Søndag d. 9. maj 2010

Heldigvis havde Victor det bedre i dag, og han spiste morgenmad som en hel hest – det var gode tegn!! 
Det var meningen, at vi ville blive hentet kl. 9.30, men allerede ti minutter tidligere, ringede de fra receptionen om, at bilen var her – og så fik vi ellers fart på (ti minutter om morgenen er meget lang tid i vores verden!!). Endnu en gang blev vi ”smidt” op på ladet af en bil, og så kørte vi sydpå til byen Bang Bao, som er en havneby og det eneste sted, hvorfra der sejler både til de andre øer. At ”køre sydpå” lyder meget langt – det var det ikke! Øen er ca. 30 km lang, og vi bor godt halvvejs mellem nord og syd, så det har maksimalt været 15 km. Men selvom det ikke var så langt, så kom den lille bil godt nok på arbejde. Der er en del ret stejle bakker og snoede sving, og med ni voksne mennesker (heraf otte vesterlændinge) og to børn, ja så måtte bilen slide hårdt i det, for at komme op over bakketoppene.
Bang Bao var i ægte thailandsk stil – mange mennesker, små butikker og mobile boder overalt, mange forskelligartede lugte fra blandt andet frugt, grønt, fisk, røgelse og skrald, og så virkede det bare så kaosagtigt, som det næsten kunne. Men vi fandt da nogen at gå efter, for at finde ned til båden. Vi gik ned ad en smal ”sti” med boder på begge sider, og nogle gange var der lige et ”hul” i boderne, og der kunne man så se, at hele dette marked var bygget på pinde i vandet. Vi fandt båden – den lå så i ”anden position” i havnen, så vi skulle lige over i én båd, for at kunne komme ombord på den rigtige båd – bevares, man er vel elegant som en gazelle med to rygsække, en kamerataske, og så to børn på armen (det var altså ikke sådan, at der var en fin gangbro over, men derimod en lille thai-mand, der stod med et reb og holdt bådene sammen, og så var det bare at springe ombord) 
Det var en speedbåd vi skulle med, og det var så som så med hyggen, for motorerne larmede en hel del – faktisk så meget, at man dårligt kunne tale sammen, men det var en god og effektiv måde at komme rundt og se nogle øer på. Det var kun en halvdagstur, så det blev ikke så langtrukket for Laura og Victor. Jeg har stadig ikke fundet ud af, præcist hvilke øer det var, vi var ude ved. Jeg troede, at jeg havde booket en tur, hvor vi blandt andet kom til Koh Wai, men når man ser på kortet, så var det ikke den vej vi sejlede, så jeg tror måske, at vi har været ved Koh Loan, Koh Thong Lang og Koh Rang, men jeg er altså ikke sikker.
Ikke desto mindre snorklede vi ved det første sted, og det var rigtig flot. Det var ikke en ø, hvor man kunne gå i land, men derimod sprang vi i vandet fra båden. Laura havde sin svømmevest på, og hun var rigtig glad for at komme med derud. Victor ville ikke rigtig noget, så Bjørn og jeg skiftedes til at være ombord på båden med ham. En del af de andre var lige hoppet i vandet, da jeg hørte nogle grine fuldstændigt hysterisk højlydt. Det var lidt for meget til bare at være en klovnefisk (he he), men det viste sig også at være en torsk i stedet for. Eller rettere sagt, én af dem havde selv taget sin svømmevest på, og hun havde vist ikke lige fået strammet den ordentligt, så hele vesten flød lodret ovenpå vandet med hendes hoved helt nede i vandoverfladen, og så lignede hun bare noget der var løgn. Så jeg kan faktisk godt forstå, hvorfor de andre grinede sådan af hende (det gjorde hun nu også selv) 
Derefter sejlede vi meget kort ind til en ø (som altså er den, jeg tror var Koh Rang), og der gik vi i land på den flotteste hvide sandstrand og det turkisblå vand, og nød vores frokost i de rigtig dejlige omgivelser. Victor klagede over ondt i maven, og han ville hverken frem, tilbage eller til siden, så han fik lov til at rase lidt af for sig selv. Heldigvis gik der ikke så længe, før han faldt til ro, og det gik fint på resten af turen. Det var et ægte ferieparadis at være kommet til, så vi nød det i fulde drag.
Det sidste sted vi stoppede havde endnu flottere snorkling end det første – det var ikke helt Great Barrier Reef, men godt derhen ad. Laura var igen ude at svømme – først med Bjørn, og bagefter med mig. Hun bliver en rigtig lille vandhund, og hun er faktisk blevet rigtig god til at finde balancen i vandet og sprælle med arme og ben, så hun kommer derhen, hvor hun gerne vil.
Dette sted var sidste stop, og derefter satte vi atter kursen mod Bang Bao, hvorfra vi blev kørt tilbage til hotellet. Her nåede vi lige i bad, og så var det tid til min ”alene-tid”, så jeg gik spændt ned til massageklinikken med en forventning om forkælelse, nydelse og afslapning. Det skulle dog vise sig at være en anelse anderledes…!
Det startede dog godt, hvor jeg fik et kort fodbad, nusset tæer med skrubbecreme og det var ganske rart. Derefter kom thai-massagen så. Jeg skal love for, at der er power i sådan en lille thai-dame!! Jeg lå på briksen, og hun hoppede rundt oppe på den, og masserede med både arme, ben, albuer og knæ, så det både sagde knæk, knas og brag i hele kadaveret. På et tidspunkt begyndte hun også at slå, men jeg tror nu, at det var en del af behandlingen. Hun præsterede også at få min krop ud i nogle positioner, som jeg overhovedet ikke anede, at den var i stand til (det føltes godt nok heller ikke, som om den var bygget til det!!). Og så begyndte hun på det der punkt-massage, hvor hun nærmest bare borede en finger ind i ryggen på én, så – hvis det ikke var fordi man lå på en briks og havde betalt for massage, havde vendt sig om og pandet hende én, fordi det gjorde så tæske naller. Og hvorfor er det så lige, at når det begynder at gøre ondt, så begynder man at grine i stedet for at råbe AV!? Det er da et mærkeligt fænomen…
Nå, men jeg havde bestilt både thai-massage og massage i ansigtet og hovedbunden, og sidstnævnte var noget mere afslappende og behageligt. En nærmere beskrivelse vil jeg undlade – mest fordi jeg vist nok sov under store dele af det, og faktisk ikke husker så meget af det…
Om det har været afslappende?? Ikke just den første del, men bagefter havde jeg en fantastisk følelse i hele kroppen, og jeg nærmest svævede ned ad gaden på vej derfra. Og tænk at man kan få 2½ times massage for 150 kr. – det er da rørende billigt!!!
Da jeg kom tilbage til hotellet, gik jeg ned for lige at nyde den sidste del af solnedgangen, hvorefter jeg gik tilbage til vores værelse. Her fandt vi ud af, at mine forældre var online op Skype, så dem fik vi lige talt lidt med. Det fremmer jo ikke hjemrejse-lysten at få at vide, at det er ca. 10 grader og gråvejr derhjemme, og at de forventer nattefrost i nat – brrr!!!
Derefter gik vi ud og spiste aftensmad, men det var blevet lidt sent, og Victor var træt efter dagens strabadser, så han faldt i søvn på restauranten. Vi skyndte os hjem og fik lagt ham og Laura i seng, og så tog Bjørn ud og løb. Han er faktisk stadig af sted, så jeg ved ikke hvor langt han løber, men målet er vist 15 km.