Onsdag d. 28. april 2010

Puha, det var godt nok tidligt at skulle op – især efter ikke ret mange timers søvn, men det lykkedes, og et godt morgenbad gjorde underværker. Jeg skulle dog lige vænne mig til, at der var fem frøer med i bad!! De var ikke mere end én eller to centimeter store, og de havde rigtig gode sugekopper under fødderne, for de sad alle sammen oppe på væggene omkring mig. De hoppede fuldstændigt umotiveret rundt, så jeg fik helt dårlige nerver, men det gjorde bare badet mere effektivt, vi skulle jo også se at komme af sted 
På vejen ud til lufthavnen ringede vil til arrangørerne, og de kunne (endelig) fortælle os, at turen blev til noget – JUBIIII!!!! 
Der var to andre ægtepar, der også skulle med på turen, og da vi fik tænkt lidt over det, var vi faktisk fire generationer, der var af sted: Laura og Victor som børn, Bjørn og mig som forældre, et ægtepar, der kunne være bedsteforældre, og så et par der kunne være oldeforældre. Det var ret friskt af især sidstnævnte, at de tog med på sådan en lang tur, og de var vildt hyggelige begge par. Det ene par kunne endda kende os fra i går – de havde set os sidde og spise på den italienske restaurant. De havde siddet to borde fra os, og heldigvis var det ikke for noget negativt, de kunne huske os, men fordi Victor havde kaldt meget på Bjørn.
Da vi var ved at være klar til afgang, kom piloten og fortalte om turen, og han gjorde det meget klart, at det var som at komme til den tredje verden! Coocktown er den by, der ligger nordligst i Queensland, hvor man kan komme med almindelig bil, og umiddelbart derefter kører man nærmest ud i ingenmandsland. Hvis man trækker en streg på kortet lige nord for Cooktown, så udgør Cape York et areal, der er 2½ gang større end England – og der er ca. 9.500 indbyggere!! Det siger lidt om, hvor øde der er 
Hele Cape York udgør 208.000 km2, og området dækker over både regnskov, bjerge, wetlands, granitbakker, floder (der engang var fulde af guld, og nogle af dem er det stadig), store vandfald, hvide sandstrande og savanne.
Det er primært aboriginals, der bor i Cape York, og hele halvøen lever nærmest af statsstøtte. Der er næsten ingen der arbejder, og der er de senere år kommet flere hvide til, fordi de ikke vil arbejde, og deroppe kan de leve på statens regning. Det giver store problemer, ikke mindst i forhold til alkohol, så derfor er der mange områder deroppe, hvor der er restriktioner i forhold til dette.
Tidligere var denne tur en 3-dags tur, fordi man fløj op til byen Bamaga, men man var aldrig sikker på, om der kom nogen og hentede gæsterne og kørte dem videre, så nogle gange måtte man overnatte i byen, og først blive kørt op til toppen dagen efter eller dagen efter igen, afhængig af chaufførens humør, om hans kone havde lavet god frokost osv.  Nu er det dog blevet så civiliseret, at man er sikker på at blive hentet i lufthavnen når man ankommer, man ved bare ikke helt af hvem 
Derefter fortalte han lidt om, hvor vi flyver hen og hvad der var at se undervejs, og så sluttede han af med at fortælle, at det er Australiens – og måske endda verdens – største éndagstur. Der er 1.000 km op til toppen, så vi når at flytte os 2.000 km på en dag – det er en stor og oplevelsesrig dag, der venter!! 
Vi kom ud til et 10-personers propelfly, og så blev vi sat på plads efter pilotens anvisninger. Vi skulle sidde bagerst, men det gjorde nu ikke noget, for alle fik en vinduesplads, og vi fik ”hørebøffer” udleveret – og nej, ikke til gode film på skærmen – men så kunne vi høre hvad piloten sagde undervejs. Inden vi gik op i flyet gjorde han det meget klart for os, at vi skulle have Laura og Victor ved vores side HELE tiden. Der er mange lurende farer og meget øde og det kan hurtigt gå galt! Vi blev først lidt forskrækkede – vi synes jo altid at vi passer godt på vores børn, men vi blev naturligvis hurtigt enige om, at de skulle være meget tæt ved os hele dagen. Det viste sig dog nok at være lidt overdrevet, men at han måske i virkeligheden bare ville understrege, at hvis der skulle ske noget, så er man meget langt fra alt hvad der hedder hjælp – og det var i hvert fald ingen overdrivelse!!
Så var det tid til afgang – uh, det var spændende!! Sådan et lille fly kræver ikke meget startbane, førend vi var i luften. Vejret var ikke helt fantastisk, faktisk var der totalt overskyet, og vi fik også et par byger på starten af turen. I den forbindelse fortalte piloten, at man oppe ved toppen havde haft meget dårligt vejr og storm i går aftes og i nat, så det var først kl. 4 her til morgen, at turen blev klarmeldt. Det kunne man også godt se deroppe, da vi kørte rundt i 4-hjulstrækkeren, for der lå rigtig mange væltede træer rundt omkring, og vores chauffør kørte rundt med en motorsav bag i bilen.
Nå, men tilbage til flyveturen. Laura nåede at blive luftsyg næsten fra starten, men da morgenmaden var kommet retur, var hun frisk igen, og sad og sang resten af vejen, og Victor sov en stor del af turen, så det passede perfekt 
Vi fløj hen over regnskov, floder, strande, sanddyner, og det var bare en fantastisk flot tur – selv i forholdsvist dårligt vejr. Vi knipsede billeder, så selv en japaner ville være helt misundelig (ok, det var lige en fordom – sorry! ).
Piloten var rigtig god, for han var samtidig guide, og fortalte undervejs hvad vi så, og når der var noget rigtig flot (det var der ofte), sagde han: ”Look right, 1-2-3” og så drejede han skarpt til højre, så vi fik en endnu bedre udsigt over det, og man kunne tage billeder uden at få en halv flyvinge med i linsens synsfelt. Når han så rettede flyet op, sagde han: ”Look left, 1.2,3” og så drejede han skarpt til venstre for at vise os noget andet. Så alle sad som om vi så tennis, og virrede med hovedet først den ene vej, og så den anden vej. Det føltes rigtig sjovt (synes vi), men de fire andre, der var med på turen blev temmelig dårlige af det.
Der var områder, hvor man kunne se store bare pletter i alt det grønne, og det var storme, der havde ødelagt træerne. Det så lidt mærkeligt ud, at det kan komme så spredt. På grund af vejret kunne vi ikke komme ud og se revet (det er ikke rigtig til at se, når solen ikke skinner bare en lille smule), men da vi kom længere nordpå blev det bedre, og der fik vi da set lidt af det.
Efter 2½ times ”scenic flight” landede vi i Bamaga, og da vi var nået dertil, synes jeg allerede at det havde været hele turen værd – god fornemmelse, når vi ikke engang har været på det endelige mål endnu 
I lufthavnen blev vi hentet i en stor 4-hjulstrækker med aircondition og det hele – jeg havde forestillet mig en 4-hjulstrækker med lad, hvor vi skulle sidde bagpå ladet, så det var jo ren luksus.
Toppen ligger 40 km nord for Bamaga, og det tog ca. 45 minutter at nå dertil. Der var kommet rigtig meget regn med stormen i går, så der lå ret store vandpytter (nærmest hele åer) nogle steder, og det gode var, at så var det slet ikke støvet at køre der. Det var ikke det helt store 4-hjulstræk der skulle til på vejen derud, men det var en rigtig god tur alligevel, og mange bump i vejen slap vi ikke for.
Vi nåede til Frangipani Beach, hvor de to damer fik en stol hver i skyggen under palmerne, mens vi andre gik ud til toppen (The Tip). Det var ca. halvanden kilometer, men det var over store sten og klipper. Vi gik rask af sted, og Laura og Victor gik da også noget af vejen, men solen var meget varm og terrænet ikke optimalt, så det endte med at Bjørn og jeg måtte bære dem det meste af vejen – det gav varmen!! Turen derud var også rigtig flot, der var flotte strande og virkeligt turkisblåt og indbydende vand omkring os. Og så – pludselig stod vi der, og vi havde nået vores mål – at stå på toppen af Australien!! Det i sig selv var helt fantastisk, men det blev endnu bedre, da fem delfiner lige kom svømmende forbi!! Med den timing skulle man næsten tro, at turistforeningen havde været på spil og søsat dem til lejligheden 
Guiden havde et skilt med, hvorpå der stod: ”We are standing at the northernmost point of the Australian continent”. Eller - skilt er nok så meget sagt, det var skrevet bag på noget pap, der engang havde været en ølkasse for XXXX Gold, en australsk øl, der i øvrigt smager godt. Alle skulle naturligvis have taget billeder, mens vi stod med det skilt, og efter at have nydt øjeblikket, vandet og delfinerne, så var det tid til at gå tilbage.
Da vi nåede tilbage til bilen, var der kommet en anden 4-hjulstrækker til, men vi havde ikke set nogle gæster komme gående imod os, og det viste sig, at det var vores backup bil, så den havde til opgave at følge efter os, og hvis vi kom i problemer af den ene eller anden slags, så var den der til at komme os til undsætning. Det siger jo lidt om, hvor få mennesker der kommer herud, og hvor langt man er fra alting (eller også var det fordi det var en gammel spand, vi kørte rundt i, som skulle løbes i gang når den skulle starte ).
Derfra kørte vi videre til Seisia, hvor vi skulle spiste frokost. Det var ikke en by, men blot et enkelt hus (faktisk var det bare en gammel campingvogn), og en tilhørende bygning, hvor de havde lavet en souvenirbutik. Det var det eneste der var i miles omkreds. Parret var på vores alder, og de havde overtaget det efter pigens forældre. Pigen og hendes forældre havde engang været på en 500 km trekkingtur i Cape York, og i den forbindelse var de faldet i snak med de tidligere ejere af området. De syntes så godt om stedet, at de købte det, og efter nogle år, havde pigen og hendes kæreste så overtaget det. Det var anden sæson de havde stedet. Umiddelbart lignede de et helt almindeligt par som så mange andre, men det var helt vildt, hvordan de boede i en gammel blikdåse af en campingvogn, og med rod og ragelse overalt. Derudover holdt de også slanger som kæledyr, og de kom ud med to af dem, mens vi sad og spiste frokost. Bjørn fik den ene om halsen, og både Laura, Victor og jeg fik rørt ved den ene. Puha, ikke ligefrem mit favoritdyr i verden, men nu fik jeg da overvundet mig selv til at røre ved den. Det har jeg ikke kunnet tidligere på turen, når chancen har været der, og det er i betragtning af, at jeg engang har stået med en stor kvælerslange om halsen – jeg er godt nok blevet en kylling på mine gamle dage!!
Da vi havde spist frokost var det tid til at køre tilbage til lufthavnen. På vejen var der to dingoer, der krydsede vejen, og de ser så søde og tilforladelige ud – som en rigtig flink hund, og så er det bare et ulve-agtigt sind, de har med sig. Det er svært at forestille sig, når man bare ser dem.
Bamaga-området blev brugt som luftbase under anden verdenskrig, og der ligger nogle forholdsvis velbevarede flyvrag rundt omkring, og vi kørte forbi og så ét af dem på vejen tilbage til lufthavnen.
I Bamaga lufthavn er der ikke noget kontroltårn – det er vist ikke nødvendigt med så få mennesker, der kommer derop, så da vi havde sat os godt tilrette i flyet igen, og taget ”hørebøfferne” på, kunne vi høre, at piloten talte med et andet fly, blandt andet spurgte han om dets position og højde. Hm, det er godt nok mange funktioner han skal have – både kontroltårn, pilot og guide…
Vejret blev væsentligt bedre i løbet af dagen, så på vejen hjem fik vores pilot tilladelse til at flyve ud over det ydre rev på Great Barrier Reef, så vi kunne se det, nu hvor vi blev snydt for det på vejen derop. Det var et helt fantastisk syn, og nu forstår jeg pludselig, hvor revet hedder som det gør. Det udgør fuldstændig en barriere hele vejen op langs kysten – det er ca. 1.900 km langt, og den eneste levende organisme, der kan ses fra rummet. Det er jo dybt fascinerende, og at flyve hen over det var helt fantastisk. Jeg er SÅ glad for, at vejret blev bedre, så vi kunne få den oplevelse med. Der var de flotteste farver i vandet, og man kunne se mange af formationerne, som vi så da vi snorklede rundt på det.
At vi har taget 240 billeder i dag siger vist mere end alt det jeg har skrevet – det har været en ubeskrivelig og fantastisk tur!!  Det eneste, der ærgrer mig rigtig meget med i dag er, at min far ikke kom med på turen. Øv, at de ikke strandede i Australien på grund af askeskyer indtil nu, så han kunne have nået at komme med – det havde været en tur, der lige var faldet i hans smag!
Efter en lidt lang flyvetur nåede vi tilbage til Cairns, og vi synes virkelig, at vi har taget afsked med Australien med manerer  Men selvom det har været en helt unik dag, og den har også været lang, ja – så var den altså ikke slut endnu.
Vi kørte hen og fik en hurtig gang aftensmad, og jeg tror Laura og Victor havde brug for at brænde noget energi af, for de var næsten ikke til at styre på ti tønder land. På et tidspunkt spurgte jeg formanende Laura: ”Kan du huske, at vi har talt om det før?”, hvortil hun svarer: ”Det kan jeg nu, mor – og jeg er på vej!” 
Vi flyver til Bangkok i morgen, men der er stadig mange uroligheder, så vores rejseagent Dorte ringede til os, og sagde at hun havde fået ændret vores flybilletter og nogle hoteller sådan, så vi flyver til Cambodja allerede fredag, og tager tidligere til øerne i Thailand. Derefter må vi se hvad situationen er, om vi tager opholdet i Bangkok til sidst, eller vi vælger at blive på øerne. Men vi fik rigtig mange informationer over telefonen, men hun havde også sendt en mail med alle oplysningerne, så vi ville bare gå på nettet når børnene var lagt i seng, og så ville vi skrive til hotellerne i Bangkok og Cambodja for at ændre datoerne (de er desværre ikke booket gennem hende, ellers havde hun jo allerede været ordnet alt det).
Men ak, nettet på campingpladsen var nede, så vi kunne intet finde frem af oplysninger, det må vi prøve fra lufthavnen i morgen i stedet for. Vi havde også lige en campervan, der skulle gøres klar til aflevering i morgen tidlig, så det blev endnu en meget sen aften/nat uden ret meget søvn.