I dag skulle vi så hente vores autocamper – en mega stor vogn at køre rundt i, og som Victor kalder ”buu” (bus). Det er en Mercedes Sprinter 2,8 l. turbo diesel, 6 spirit deluxe, og er 6,6 meter lang og 3,4 meter høj (ja, Bjørn fik lige overtaget tastaturet der…). Fortalt på en anden måde, så er det en campervan til seks personer, og det er plads, som vi sagtens kan bruge, har vi allerede fundet ud af .
Da vi havde hentet bilen, kørte vi tilbage til Mayfair Plaza Motel og hentede vores bagage, og foretog indkøb til de næste dage i Coles – et kæmpe stort supermarked, som har nogenlunde de samme ting som vi har i Danmark, men bare ca. 10 af hver slags frem for de to eller tre vi har. Det i sig selv var en oplevelse, og vi fik taget os selv i at være halvforvirrede flere gange undervejs, og havde lidt svært ved at overskue alle de lange gange med mad. Det lykkedes dog heldigvis til sidst, hvorefter vi kørte af sted – dog ikke så langt, for så var det blevet frokosttid, og den kunne vi så nyde med udsigt over vandet.
Der hvor vi spiste frokost var der også offentlige toiletter, og det bragte straks minderne tilbage om, at man skal huske at kigge godt efter slanger inden man går ind, og efter edderkopper (red backs) under toiletsædet.
Vi havde ikke et kort over hele Hobart, og derfor var det lidt svært at finde ud af byen, men vi blev enige om, at man heller ikke kunne have været i Hobart, uden at have set både den nordlige, sydlige, østlige og vestlige del af byen . Det lykkedes dog til sidst at finde ud til A10, og så var vi på vej mod Mount Field National Park – en tur på ca. 90 km. På vejen så vi to wallabies (en slags mini-kænguru) og masser af possums og et par enkelte Tasmanske djævle, men desværre alle kørt over, så vi sad og håbede, at vi også ville komme til at se nogle stykker i levende live på et tidspunkt. Vi kom rundt på nogle lidt mindre veje, som ikke var så gode at køre på, men nu er det jo heller ikke ligefrem en off-roader vi har fået fat i… Landskabet er rigtig flot, og varierer meget lige fra et afsvedet område hvis man kigger til den ene side, til et grønt og frodigt område hvis man kigger til den anden side. Derudover er der bjergene rundt omkring, som vidner om, at naturen også er rå.
Det lykkedes dog at komme hele vejen til Nationalparken, og til en ”campingplads”, som ligger midt i en skov. Der var ekstremt stille (lige indtil vi dukkede op med vores to små terrorister), men vi formåede at holde et rimeligt støjniveau, og vi kunne høre både stilheden og en lille bæk, der løber langs ”campingpladsen”. Grunden til, at campingpladsen bliver sat i ” er, at det nærmest bare er en skovbund, hvor der lige er sat el og vand op til campervans, og så er der toilet og bad. Man skal selv gå op til et lille hus og registre sig, og lægge penge i en konvolut, og så stoler man ellers bare på folk – dejligt, at det stadig er muligt . Vi havde ikke mere end lige parkeret bilen, førend der kom to små wallaby-unger hoppende, og de hoppede ikke engang væk, når vi gik tættere på dem. Det viste sig, at der holdt en del til i området, og de hoppede gladeligt forbi vinduet mens vi lavede mad, og sad lige ved siden af vores stole, mens vi spiste aftensmad. De spiste med glæde et par pastaskruer, men vi nænnede ikke at give dem noget af kødsovsen – det er lavet af kængurukød. Det måtte jo prøves, når vi nu er i Australien, og da de havde hakket kænguru i supermarkedet, var det bare om at slå til. Det smagte rigtig godt, men alligevel anderledes end almindeligt oksekød – jeg troede ellers at krydderier kunne få ting til at smage næsten ens Vi drak cola light med vanille-smag til, så man må sige, at måltidet ikke ligefrem blev som derhjemme, selvom vi nu selv laver det hele
Børnene fik nattøj på og lagt i seng, men var helt oppe at køre over at de skulle sove i ”hulen” oppe over forsæderne, så det tog noget tid at få dem til at falde til ro, men de vænner sig nok til det på et tidspunkt. Vi har besluttet at bruge bad og toilet i bilen mindst muligt, og indrømmet – jeg har været den største fortaler for det, men da det først var blevet helt mørkt, synes det langt at gå ned til ”tissehuset” på campingpladsen. Jeg overvandt dog mig selv, og fantastisk var det, at jeg kunne gå i nederdel og top kl. 22 og det føltes ikke engang koldt! I bedste stil trampede jeg af sted, for jeg har hørt, at det får eventuelle slanger til at flygte inden man når at se dem! Jeg havde dog ikke gået ret langt, førend jeg kunne se to possums, de sad lige så stille ved skraldestativerne, og løb ikke væk da jeg kom forbi. De så både søde og bløde ud, og det er lidt sjovt, at man kan komme så tæt på dem i den vilde natur. Det lykkedes at se en del af dyrene i levende live, og så var dagen reddet.
Det skulle efter sigende også være et rigtigt godt sted at se ”glowing worms”, men da det krævede at man gik alene i mørket ca. 500 meter ind i regnskoven, så meldte jeg pas, og Bjørn var heller ikke helt hooked på ideen, så den oplevelse fravalgte vi.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar