Fredag d. 7. maj 2010

Jeg må hellere lige starte med at fortælle om Bjørns fisketur i går. Det havde været rigtig godt, og de havde fanget både blæksprutter, nogle lokale fisk de kalder Nan Tang (eller noget i den retning) og så havde de også fanget barracudaer. Bjørn fangede en blæksprutte og en enkelt barracuda, og det var han ganske godt tilfreds med. De tilberedte blæksprutterne til aftensmad, og for Bjørn havde det vist været lige så godt at være lidt sig selv og sine tanker, som selve det at fange fisk  Det var meningen, at turen skulle vare til kl. 23, men han kom først tilbage kl. 00.30, så jeg var begyndt at overveje, om der var sket noget, men det var vist bare almindelige ”Thai-time”  Den måtte vi også sande igen her til morgen…
Vi havde jo bestilt en tur, hvor vi skulle ud og svømme med delfiner, og det var meningen, at vi skulle blive hentet kl. 9.30, og desuden skulle hun ringe og bekræfte turen kl. 9, da jeg bestilte den ret sent i går, så hun kunne først få fat i Oasis SeaWorld her til morgen. Hun ringede overhovedet ikke, og hun endte med at komme næsten en time for sent for at hente os.
Nå, men af sted kom vi, og hun havde taget sine to døtre med på henholdsvis 14 og 8 år. Hun var ellers alenemor til tre, men jeg ved ikke hvor hun havde gjort af den tredje (eller hvor han/hun skulle have været henne i bilen). Vi kørte i en pick-up med bagsæde, så vi sad alle fire på bagsædet, og hendes to døtre delte forsædet.
Jeg indrømmer, at jeg ikke havde læst så grundigt på turen, men det viste sig, at dette SeaWorld lå inde på fastlandet i en by, der hedder Chanthaburi. Så vi kørte ned til havnen, og ventede en halv times tid på at komme med færgen. Derfra kørte vi mod Chanthaburi, hvilket også er vejen til Bangkok, og selvom vi var 280 km fra Bangkok, blev vi stoppet i en form for vejspærring, hvor en militærmand stod og kiggede ind i bilen, og han talte kort med vores chauffør. Vi spurgte bagefter hvad det handlede om, og det viste sig at være fordi vores chauffør havde en rød bluse på (som faktisk var en pink kjole med blomster), men på grund af optøjerne inde i Bangkok, stopper de alle, der kunne have motiv til at køre ind og deltage i løjerne, og rød er åbenbart ikke godt at have på, da det er farven på én af oprørsgrupperne. Det er da rart at vide, fordi Bjørn har en rød løbetrøje, som han nogle gange bruger, hvis alle de andre er beskidte, men heldigvis havde han den ikke på i dag, og han skal nok heller ikke have den på, når vi nærmer os Bangkok  Det er jo ikke ligefrem noget man normalt går og spekulerer over…
Det endte med at tage os 2½ time at komme fra hotellet ud til Oasis SeaWorld, og det show, der startede kl. 13, nåede vi ikke, så vi skyndte os at spise frokost, for så skulle vi svømme med delfiner kl. 13.45. Lidt hæsblæsende, men vi nåede at skifte tøj og gå i bad, og vi overlod Victor til vores chauffør og hendes to døtre, fordi han var for lille til at komme med. Laura fik en svømmevest på (det gjorde vi alle), og så var vi i gang. Det var lidt af et show, hvor vi fik delfinkys, kunne give den ”hånd”, svømme med dem og de var i det hele taget ret søde til at lade os komme tæt på dem. Laura var ikke så meget for det, ville dog gerne klappe den, når den lå oppe på en madras, men ellers ville hun helst bare kigge på dem, og syntes også det var ret sjovt. På et tidspunkt mens jeg svømmede med én af dem, sagde hun til Bjørn: ”Mor fanger delfiner!”, men jeg tror nu nok, at hun mente det rigtige, at vi bare svømmede med dem 
Det var rigtig sjovt at komme så tæt på delfinerne, det har ingen af os prøvet før, og de var meget tillidsfulde og lidt hyggelige, hvis man kan kalde en delfin det.
Hele seancen foregik på nogle flydende pontoner, som – indrømmet – godt kunne være lidt svære at komme op på, når man først var nede i vandet, men der var hjælpere, der gik rundt og hjalp folk op. På et tidspunkt var der en ret stor pige, som ikke kunne komme op selv, og den stakkels thai-mand (dreng?) kunne simpelt hen ikke få hende op, så Bjørn måtte træde til, og hive godt fat, for at få hende op. Det så ret sjovt ud 
Indimellem kunne vi høre, at Victor ikke var helt tilfreds, men hun var trods alt en erfaren mor, og da vi kom tilbage sov han trygt i hendes arme 
Derefter var der delfinshow, og det var da ok, men det blegnede altså lidt, når man lige havde været ret tæt på dem – det var helt klart den største oplevelse. Alle skiltene i parken er på thai – og kun thai! Det virker ikke som om der er så mange turister ud over lokale, selvom det tror jeg nu nok der er. Men hele showet blev afholdt på thai, og da hun til sidst (åbenbart) sagde, at det var slut, rejste alle sig med det samme op og gik. Så man må jo konkludere, at de kunne forstå hvad hun sagde…
Det er rigtig, rigtig varmt i dag – selv thaierne synes det er mere eller mindre ulideligt, men vi har også 35 grader, og en ekstremt høj luftfugtighed.
På vejen tilbage stoppede vi ved et shopping center, og der lå et lokalt marked lige ved siden af. Jeg blev jo fuldstændig vild i varmen, og syntes det var fantastisk – men tænk jer, at slippe mig løs sådan et sted – og så kun give mig én time!!! Det var næsten ikke til at bære!! Det viste sig også, at det langt fra var nok for at nå det hele igennem, men vi fik da kigget lidt, og både Laura og Victor fik et par sko.
De mærkelige var, at de næsten ikke var til at handle med – det var faste priser på langt det meste. Jeg fandt et ur, som hun ville have 250 bath for (50 kr.), men jeg prøvede at få det ned til 200 bath, men hun ville maksimalt strække sig til 230 bath. Så prøvede jeg at gå, men hun kom ikke engang efter mig (det havde jeg lidt forventet, det er sådan jeg husker disse markeder). Jeg kiggede videre, men ingen af de andre havde et magen til, så jeg gik tilbage til hende og sagde ”230 ok”. I mellemtiden var der kommet en anden pige til, og de diskuterede længe, og jeg overvejede flere gange bare at gå, for hvis de ikke engang kunne blive enige om, at de ville sælge det til 230 bath, som den ene selv havde foreslået, så kunne det også være lige meget. Men hurra for at eje en smule tålmodighed, for til sidst sagde hun ”220 ok”. ??? Øh, ok så!  Og sådan gik det så til, at jeg blev den glade ejer af et nyt ur – ægte Quartz naturligvis .
Ved færgen var der rigtig mange biler, der ventede på at komme over, så vi kom ikke med den første færge, men som rosinen i pølseenden, nåede vi som næstsidste bil, at komme med færge nr. 2. Det var blevet mørkt, da vi kom tilbage til Koh Chang, og jeg ved ikke lige, hvad der var sket ved skiftet fra lyst til mørkt, men jeg tror vores chauffør var mega-stære-mørke-blind, for hendes kørsel blev ret ”spændende” og meget usikker, hun kørte to gange ud over vejkanten, var ved at køre en scooter ned, og så kom hun nogle gange helt over i den forkerte side af vejen. Men vi nåede da helskindede hjem, så det var vi glade for. Klokken var næsten blevet 20, så vi skyndte os ned og få lidt at spise, og så var det tilbage til værelset og sove. Vi var trætte alle fire efter en lang og oplevelsesrig dag, så vi gik i seng samtidig med børnene 