Onsdag d. 19. maj 2010

Vi nåede at indhente den time, vi var forsinkede fra Bangkok, så i stedet for godt 12 timer, var flyveturen til London ”kun” godt 11 timer. Victor sov i 10 timer (og nåede så at kaste op i den ene time han var vågen), og Laura sov i otte timer, så Bjørn og jeg havde god mulighed for at se film og få sovet.
I London fandt vi en café, der serverede havregrød, og endnu en gang var både Laura og Victor helt vilde – det må de virkelig have savnet!!
Det tog knap to timer at flyve til København, og hele vejen sad vi og talte om, at mormor har lovet at lave frikadeller til vi kommer hjem, og det er noget vi alle sammen glæder os meget til (hvis hun skulle finde på at lave noget som helst med ris og/eller kylling, så er det HELT sikkert en ommer!!! ).
Mormor og morfar hentede os i lufthavnen, hvor vi også fik vores bil igen, og så kørte vi alle sammen til Hillerød, hvor de havde stået for indkøb, og mormor havde også lavet de populære frikadeller.
På vejen hjem havde Bjørn lidt problemer med at finde gearstangen i venstre side af bilen, men han kørte i det mindste i den rigtige side ad vejen, så det gik ganske godt 
Det var nu alligevel rart at træde ind i vores eget hus igen, og Laura og Victor var utroligt glade for at se alt deres legetøj igen – det har også været savnet!
Selvom jeg havde tanken om at jeg BARE ikke ville hjem mens vi var derude, så fik jeg også hurtigt tanken om, at det nu også er dejligt at være her i Danmark og i vores helt eget hjem. Derudover er det også en bonus, at man kan trække vejret uden aircondition, og her er rent og lugter ikke overalt. Så alt i alt er det rigtig dejligt at være hjemme igen, og det gør det selvfølgelig heller ikke dårligere, at vi kunne sidde og nyde en god dansk frokost på terrassen i solskin – uden at kampsvede helt vildt 
Ude godt, hjemme bedst – men det er helt sikkert ikke sidste gang vi har taget sådan en tur 

Tirsdag d. 18. maj 2010

Hm, så oprandt hjemrejsedagen. Hrmf, at hverken lufthavnen i Bangkok er blevet besat af de røde oprørere, eller at askeskyen forhindrer os i at komme hjem. Det havde jeg ellers bestilt! Det føles som om vores hjemrejsedag er kommet lige så hurtigt, som vores afrejsedag kom i februar måned.
Selvom vi havde morgenmad inkluderet i hotelovernatningen, så besluttede vi os alligevel for, at vi skule spise morgenmad nede ved stranden denne sidste morgen. Vi kom derned, og endte på en restaurant, der virkelig havde et godt menukort til morgenmad. Der var alle de ting, som jeg husker fra dengang jeg rejste rundt med Lene – blandt andet bananpandekager og yoghurt med müesli, frisk frugt og honning. Der var også klassikeren havregrød med banan, og det skulle Laura og Victor naturligvis have – de må virkelig have savnet det, for de som gale af det 
Inden vi havde fået morgenmaden, var Lauras humør ikke specielt godt, og Bjørn spørger lidt i sjov: ”Laura – kan du stave til blodsukker?”, hvortil Laura svarer (stadig vrælende): ”Nej, jeg vil hellere have rigtig sukker!” 
Prøv så lige at forestille jer dette scenarie: Vi sidder på en kridhvid sandstrand, helt nede ved vandkanten. Solen skinner, og det eneste man nærmest kan høre er bølgernes rolige skvulp (Bjørn var gået ind for at vaske fingre sammen med Laura og Victor, så de larmede ikke ). Vi sidder med en overdådig morgenmad, der smager fantastisk og for en gangs skyld ikke udgør ”continental breakfast”, da der pludselig kommer en mand hen til mig, og spørger: ”Do you want a tattoo?” Hm, lad mig nu lige tænke engang – ja, for pokker – en tatovering til min morgenkaffe, det var da lige det der manglede!!!  Men jeg kan dog afsløre, at jeg takkede pænt nej 
Vi gik tilbage til hotellet og fik pakket det sidste, men selvom vi først skulle være ude kl. 12, så endte det alligevel med at blive lidt stressende til sidst (hvordan skal det ikke gå, når vi kommer hjem, og skal nå både at aflevere børn to steder og være på arbejde i rimelig tid!!!). Vi tog en taxa ned til havnen, og båden skulle sejle kl. 13, men det var jo ”Thai-time”, så vi sejlede først da kaptajnen havde fået drukket sin kaffe og talt med dem, der også sad ved bordet 
Inde på fastlandet fik vi fat i en taxa, som skulle køre os til Bangkok lufthavn. Vi kunne også have taget en bus (det havde været væsentligt billigere), men vi håbede til det sidste, at kunne finde et marked, hvor vi kunne købe nogle gode ting at tage med hjem). Det viste sig dog, at chaufføren nærmest ikke kunne tale eller forstå et klap engelsk, så da jeg prøvede at sige ”copy-market” blev det til ”coffee-market – ah, 7eleven!”. Jeg prøvede nærmest alt, men han forstod det ikke. Til sidst ringede han til en veninde, som var bedre til engelsk, og så måtte jeg forklare hende hvad vi mente, og det lød til, at de havde forstået det. Dog er de eneste af sådanne markeder i Bangkok, hvor vi ikke kunne komme hen, så vi endte i et shoppingcenter. Der spiste vi MEGET lokal mad, og det blev ikke til det store shoppe-orgie, men det var fint nok at se.
Det eneste vi mærkede til de mange uroligheder i Bangkok, var militæret, der stod ved lufthavnen og ved betalingsanlæg, men en taxa med fire hvide turister på vej til lufthavnen er nok ikke den største trussel, så vi fik lov at køre igennem uden nærmere undersøgelser.
Vi var i (meget) god tid i lufthavnen, men ventetiden gik forbavsende hurtigt, og Laura og Victor holdt sig vågne, indtil vi skulle lette kl. 00.45. Vi blev dog en time forsinkede, fordi én af passagererne blev dårlig, og valgte at blive i Bangkok. Vi fik lidt at spise (noget nær ikke-menneske-føde), og så var det godnat og sov godt.

Mandag d. 17. maj 2010

Tænk, så er det sidste dag  Hold da op, hvor går et kvart år bare hurtigt, det er slet ikke til at forstå!!!
Vi har haft endnu en ”sumpe-dag”, hvor vi har været i swimmingpoolen, sovet til middag, læst og løst sudoku, og ud på eftermiddagen begav vi os så lidt på tur.
Først gik vi ned mod stranden, og på vejen kom vi forbi et lille tempel med en kæmpe Buddha, og inden vi fik set os om, var der en mand, der havde ”shanghajet” os derind. Han var meget venlig, og ville tage et billede af os alle fire foran Buddha-figuren, hvor vi også skulle tænde røgelsespinde, og så gik der ellers paparazzi i den. Han var alle vegne, og tog billeder fra alverdens vinkler, og pludselig stak han af med vores kamera – vist nok for at få os til at følge med ind i templet, hvor vi skulle tænde lys til ære for Buddha. Der stod masser af gaver derinde, og vi spurgte lidt ind til det, og fik at vide, at mange giver mad og drikke som gave – det forklarer jo Fantaen fra i går – denne Buddha havde været lige så heldig, han havde også fået Fanta.
Hele denne venlighed var selvfølgelig for at få penge, og han prøvede også at ”prakke” os et par små Buddha-figurer på, men vi gav en lille donation, og så var det altså dét. Senere fandt jeg ud af, at Bjørn også havde fået et par vedhæng eller noget i den retning, om de har kostet noget, det ved jeg ikke, men det så vi ikke. De var dog gode til at åbne dåse-colaer med senere, men det kommer vi nok ikke i Buddha-himlen for 
Derfra gik vi ned til stranden, og der var rigtig mange mennesker, selvom det rent faktisk har været overskyet i dag (læs: tæt på behagelig temperatur!). Stranden var rigtig lækker, og sandet var fuldstændigt fint og hvidt, og vandet så også ret indbydende ud. Vi gik langs vandkanten hen til restauranterne, hvor vi fandt et sted, hvor man sad på jorden på puder, men stadig lige så tæt på vandkanten som i går. Laura og Victor fandt en lokal pige at lege med i sandet, så vi havde alle en rigtig god aften (den sidste i ferien – snøft).
På vejen hjem spiste vi en is, for at fejre en lang og fantastisk ferie, som vi synes vi har udnyttet optimalt – ikke mindst har vi fået nogle rigtige gode oplevelser som familie, og vi tror på, at vi har fået knyttet nogle uvurderlige bånd ved at være så meget sammen i en lang periode.
Bjørn overvandt varmen, og løb 10 km her til aften, men det var i sandet nede på stranden og lidt i vandkanten, så det var tungt at løbe i. Det er jo lige før det tæller gange halvanden eller noget i den stil 

Søndag d. 16. maj 2010

Efter morgenmaden gik Bjørn, Laura og Victor i swimmingpoolen, mens jeg fik ryddet ud i al vores bagage, fik et overblik over hvad der skal med hjem, og hvad der skal blive i Thailand, og det var rigtig rart. Nu er vi totalt ”travel-light” – dog godt hjulpet på vej af de ting, som vi har fundet ud af, vi har glemt undervejs. Der er en del ting, som vi ikke kan finde, og nogle af dem er rigtig ærgerlige, andre er det lidt lige meget med, men så ville det jo være godt med nogle gode markeder, for at få fyldt lidt op, men nu må vi jo se 
Senere gik vi ned i byen (lige rundt om hjørnet), hvor vi fandt et par nye sko til Laura, så nu er hun glad igen, og vi fandt også et sted at spise frokost. Og så kan man jo stille det hypotetiske spørgsmål, om man er i stand til at spise i søvne. Vi har afklaret det: Det kan man! Victor præsterede simpelt hen at lægge hovedet på bordet, have lukkede øjne, og så stadig spise sin frokost! Jeg tror farmand havde krudtet ham godt af i swimmingpoolen 
Så var det tid til en middagslur, så mens Bjørn sørgede for det (sig selv inklusive), så satte jeg mig ned til poolen og skrev lidt dagbog – det er lige til at klare  Jeg bestilte en ananas smoothie, og tænk – så fik jeg en lyserød drik!! Lyserød ananas?? Det kender jeg ikke, og der må altså være noget med den farveblindhed her på stedet  Men den smagte rigtig godt, og det var jo det vigtigste.
Eftermiddagen blev igen tilbragt i poolen – nu med os alle fire. Det var rigtig dejligt og afslappende. Vi bestilte drinks ved poolkanten – denne gang ananas og appelsin – og de kom alle i deres naturlige farver. Den med ananas smagte anderledes, end den jeg fik tidligere, så der må have været noget andet i også 
Mens jeg sad ved poolen gik jeg også lige på nettet og læste de seneste nyheder. Overskrifter som ”Bangkok er omdannet til krigszone”, ”Situationen lige nu er næsten som en fuld borgerkrig”, ”Udgangsforbud i Bangkok” og ”De værste uroligheder i 18 år” var hvad der dukkede op på skærmen. Hm, det er vist godt, at vi ikke tog dertil!!
Om aftenen gik vi en tur ned gennem byen, og da vi kom igennem receptionen på hotellet, var der én af damerne, der kommenterede Bjørns røde trøje – dog ment som en morsomhed  Vi spurgte lidt til al balladen, og hun sagde, at de røde demonstranter ikke har megen opbakning fra den generelle befolkning. Og hun forsikrede os også for, at her på øen er det helt ok, men at Bjørn under ingen omstændigheder skulle tage den på, når vi skal ind imod Bangkok!
Vi nåede hen forbi skiltet med Nationalpark, og derfra kom vi videre ned til vandet, hvor der lå restauranter direkte i vandkanten. Hvis man sad ved bordene i første række, sad man endda med tæerne i vand, når bølgerne kom op på stranden. Det var vildt hyggeligt, og en fantastisk god stemning. Derudover var der legeplads lige ved siden af bordet – i form af en kæmpe sandkasse – så Bjørn og jeg havde faktisk også tid til at tale sammen uden så mange afbrydelser 
På et tidspunkt kom der en speedbåd ind til stranden, og det var så restauranten, der fik leveret varer. Så stillede de syv mand op på række, og så blev kasser og sække ellers smidt fra den ene til den anden, for til sidst at havne på en vogn med hjul, som så blev kørt ind til baglokalet af restauranten.
Der kom også to flammekastere, det var to drenge, der ikke har været meget mere end 12 år gamle, og de kunne godt nok nogle tricks med ild. Jeg syntes dog, at de kom lige tæt nok på – i betragtning af, at de stod i sandet, og vi sad i første parket ud til vandet, så der var ikke meget plads, og man kunne virkelig mærke varmen fra ilden, når de gav den gas med flammerne.
Mange steder har de nogle små huse med en lille Buddha stående, hvor der også er blomster, lys og røgelsespinde. Det er nogle steder, de plejer og vedligeholder dagligt, og vi kom forbi ét af stederne på vej hjem. Der stod det også lige så fint – og der stod også en del åbne flasker med Fanta og sugerør. Det er åbenbart vigtigt, at Buddha får Fanta!! 
Laura faldt i søvn i armene på Bjørn på vejen hjem, og det var heller ikke svært at få Victor (og Bjørn) til at sove. Jeg tænkte, at jeg da godt lige kunne løse en enkelt lille ”suzuki”, og jeg blev revet så meget med, at jeg sad den halve nat. Selvskabte plager, fru Boeck!!! 

Lørdag d. 15. maj 2010

Pyh ha – sikke en dag! Meget transport, mange sjove oplevelser, og så blev det også dagen, hvor vi blev taget i hoved og r.. op til flere gange. Dumme turister!! Nå ,men ingen er jo forpligtet ud over sine evner 
Dagen startede med at vi fik pakket alt vores grej, og så var det ned for at spise morgenmad. Mens vi sad dernede, kom én af pigerne fra ”housekeeping” med en lille bunke tøj, som jeg diskret havde prøvet at ”glemme” – i håb om at der var nogen der kunne bruge det, eller alternativt måtte de jo smide det ud. Men det forfølger mig åbenbart (eller også havde jeg ikke gemt det godt nok), så det måtte jeg pænt lægge ned i vores rygsæk inden afrejse – bummer! Nå, men så må jeg jo bare prøve igen på Koh Samet 
Jeg skulle også lige nå at google de hoteller, som vi var blevet anbefalet på Koh Samet, og melde tilbage på det, og heldigvis var båden lidt forsinket, så jeg nåede det hele – uden dog at have kigget væsentligt på de forskellige.
Vi blev hentet af båden kl. 9, og da der var lavvande, kunne den ikke sejle helt hen til trappen, så da vi skulle ned i båden, var der ca. halvanden meter at springe ned – intet problem for sådan et par gazeller som os!! 
Vi skulle hente mange undervejs, og ved én af molerne endte vi med at sidde fast, så én af de lokale måtte hoppe i vandet, og skubbe os fri. Men med de havtemperaturer og den sigtbarhed og i betragtning af, at vandet ikke nåede ham til livet, så går det jo nok med det. Han lignede også én, der var vant til det.
Vi nåede Bang Bao på Koh Chang efter et par timer, og så skulle vi med en taxa derfra til Kai Bae Beach, hvor vi boede før. Han kørte fuldstændig, som om han havde stjålet bilen, og gennem ”bjergene” blev Laura dårlig, og kastede op i bilen. Vi sad på ladet, så det gjorde ikke helt så meget – og et eller andet sted, var han altså også selv uden om det. Man skulle virkelig holde fast på hat og briller, for at kunne deltage i festen! Godt nok var det en gammel bil, men der er noget ekstraudstyr, som kunne være super lækkert til den – eksempelvis støddæmpere! Det fandtes ganske enkelt ikke, og med den kørsel, var det ren Anders And! Men efter en rystetur af rang, nåede vi godt frem til vores tidligere hotel GajaPuri. Chaufføren vidste ikke helt, hvor det lå henne, så det sidste korte stykke kørte han ret stille, for at finde det. Med det resultat, at der kørte en mand på en scooter bag os, og han nåede både at spørge hvor gamle Laura og Victor var, hvor vi skulle hen, og hvor vi kom fra – bare sådan lidt small-talk midt i trafikken 
Turen til Koh Samet har vi bestilt gennem vores ”veninde”, der også kørte os til Chanthaburi, hvor vi svømmede med delfiner, så jeg gik ned til hendes biks, for at høre hvornår vi skulle køre. Det skulle vi åbenbart ikke lige med det samme, for de hoteller hun havde anbefalet havde fuldt booket, så hun prøvede at finde noget andet, og når jeg kom med noget, så ville hun det ikke sådan, og sådan fortsatte vi det meste af en time, førend det til sidst lykkedes at få plads på Lima Bella Resort.
Jeg spurgte hende, hvornår vi skulle køre, for vi ville gerne lige have noget frokost først, og det var helt fint – vi kunne bare sige til, når vi var færdige, og så kørte vi derefter. Vi gik derfor ned på en stam-restaurant, hvor de da også spurgte, hvor vi havde været henne de sidste dage 
Som vi havde gættet, var det ganske rigtigt vores veninde selv, der skulle køre os. Denne gang var det en anden bil, og der stod udlejning på (på den fra sidste gang, stod der noget med elefant-ture – jeg håber ikke det var en hentydning til os ), så hun lejer eller låner åbenbart bilerne, for at kunne køre os. Samtidig holder hun sin biks lukket (og i dag må hun overnatte på fastlandet, for hun kan ikke nå tilbage med den sidste færge til Koh Chang), så vi må virkelig være blevet taget i bagdelen ved denne tur. Det var vi så også, for den er ca. 40 pct. dyrere, end hvis vi havde taget den ”almindelige” bus, men det havde vi til gengæld ikke kunnet nå i dag, og så havde vi fået en dag mindre på Koh Samet, så det er så acceptabelt. Dog fandt vi ud af, at turen til Koh Kood har hun taget halv pris for Laura, men det skulle vi ikke betale på vejen tilbage, så der har hun også lige scoret kassen. Tja, vi er nok lidt nemme, når det kommer til stykket!
Både Laura og Victor faldt i søvn på turen, og det var nok meget godt, for efter at have sejlet fra Koh Chang til Trat på fastlandet , skulle vi køre i næsten tre timer. Vi var først i Trat kl. 15.10, og eftersom den sidste færge over til Koh Samet sejler kl. 18, så havde hun (endnu en gang) travlt. Det vidste hun godt, så hun kørte friskt til, overhalede indenom, og kørte ud igen. Vi kendte jo hendes kørsel fra tidligere, og hun var ikke blevet mere forudseende i trafikken siden sidst!! Bjørn og jeg blev enige om, at hun ikke er den bedste projektleder i mands minde, men vi nåede sikkert frem til kajen, hvorfra båden sejlede.
Vi købte billetter til 100 bath stykket (ca. 20 kr. – det var retur, og gratis for Laura og Victor), men vi fik at vide, at båden først sejlede, når der var 20 passagerer (meget Thai-style). Ellers skulle man betale ekstra, og så ville den sejle hurtigere. Jeg fik at vide, at indtil videre var vi 12. Der gik under fem minutter, og så blev vi kaldt hen til skranken igen (allerede der, burde vores alarmklokker nok have ringet), og så skulle vi betale 50 bath mere pr. person, og så ville vi sejle umiddelbart efter. Nå ja, vi har haft en lang dag, og jeg kunne lige se scenariet – de ti andre betalte og blev sejlet over, og så stod vi to (betalende) tilbage og ventede på, at der ville komme 18 personer mere. Desuden var klokken over 18, så man kunne jo ikke rigtig vide, om det så var den sidste båd der sejlede i dag. Ja, lidt selvretfærdigelse er altid et plaster på såret, når man er blevet narret, og nødig indrømmer det… Vi gik ombord på båden, bare for at konstatere, at ventetiden nærmest bare var blevet flyttet ud på båden. Der skete bare ikke mere, og der kom flere og flere mennesker dumpende ombord, og til sidst var vi næsten 30, og SÅ sejlede vi. Er der noget med et ordsprog om, at det hvide skind bliver bedraget, eller hvordan er det nu??  De er i hvert fald gode til at snyde folk, så vandet driver!!
Det tog en lille halv time at sejle over til øen, og så skulle vi så i land. Det var dog nemmere sagt end gjort, for vi havde lagt til i tredje position, så vi skulle gennem to andre både – på samme størrelse som den vi kom sejlende i – for at komme i land. Det var ikke så let med to børn og al vores bagage, men det lykkedes da i helt god stil (selvom man godt kunne få lidt stress over, at de var søde til at hjælpe Laura og Victor på land, men så blev der ikke holdt mere øje med dem - virkede det i hvert fald som – og kajen var ikke specielt bred).
Vi gik hen langs kajen, og måtte pænt holde tilbage for en masse scootere, der kom kørende. Der var også en ældre dame, som kørte på scooter med sidevogn, og hun kunne ikke komme over en høj kant, så Bjørn måtte lige træde til, og skubbe bagpå. Egentligt ret sejt med en scooter med sidevogn! Som Bjørn siger – de kan få et helt samfund til at fungere, nærmest kun på scootere 
Vi fandt en taxa, satte os op på ladet, og så kørte vi mod hotellet. Der var masser af lokale med, men det er også den sidste weekend i deres sommerferie, og så går det løs igen på mandag. Vi havde ikke kørt ret langt, førend taxaen stoppede. Vi var nået til et skilt, hvor der stod noget med Nationalpark, og vi måtte betale et beløb for at komme ind. Fair nok, tænker man så – blot for at konstatere, at taxaen nærmest allerede var begyndt at vende bilen, inden vi kom ind under skiltet, og så kørte vi ud af nationalparken igen!! Men så vidt vi kunne forstå, er det vist hele Koh Samet, der er nationalpark, så den var vist god nok, det virkede bare ret mystisk, og med vores erfaringer for at blive snydt i dag, så tror man jo straks det værste 
Vi kørte ned ad en fuldstændig mørk (og lettere gusten) gade, og blev sat af et sted, hvor der hverken var lys eller åbne døre. Der kom heller ikke nogen og åbnede, da vi bankede på, men vores chauffør fik stoppet en pige på scooter, som ringede til hotellet, og de kom så over og hentede os og viste os vej over til hovedindgangen – den var noget pænere, skal jeg lige hilse at sige!!  Mens vi stod og ventede kørte taxaen igen, og kort efter stak Laura i et hyl – hun havde ingen sko på. Vi spurgte hvor hun havde gjort af dem, og det viste sig, at hun havde taget dem af mens vi sad på bilen! Nå, men så har vi da en mission i morgen: at finde et par nye sko til Laura 
Så har vi også først sejlet – så kørt i én bil – så kørt i en anden bil – så sejlet – så kørt i bil igen – så sejlet – og så kørt i en tredje bil – sikke en transportdag! 
Vi fik en bungalow, hvor der er seng ovenpå, og ”opholdsstue” og badeværelse nedenunder. Det er en god måde at udnytte pladsen på, men knap så børnevenligt. Heldigvis skal vi jo ikke være så meget indenfor, så det er et ganske fint sted at bo.
Vi valgte at spise på hotellet, og bestilte begge rød karry og kylling – resultat: Vi fik grøn karry! Var der nogen der sagde farveblinde??  Men det smagte nu godt alligevel.
Efter at Laura og Victor var lagt i seng, gik vi på nettet, og måtte konstatere, at Bangkok nu er i undtagelsestilstand, og at askeskyen fra Island nu igen truer det engelske luftrum, så de forventer det bliver lukket fra søndag til tirsdag. Det er meningen, at vi skal lande i London onsdag morgen, så nu må vi se, om vi overhovedet kommer af sted til tiden. Hvis ikke (det er jo det, jeg kunne ønske i mit stille sind ), så ville det jo være rart at vide mens vi stadig er her på øen – det er knap så sjovt at være fanget i Bangkok lufthavn, hvor man ikke kan komme så langt udenfor på grund af uroligheder. Men tiden vil vise, hvad der sker…

Fredag d. 14. maj 2010

Nå, men Laura er fortsat i bedring. Hun kaster stadig op, men heldigvis ikke det hele nu – en klar forbedring! Men morgenmaden måtte dog lige retur, og det er ikke fordi jeg skal udpensle det i dybden, men Laura kom med en lidt sød kommentar, så det bliver jeg lige lidt nødt til alligevel. Hun kastede op ved bordet, og jeg begyndte selvfølgelig straks at tørre op og få tøjet af hende, men da jeg flyttede hendes ben, kiggede hun ned, og sagde frejdigt: ”Nej, se mor – det ligner lidt en skildpadde”. Og det var faktisk rigtigt - ”det” havde en meget skildpadde-lignende form 
Det er stadig godt 10 grader for varmt til os, så selvom vi havde planer om at låne en kajak og sejle lidt op ad floden og ind til et vandfald, så er det alt for varmt, og vi har igen i dag opholdt os mest i den lille hytte foran vores bungalow og læst bøger, sovet og daset. Det er utroligt, hvor lidt man magter, når det er så varmt…
Vi har bestilt en båd tilbage til Koh Chang til i morgen, og så håber vi, at vi kan komme videre til Koh Samet. Vi har prøvet at finde ud af, hvordan vi skal komme videre, men det er kun med privatbil, da den offentlige bus kører for tidligt fra Koh Chang til at vi kan nå det. Så det må blive sådan, og så må vi kigge på hotellerne i morgen. Det er temmelig meget i sidste øjeblik, men vi håbede til det sidste, at situationen i Bangkok ville nå at faldet til ro, men der er vist nærmest sket det modsatte, efter de har sat militæret ind også. Vi fandt BBC på fjernsynet, og der ser det godt nok skidt ud, når de viser billeder derfra. Der er også en talsmand fra demonstranterne, der er blevet skudt under et interview – det lyder helt grotesk. Det ligner i hvert fald ikke noget, som vi har lyst til at nærme os, men samtidig er det ret underligt, når man spørger de lokale herude om det. De virker nærmest fuldstændig upåvirkede af det (det er de selvfølgelig også i en vis grad), men det foregår trods alt kun 300 km. fra, hvor vi er nu. De siger dog, at det er meget lokalt og udelukkende foregår i centrum af Bangkok, og at der stadig er masser af områder af Bangkok, man stadig godt kan besøge, men alligevel… Som Bjørn udtrykte det, selvom mange ting fungerer udmærket herude, så er det stadig lidt af en ”banan-republik” vi er havnet i…
Her på hotellet er der (som på de fleste hoteller) stillet shampoo til rådighed, og det har vi også benyttet os af, men det har en ”duft” af citronella, så man nærmest føler sig som et omvandrende myggelys! Det er i hvert fald samme lugt, som de kommer i de fleste udendørslys i Australien – netop for at jage myggene væk. Det kan selvfølgelig være en fordel, når man går i bad om aftenen inden man skal ned og spise, men alligevel… 
Om aftenen sad vi igen på terrassen af vores beach bungalow, og nød temperaturen (den er rent faktisk tæt på behagelig, når mørket falder på) og vores dejlige lille hytte, hvor vi kan høre vandet lige nedenfor. Dog fik vi dog et tordenvejr, som man skal lede længe efter. Det var sådan, at lynene blændede og tordenbragene kom nærmest samtidig med lynene – hold da op, hvor var det lige oppe over os!!! Det synes jeg ikke var så behageligt, men det gik heldigvis forholdsvist hurtigt over, og børnene sov videre uden at opdage noget som helst. Det mærkelige var også lidt, at det næsten ikke regnede. Der kom nogle enkelte dryp, og så var det ligesom det – jeg havde forventet, at himmel og hav nærmest ville stå ud i ét, men det var ikke tilfældet. Når det så er sagt, så tror jeg deres regntid må være på vej!!
Vi fik også besøg af en (forholdsvis stor) mus. Den var helt mørkebrun og egentlig meget sød, når bare man sad med benene oppe på stakittet  Til gen,gæld kom Missy ikke her til aften, men det ville nok også have udelukket vores besøg af musen…

Torsdag d. 13. maj 2010

Hi hi, da jeg skulle ind i bungalowen i går aftes, ville katten med ind, og det var næsen ikke til at få lukket døren, uden at den sneg sig med ind (måske var det også fordi jeg jo synes, det kunne være meget hyggeligt, at have den liggende i fodenden hele natten, men fornuften sejrede, og det gik jo altså ikke).
Her til morgen var katten så på spil igen. Denne gang var det ved siden af restauranten, hvor den havde fanget en flagermus. Det er ikke så tit man får muligheden for at se en flagermus så tæt på (den var halvt død, så den bevægede sig ikke så hurtigt), og det er jo helt vildt, hvor skarpe tænder de har!! Den så faktisk ret uhyggelig ud, når man kiggede lidt nærmere på den.
Laura havde det lidt bedre da hun vågnede, men hun startede med at kaste op et par gange – også af den medicin, som hun får for ikke at gøre det… Men i løbet af dagen er det blevet væsentligt bedre, og nu både synger og leger hun, og det meste mad er blevet i maven, hvor den hører til.
Selvom det går bedre, holder vi hende stadig på ris, vand og cola, og vi har ikke lavet meget andet end at slappe af, tegne, læse, lægge perler og bare sumpe. De har nogle små åbne ”hytter” rundt omkring, hvor der er madrasser og godt med gennemtræk og skygge, og der har vi opholdt os det meste af dagen, det har været rigtig rart. Og så har vi lige fået vasket det mest nødvendige tøj i hånden. Jeg ved ikke hvor rent det blev, men nu lugter det i hvert fald mindre grimt  Og nu mener vi, at vi kan klare os til resten af turen på den front. Men Bjørns shorts var våde, så da vi skulle op og spise frokost, overvejede han at troppe op i en chaiselong (vist nok det vi andre kalder en sharong ), men det blev nu til et par lange tynde bukser i stedet for 
Vi havde jo en aftale med lægen på hospitalet igen i dag, og i går fik vi at vide, at vi bare skulle komme om eftermiddagen. Han havde andre gøremål om formiddagen, og medicinen skulle også lige have tid til at virke, så det passede fint med sidst på dagen. Vi syntes jo egentlig, at Laura var i så meget bedring, at det var lidt meget, at skulle til kontrol. Derfor gik jeg ned i receptionen for at spørge, om de ikke kunne ringe til hospitalet og høre, om de mente det var nødvendigt, at vi dukkede op i dag. Det mente de bestemt, så det gjorde vi selvfølgelig. Vi havde fået at vide, at ambulancen ville hente os igen (var der nogen, der sagde lokal taxa i forklædning??), men den var ikke ledig, så vi måtte finde på noget andet. Pui beklagede, at hotellets bil var på fastlandet i øjeblikket, så det kunne hun ikke tilbyde, men hvis det kun var enten mig eller Bjørn og så Laura, der skulle af sted, ville hun give én af sine ansatte besked på at køre os derop – på scooter! Nå, men sådan blev det. Først en stor thai-mand, der kørte – så sad Laura, og bagerst sad jeg så og holdt fast på både Laura, taske og på manden, for ikke at falde af – ægte thai-style!!
Vi tog af sted ca. et kvarter efter vi havde ringet til hospitalet, og der er kun et par kilometer derop, så vi var ret hurtigt fremme. Laura nåede så lige at lave en entré med at kaste op ud over det hele. Hmm, hvad svarer man så til spørgsmålet, om hun har det bedre? Ja, ja – hun er i klar bedring!! Da vi havde klaret den lille ”situation” fik vi så at vide, at lægen slet ikke var der, men hvis hun havde det bedre, så skulle hun bare fortsætte med at tage den medicin, vi fik med i går, indtil vi ikke har mere. Nogen vil måske mene, at det lige så godt kunne have været klaret over telefonen…  Men så fik vi da en lille scooter-tur i ægte thai-style med på opleveren, og Laura syntes det var sjovt 
Da vi kom tilbage til hytten fortalte Bjørn, at de havde ringet fra Europæiske Rejseforsikring for at høre, hvordan Laura havde det – endnu en gang er det rørende, hvor meget hjælp og omsorg der kommer fra alle kanter, når man har behov for det!
Om aftenen sad vi ude på terrassen og læste bøger, da vores lille ven katten (som vi har fundet ud af hedder Missy) kom forbi. Den hoppede op på skødet af mig, det var nu rigtig hyggeligt, men den gik hurtigt videre over til Bjørn, og den var dårligt nok landet på skødet af ham, hvilket i sig selv kan være lidt ubehageligt, når man sidder i bar overkrop, men førend vi kunne tælle til tre, gik den til ”angreb” på Bjørns ene brystvorte  Den ville bare lege, men det syntes Bjørn nu ikke var så sjovt, så den røg hurtigt ned igen 