ting at tage med hjem). Det viste sig dog, at chaufføren nærmest ikke kunne tale eller forstå et klap engelsk, så da jeg prøvede at sige ”copy-market” blev det til ”coffee-market – ah, 7eleven!”. Jeg prøvede nærmest alt, men han forstod det ikke. Til sidst ringede han til en veninde, som var bedre til engelsk, og så måtte jeg forklare hende hvad vi mente, og det lød til, at de havde forstået det. Dog er de eneste af sådanne markeder i Bangkok, hvor vi ikke kunne komme hen, så vi endte i et shoppingcenter. Der spiste vi MEGET lokal mad, og det blev ikke til det store shoppe-orgie, men det var fint nok at se.
Det eneste vi mærkede til de mange uroligheder i Bangkok, var militæret, der stod ved lufthavnen og ved betalingsanlæg, men en taxa med fire hvide turister på vej til lufthavnen er nok ikke den største trussel, så vi fik lov at køre igennem uden nærmere undersøgelser.
Vi var i (meget) god tid i lufthavnen, men ventetiden gik forbavsende hurtigt, og Laura og Victor holdt sig vågne, indtil vi skulle lette kl. 00.45. Vi blev dog en time forsinkede, fordi én af passagererne blev dårlig, og valgte at blive i Bangkok. Vi fik lidt at spise (noget nær ikke-menneske-føde), og så var det godnat og sov godt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar