Lørdag d. 1. maj 2010

Godmorgen, godmorgen! Vi blev vækket ved at telefonen ringede, og jeg var fuldstændig desorienteret, da jeg tog den – det var fuldstændigt mørkt (kunne være pga. de mørklægningsgardiner, som de har mange steder), jeg anede ikke hvad klokken var, og jeg kunne dårligt finde ud af, hvor i rummet jeg var eller hvor telefonen var henne, men det lykkedes da at finde den trods alt. Det var svært at forstå budskabet, ikke mindst fordi han fablede om en tur, og vi havde jo bestilt en tur med vores taxachauffør, og jeg var lidt bange for, at vi havde sovet over os, og at han stod og ventede på os nede i receptionen. Det var dog ikke tilfældet, for da jeg spurgte ham om, hvad klokken var, svarede han 5.30!! Han mente, at vi havde bestilt en solopgangstur her til morgen – han havde bare lige ringet til det forkerte værelse! Desværre vågnede vi alle sammen af det, og vi prøvede ihærdigt at få alle mand til ro igen, men det lykkedes ikke for alvor, og så måtte vi til sidst stå op.
Vi havde dog en hyggelig morgen, hvor vi tumlede og legede, og bagefter gik vi ned og spiste morgenmad. Det kniber lidt med at få malariapillerne i Laura og Victor – de smager vist ret grimt, og selv cola (det var altså ikke her til morgen, men i går) kan ikke overdøve smagen, så vi måtte i gang med de hårde skyts som slik som belønning. Vi prøvede det i mælk i dag, og det gik nogenlunde, dog meget langsomt, så det tog lidt længere tid at spise morgenmad end forventet.
Derudover brugte Victor også en del tid på at charmere servitricerne. De ville rigtig gerne have ”fingre” i ham, og det mærkede han jo straks, så han ignorerede dem, når de stod ved siden af ham, men lige så snart de vendte ryggen til, for at gå igen, kaldte han ”Pii-i” (pige), og så kom de selvfølgelig vimsende tilbage til ham. Det præsterede han at gøre rigtig mange gange i træk, og det var lige sjovt hver gang – for alle parter 
Endnu en gang var vores chauffør præcis, det var vi ikke, så vi kom først af sted da klokken var næsten 9.30, men han var meget sød og forstående, så det var fint.
Vi startede med at køre ud til Tonle Sap (The Great Lake), som er én af verdens største ferskvandssøer. Jeg havde forventet en sø, hvor man stoppede, tog billeder, og måske kørte en tur i hestevogn, men der tog jeg fejl! Man skulle tage en båd ud ad en lille flod, for at komme ud til selve søen, hvor man sejler rundt i en flydende landsby, og ser de flydende markeder. Det ville vi gerne, og billetterne kostede den nette sum af 20 USD stykket, børnene var dog gratis. Det var ret dyrt, men vi tænkte at nu var vi her jo, og så skulle det også prøves. Det viste sig så, at vi fik vores helt egen båd med bådfører og guide, og så gav prisen pludselig lidt mere mening, selvom de alligevel nok griner hele vejen ned til banken...
Det er stadig ”dry-season” herude, hvilket betyder, at der ikke er ret meget vand i søen. Bådene kunne dårligt krydse hinanden på den lille flod, fordi der kun var dybt nok lige på midten, så de sejlede til tider ret tæt på hinanden, og nogle gange også lidt ind i hinanden, uden at nogen dog tog nærmere notits af det.
Ude på søen blev vi passet op af en lille båd, hvor en dreng på ca. seks år elegant hoppede fra sin egen båd over i vores. Han ville prøve at sælge drikkevarer til os, men da det ikke lykkedes, måtte han pænt hoppe over i sin egen båd igen, hvorefter han tog en slange rundt om halsen. Mega turist som jeg jo var, tog jeg et billede af det, hvorefter han straks begyndte at råbe ”One dollar!” efter os – vi var virkelig havnet i en turist-fælde, og det blev endnu værre endnu.
Umiddelbart tror man nok, at man er hellig ude på vandet, men selv derude, var der tiggere overalt, som sejlede op på siden af os og tiggede efter penge. Det var godt nok ikke særligt rart, dels fordi det er ubehageligt at se mennesker, der ikke har det godt, dels fordi hele området virkede ret fattigt, og sidst men ikke mindst fordi vi ikke rigtig selv kunne styre situationen, og gå væk hvis vi gerne ville det. Tiggerbådene har ofte haft deres børn med, og mange af dem sidder med slanger rundt om halsen.
Det er en hel landsby, der er flydende ude på søen. De har både skole, kirke, politistation, marked, et sted folk kan få ladet deres generatorer op, og selv om her virker meget meget fattigt, ja så har man da også lige en parabolmodtager stående midt ude i vandet. Selv burene med høns og grise var flydende i forlængelse af husene. På et tidspunkt kom der en lille dreng sejlede i en hvid vaskebalje. Han så simpelt hen så sød ud, men desværre var han for langt væk, til at vi kunne få et billede af ham.
Da vi havde sejlet lidt rundt, dukkede endnu en turist-fælde op. Vores guide forklarede, at vi skulle besøge et børnehjem, og at vi altså SKULLE købe noget til dem – eksempelvis blokke, blyanter eller nudler. Jeg blev helt vildt irriteret, ikke fordi jeg ikke vil give dem noget, for det vil jeg meget gerne, men jeg vil gerne selv have lov til at bestemme. Vi blev sejlet hen til et hus, hvor vi gik ombord, og hun solgte da 50 pakker nudler til den nette sum af 20 USD!! Så vi blev totalt bondefanget, og vi endte med at købe nogle blokke og blyanter til dem i stedet for – de sidder også og griner endnu.
Inden vi skulle besøge børnehjemmet, skulle vi også forbi en flydende krokodillefarm, men vi skulle i det mindste ikke betale indgang for at komme ind. Der var et stort bur med i hvert fald fem krokodiller, et bur med nogle slanger, nogle ferskvandsfisk som levede i akvarier næsten uden vand osv. Ikke noget særligt, og jeg tror vores guide blev lidt irriteret over, at vi ville så hurtigt af sted igen, at han ikke kunne nå at drikke sin sodavand.
Sidste stop på turen var så børnehjemmet. Det er ret tragisk, for mange af børnene har mistet deres forældre i deres ”wet-season”, hvor der er rigtig meget vand i søen. De fleste lever af at fiske, og om natten er der åbenbart en del der kæntrer, men mange af dem kan ikke svømme, og så er det, at det går galt. Vi besøgte dem på den flydende skole, hvor de bliver sejlet til hver morgen, for de sover og bor i en flydende kirke, et lille stykke derfra. Børnene var helt vildt søde, de virkede glade og velernærede, og deres tøj var pænt og rent. Så jeg tror de har det ret godt, men det er jo klart, hvis de narrer alle turister lige så meget, som de har narret os 
Nå, men det var en rigtig god oplevelse, og Bjørn pakkede en blok og en blyant ud, og begyndte at tegne (punktum, punktum, komma, streg – sådan tegnes Nikolaj). Det var det helt store hit, og halvdelen af klassen blev tømt for børn til fordel for Nikolaj 
Imens gik jeg rundt og tog billeder, og børnene var helt vilde med at blive fotograferet mens de lavede V-tegn, og bagefter skulle de selvfølgelig se dem selv på skærmen. Så gik de helt amok og alle pegede på dem selv, mens de grinede højt.
Så selvom vi blev bondefanget, har det alligevel været en rigtig god oplevelse, og Laura og Victor syntes også det var sjovt at se alle børnene.
Da vi sluttede på børnehjemmet, gik turen så tilbage til ”havnen”, og vores guide sluttede af med direkte at bede om drikkepenge. Jeg havde gjort nogle klar til ham, men lysten til at give dem forsvandt lidt, når de selv beder om dem. Nå, men sådan er det nok bare herude, det er bare en noget anden mentalitet, hvor vores ”do’s and dont’s” ikke eksisterer i samme grad – og vi havde jo en god tur trods alt 
Vi gik i land af en – noget vakkelvorn – ”landgangsbro”, og der mødte vi den sidste turist-fælde. Vi havde godt set, at der var én, der tog billeder af os, da vi gik ned mod båden, og det havde de allerede fået scannet ind og lavet til tre skåle, men det faldt vi trods alt ikke for (hvor var vi dygtige! )
Vores chauffør havde straks spottet os og kørt bilen frem, og så kørte vi videre mod Angkor Wat Templet. Han spurgte straks, om hvordan turen havde været, og om de havde prøvet at få os til at købe ting til børnehjemmet. For det må de ikke, og man behøver heller ikke at gøre det. De får typisk en procentdel af det, der bliver købt for, så derfor er de meget ihærdige og overbevisende overfor turisterne. Og det fortæller han så nu!!! Nå, så fik vi da for alvor konstateret, at vi er lidt blåøjede 
Vi kørte igennem små landsbyer, og rigtig mange steder ser her rigtig fattigt ud. Vores chauffør fortalte, at i Siem Reap taler rigtig mange engelsk, fordi 90 pct. af de arbejdende har med turister at gøre, men lige så snart man kommer lidt uden for byen, kan ingen engelsk, og mange af dem ved overhovedet ikke, hvad en computer eller Internettet er for noget. Der er ca. 50 pct. arbejdsløshed i Cambodja, men det er kun et groft skøn, for der er ingen, der rigtig ved det med sikkerhed.
Vi spiste frokost ude ved Angkor Wat, og selv på et turiststed som dette, er priserne rørende billige. Bagefter gik turen så ind til selve ruinen af Angkor Wat. Det er fuldstændig som man har set på billeder, men ret stort selv at stå foran det. Det blev bygget i 1100-tallet frem til 1600-tallet, og man kan godt forestille sig, hvor stort, flot og almægtigt det har været engang. Det var en konge, der startede med at lade det bygge, og han må have haft sindssygt mange penge dengang til at bygge alt dette – det er en kæmpe område, hvor man kører rundt ad veje, for at kunne komme rundt og se det hele.
Da vi gik rundt derinde var der også en helt anden turistattraktion: Laura og Victor! Det var helt vildt, så mange mennesker, der kom hen til os. Nogle var meget høflige, og spurgte om deres alder, og om de måtte tage billeder af dem, andre gik bare hen og rørte dem på kinderne og løftede op i ærmerne på bluserne, for at se hvor hvide de var indenunder. Det var vist lidt overrumplende nogle gange, og det var sjældent de fik dem til at smile på billederne. Men folk var fuldstændig vilde og blodige, og det tog os rigtig lang tid at komme et meget kort stykke vej.
Da vi havde set det vi ville af Angkor Wat, gik vi tilbage til vores chauffør, som kørte os ind til byen igen. Han hjalp os med at bestille bord på en restaurant, hvor der var buffet og show dance om aftenen.
Vi kørte lidt rundt og shoppede lidt, hvorefter han satte os af ved restauranten igen. Det var en god buffet, og der var mange cambodjanske specialiteter. På et tidspunkt ville Laura gerne smage min papaya, og da jeg spurgte hende om, hvad hun syntes, svarede hun eftertænksomt og lidt fint: ”Jeg synes det smager grimt!”
Efter maden var der så traditionel cambodjansk dans, som tidligere var forbeholdt kongen, men altså nu mest er for turister. Det var en rigtig god oplevelse, og det osede af asiatisk stemning, når det er bedst. Elegant dans med asiatisk musik til, og det var imponerende, hvordan de kunne få deres fingre og hænder ud i de positioner.
Showet varede en time, og Laura var meget fascineret af det, det var Victor også, men mest når de holdt pause, hvor han så råbte ”Mer’ mer’”. Vi tog en tuc-tuc (en ligge vogn, der er spændt efter en scooter) tilbage til hotellet, og så syntes vi også, at vi havde gjort det helt godt i dag. Vi kunne vist ikke have fået meget mere ud af det, en dag fyldt med gode og sjove oplevelser.