Torsdag d. 29. april 2010

Tju-hej hvor det går! Vi havde temmelig travlt her til morgen med at gøre det sidste af bilen klar til aflevering (de ting, som vi ikke lige havde mod på at gå i gang med i nat kl. 2). Det tog lidt længere tid end beregnet, og vi var heller ikke så gode til at komme ud af fjerene, så det blev en meget hæsblæsende morgen, hvor vi stod hos Kea kl. 9 og skulle aflevere bilen – det var et kvarter før vi burde checke ind i lufthavnen (dvs. en time før afgang!!). Damen hos Kea var heldigvis meget forstående – jeg skulle kun lige udfylde en tilfredshedsundersøgelse, inden hun kunne gå ud og gennemgå bilen!! Det var nok ikke lige det, jeg havde mest lyst til at bruge mine dyrebare minutter på lige på det tidspunkt, men jeg fik hurtigt sat et par krydser uden at læse spørgsmålene (middel er altid et godt og intetsigende svar), og så kunne hun gennemgå bilen. Hun gik foran mig, og gik lige rundt om bilen, og udbrød ”Oh, my good!”. Jeg blev ligbleg for et øjeblik og tænkte, hvad søren det var, vi ikke lige havde opdaget af buler og ridser – bare for at opdage, det var fordi der sad nogle store grønne myrer på bilen! Lidt bebrejdende spurgte hun om, hvor vi dog havde været henne, og om de havde været der hele tiden - ok, lady – tag lige og fald lidt ned! Men hun gik heldigvis hurtigt videre, og konstaterede med et spørgende udtryk, at vi havde kørt 3.970 km – tja, det skal nok passe – det løber jo op med de afstande 
Nå, men hvor om alting er, så blev bilen afleveret hurtigt og uden bemærkninger, så vi fik en taxa og hastede ud til lufthavnen. I telefonen i går havde Dorte sagt, at vi skulle flyve med Qantas hele vejen, og heldigvis var der ingen kø ved deres skranker, så vi skyndte os derhen – bare for at konstatere, at det blev fløjet af JetStar, og derfor skulle vi om i køen bag den rand af mennesker, der stod lidt længere henne. Der var jeg lige ved at panikke, det ville vi aldrig nå!! Men i det samme blev der sagt over højtalerne, at dem der skulle med flyet til Sydney, skulle gå til en særskilt skranke, og vi var heldigvis mange. Så de må have haft nogle problemer, der har gjort, at de blev forsinkede med indcheckningen, og det var vores held. Vores bagage har tabt ca. 10 kg i vægt (vores forældre har fået en del med hjem, og vi har smidt noget ud), hvilket betyder, at der er plads til 25 kg. shopping i Thailand – go go go!!! 
Da vi havde checket ind og var kommet igennem SIKKERHEDS-kontrollen, blev Bjørn valgt ud til en ekstra kontrol for sprængstoffer (han så også lidt anspændt ud, men det var nok mest morgenstress), og så blev han jo straks til Krudtkarl . Da vi var kommet igennem alle de forskellige kontroller, så kunne vi slappe af igen, og Bjørn måtte konstatere: ”Jeg havde helt glemt hvordan det er at være stresset!”. Han har heller ikke været kæk på noget tidspunkt her til morgen, men det kom hurtigt tilbage, da vi sad ved gaten og ventede på at boarde 
Det er lidt tåbeligt, men den eneste mulighed for at komme fra Cairns til Bangkok er via Sydney – dvs. vi flyver næsten tre timer syd, for at flyve ni timer nordpå igen. På vejen faldt Bjørn i snak med en far til to børn, som sad lige bag os, så Laura og Victor fik lidt underholdning ud af det sammen med dem.
Da vi ankom til Sydney skulle vi med en transitbus fra indenrigs- til udenrigsterminalen, og det kostede den nette sum af 5,50 AUD (ca. 30 kr.) pr. person. Det er ikke fordi jeg skal brokke mig, men alligevel synes jeg det er flabet at tage penge for sådan en bustur – det er ligesom deres bagagevogne, de koster også 1 AUD (godt 5 kr.). Nå, ikke mere brok, vi skulle hente vores bagage i Sydney, og checke den ind på ny. Derefter skulle også igennem SIKKERHEDS-kontrollen igen, og endnu en gang blev Bjørn vinket til side, for at blive kontrolleret for sprængstoffer. Nu kan Krudtkarl vel næppe gøre det mere – nu er han blevet opgraderet til Dynamit-Harry!  Jeg spurgte af nysgerrighed om, hvorfor de lige valgte ham, men fik at vide det var tilfældig stikprøveudvælgelse (se, som tidligere revisor er det jo noget man kan forholde sig til ), og da der ikke kom så mange igennem hendes område, og jeg gik med børnene, ja så blev det Bjørn, der blev udvalgt. Imens alt dette foregik, så lå Victor og pustede til nullermænd på gulvet – en yndlingsbeskæftigelse, han desværre ikke kun praktiserer i lufthavne… 
I lufthavnen prøvede jeg at komme på Internettet, men det var så langsomt, at det næsten ikke var til at arbejde med, og det ville slet ikke åbne filer fra mailen, men heldigvis var der én af mine mails, som indeholdt adressen på det hotel, som Dorte har booket til os i Bangkok – så ved vi i hvert fald hvor vi skal hen, når vi lander i Bangkok. Jeg måtte så droppe at finde ud af hvornår vi skal flyve til Cambodja i morgen, og i stedet bede min mor sende en sms med de oplysninger vi skal bruge til det (de bestilte også deres rejse gennem Dorte, så de kender hinanden i forvejen).
Da vi skulle ombord på flyet gav jeg vores boardingkort til én af pigerne ved skranken, og de svarede med ”Thank you”, hvor efter Victor sagde ”San-kju”, og så var de helt solgte (og det var moderen og faderen også ).
Jeg troede først, at Qantas havde fået nye luksusfly med massage i stolene, men det var lidt for ”punkt-vis”, og det gik hurtigt op for mig, at det var en gnavpot, der sad bag mig, som syntes jeg sad for uroligt. Det var allerede inden flyet var lettet, at jeg fik de første skub – og bevares, Victor sad ret uroligt, og jeg kan godt forstå at det kan være generende, men så kunne hun da være voksen nok til at sige det, i stedet for at gå i ”min-far-er-stærkere-end-din-far”-barndom og bare skubbe tilbage – hun var trods alt omkring 60 år… Nå, men jeg valgte at vise mig fra min rolige side og ikke sige noget, selvom det blev en lidt lang flyvetur på den konto.
Victor faldt i søvn, men Laura var ikke sådan at slå af pinden. ”Hørebøfferne” var lidt for store til hende, så hun sad så tegnefilm mens hun holdt på dem i bedste Stevie Wonder-stil.
Det var trist at skulle sige farvel til Australien, men det er kun for denne gang – vi vil helt sikkert gerne tilbage på et tidspunkt 
Vi landede i Bangkok ved 23-tiden lokal tid, og det betyder, at vi allerede har skåret tre timer af tidsforskellen til Danmark. Allerede i lufthavnen fik Laura og Victor rigtig meget opmærksomhed – det er nok deres lyse hår, der gør det, men de var ikke lige trygge ved det hele tiden.
Vi fandt hotellets shuttle-bus, og det lå ret tæt på lufthavnen, så vi har intet mærket til urolighederne. Nettet fungerer fint fra hotellet, så nu har vi alle flyafgange osv., og jeg fik talt med hotellet i Cambodja, og de har plads til os allerede i morgen, så nu kan vi sove med en god mavefornemmelse. Jeg prøvede også at få afklaring på hotellet i Bangkok, men det var umuligt at komme igennem til Hotels.com fordi de stadig har meget at lave efter vulkanudbruddet, så jeg endte med at skrive en mail, og så må vi tage den, når vi får netadgang igen. Det hele er blevet ændret i sidste øjeblik, og der har ikke været så meget omstillingstid og tid til at ordne de praktiske ting, så det gav trods alt lidt ro, selvom det kostede en halv nats søvn.