Lørdag d. 6. marts 2010

I dag blev vi vækket kl. 8 af dem der havde campingpladsen, fordi vi manglede at betale 8 AUD (ca. 40 kr.). Jeg havde åbenbart set forkert på priserne, for jeg havde betalt for et site uden el og vand, men den gik altså ikke. Det er selvfølgelig helt fair, at han skal have sine penge, men man kan da i det mindste lige sige undskyld når man vækker folk. Nå, men vi kom da op og i gang, og efter morgenmaden gik vi en tur til Rusell Falls, og det foregik gennem en regnskov. Der var meget store bregner, som var hele træer, og luftfugtigheden var meget høj. Midt inde i regnskoven så vi så også en wallaby – ikke lige det man forventer at se her, men hvorfor skulle de ikke også hoppe lidt rundt herinde 
Efter at have set vandfaldene var det tid til at køre videre. Det er et utroligt flot område, og nogle gange stopper vi næsten hele tiden, for at tage billeder. Vi kørte ret langt i dag – ca. 190 km, hvilket er langt for os – dels på grund af børnene (de er vist stadig i tilvænningszonen) og dels fordi der har været en del bjergkørsel. Jeg sad lidt omme hos børnene, da Bjørn pludselig spørger, om vi skulle tage en gæst med. Det endte vi med at gøre, selvom vi ikke var helt enige om beslutningen. Han viste sig dog at være en flink tysk ung gut, som havde været på trekking i området. Han havde set to slanger i dag, så vores uvished om, hvorvidt der var slanger på Tasmanien, er nu blevet afklaret.
Da vi nåede til Burbury Lake, satte vi ham af, for så havde vi nået vores næste campingplads. Hvis jeg syntes vi boede primitivt i går, så var det ren luksus i forhold til i dag. Der var hverken mulighed for el eller vand til bilen, og der var heller ikke mulighed for bad. Det var nærmest bare en mark vi camperede på, men omgivelserne var fantastiske. Der var bjerge omkring os, og vi var ret højt oppe, for skyerne lå tæt om bjergene omkring os.
Da vi spiste aftensmad fortalte Bjørn, at Laura, Victor og jeg var hans hhv. Basse1, Basse2 og Basse3, hvorefter Laura siger ”Hvad med Basse7?” Jeg var ved at få aftensmaden galt i halsen, dog velvidende at så mange Basser bliver vi aldrig 
Bjørn skulle lægge børnene til at sove, og der var godt nok meget støj deroppe fra – undtagen fra Bjørn. Jeg tænkte, at han nok var faldet i søvn, men da Victor råber ”faar” og Laura svarer ”Ssh, far sover”, så blev jeg klar over, at den var god nok, og jeg så ikke mere til Bjørn den aften 