I dag startede vi med at køre ud til Marakoopa Caves. Vi fandt hurtigt ud af, at der kun var guidede ture ind i grotten, og at det var af 45 minutters varighed. Vi overvejede lidt for og imod, men besluttede at det måtte komme an på en prøve, om Laura og Victor kunne holde ud at se på en grotte i så lang tid. I starten havde Victor lige lovlig meget krudt bagi, men det gik over al forventning, og vi var glade for, at vi gjorde det. Der var sindssygt flot, imponerende formationer, og der var både stalaktitter (kalksten der kommer ned fra oven) og stalagmitter(kalksten der kommer op fra jorden), og det var i det hele taget bare rigtig flot at gå rundt derinde. Til sidst på turen så vi også ”glow-worms”, som er nogle orme, der kun findes på New Zealand og i Australien. De er ikke så store, men når alt lys slukkes, så lyser de i mørket. Det lignede en rigtig flot stjernehimmel, hvor stjernerne dog lyste ret kraftigt. Det var helt perfekt at få chancen for at se dem igen – så behøver vi ikke ærgre os mere over, at vi ikke tog turen gennem regnskoven om aftenen i Mount Field National Park.
Da turen var færdig, var der mulighed for at gå ca. 10 min. langs et vandløb, og den gik jeg, mens Bjørn og ungerne kørte bilen ned til den anden parkeringsplads og samlede mig op der. Da jeg købte billetterne til grotten, havde jeg forstået at det var en bred sti, men den var mega smal, og flere steder skulle jeg dukke mig for at komme under grenene. Jeg var den eneste, der gik turen, og den var rigtig flot, men jeg sørgede på sædvanlig vis at trampe det bedste jeg har lært, i tilfælde af at der skulle være en slange i nærheden. (Bjørn griner af mig hver gang jeg skal ud af vores campervan når det er mørkt, for først kigger jeg med lygten, om jeg kan se noget kryb i nærheden, og når det ikke er tilfældet, så hopper jeg – mere eller mindre elegant – ud af bilen, for at være sikker på at jeg er blevet hørt, så de eventuelt kan nå at komme lidt væk ).
I betragtning af, at det er vores ”køredag” i dag, så kom vi halvsent af sted, og derfor spiste vi også frokost ”on the run”, så jeg sad og spiste sammen med børnene omme bag i bilen, og rakte ”klap-sammen-madder” om til Bjørn, mens han kørte. Vi skulle nå til Bicheno i dag, som ligger helt ude på østkysten, det er en tur på ca. 240 km, og heldigvis kom vi kun forbi et lille bjergpas – et berømt et af slagsen: Elefantpasset – men vi havde nu aldrig hørt om det, og det virkede heller ikke umiddelbart mere seværdigt end andre af de bjerge, som vi har krydset på denne tur.
På vejen i dag så vi en lignende brandstation, som den vi så i Yolla – det er vist en tasmansk standard, samme farve og form og det hele. Denne lå i byen Chudleigh, og så måtte vi jo lige have et billede af den som souvenir
Vi har også fundet ud af, at man kan adoptere næsten hvad som helst her på Tasmanien. Når man kører på deres veje, står der pludselig et skilt med ”Adopt a Tasman Devil” – det er da til at forholde sig til, men kort efter kommer der et nyt skilt med ”Adopt a Highway”. Hvis man endelig beslutter sig for at adoptere noget, hvorfor skulle det så lige være en hovedvej??
Noget andet vi også har undret os lidt over, det er at vi i dag har kørt på deres Highway 1 – den der forbinder de to største byer på øen – Launceston i nord og Hobart i syd. Hastighedsbegrænsningen er 110 km/t, og pludselig kommer der en rundkørsel midt i det hele, vejen fortsætter et lille stykke, og så kører man igennem en lille by, for derefter at fortsætte på Highway 1 igen. Det er da om ikke andet noget anderledes, end det man er vant til hjemmefra.
I går glemte jeg helt at skrive, at folk er meget høflige herude, og de spørger altid hvordan man har det, inden de indleder en eventuel samtale. Det kan jo gøres på flere måder, eksempelvis ”How are you” eller ”How is it going”, men på campingpladsen i går kom en fyr hen til Bjørn, og spurgte noget i retning af ”Howaou”. Som den jyde Bjørn jo nu en gang er, blev han hurtigt enig med sig selv om, at det må svare til et jysk ”Daw” derhjemme
Her er også nogle rigtig flotte små papegøjer, som er mest grønne, men også har både gult, blåt og rødt i fjerpragten, og det er alle meget skarpe farver. Dem har vi set en del af på vejen i dag, og det er bare så flotte.
Da vi nåede til Bicheno fandt vi ud af, at de har pingvin-ture om aftenen, og eftersom både Laura og Victor har sovet en stor del af eftermiddagen mens vi har kørt, så vurderede vi, at de ville være klar på sådan en tur senere. Vi kom ellers lidt i tvivl, for da vi købte billetterne, fik vi at vide at man skulle være MEGET stille, og sælgeren undlod ikke at gøre opmærksom på, at selv da Laura og Victor bare stod og snakkede helt almindeligt, så ville det også være for meget støj. Vi havde dog mod på det efter en god oplevelse i grotten, så vi tog chancen igen, og endnu en gang er vi glade for, at vi gjorde det. For helt ærligt – vores børn var mere stille end de fleste af de japanere, der var med på turen, og i øvrigt var hviskede guiden heller ikke, så der var vist ingen fare for at skræmme pingvinerne væk. Desværre måtte vi ikke tage billeder på turen, så den må nøjes med at leve i hukommelsen.
Den campingplads vi bor på nu har en legeplads, og det er det største hit for børnene (og for forældrene!). Vi bor lige overfor, så de kan bare selv gå derover og lege, og vi kan sidde og holde øje med dem mens vi sidder i solen og drikker te Laura har hurtigt fundet en jævnaldrende pige, Hayley, som hun leger godt med, selvom de ikke forstår hinanden sprogmæssigt.
Bjørn slog sin personlige rekord i at falde i snak med nogle på campingpladsen – i dag tog det ca. otte sekunder! Så snart Bjørn steg ud af bilen for at sætte el og vand til, måtte naboen lige indlede med, at vi havde næsten samme nummerplade – og så kørte snakken
Pingvinturen startede først kl. 20.30 da det var blevet mørkt, og selvom det er udenfor sæsonen lige i øjeblikket, så fik vi alligevel set ca. 10 pingviner. Det er ikke de ”klassiske” sorte og hvide pingviner, de er derimod blå og hvide, og ret små i forhold til andre arter, og ser meget bløde ud. Laura havde fuldt ud forstået konceptet med kun at hviske, og det gjorde hun til punkt og prikke fra hun fik besked på det. Vi synes det var flot gået af hende, og måtte også bagefter konstatere, at det nok havde været ret svært for hende, for fra hun fik at vide, at nu måtte vi godt tale almindeligt igen, så talte hun non-stop – hele vejen tilbage i bussen, på gåturen tilbage til campingpladsen og endda inde i bilen indtil hun blev lagt i seng. Det var godt nok mange pingvin-oplevelser vi skulle lægge ører til – blandt andet sagde pingvinerne ”Pip-gok-bananer” – og selvom folk i bussen ikke kunne forstå hvad hun sagde, så synes de det var sjovt, at hun kunne fortælle så meget om det bagefter
Bjørn har lagt børnene i seng, og tja – jeg er i tvivl om, hvem af dem, der faldt først i søvn, men han ligger deroppe endnu, og der har været stille meget meget længe
Ingen kommentarer:
Send en kommentar