Onsdag d. 21. april 2010

I dag skulle vi tidligt op, fordi vi skulle sætte mormor og morfar af i lufthavnen. Jeg gik med ind for at høre om flyvesituationen, og check-in gik ret nemt – ingen kø, så det var bare direkte til skranken. De kunne til gengæld ikke sige så meget andet, end at bagagen skulle hentes i Brisbane og checkes ind hos Singapore Airlines, og så ville de få nyhederne derfra. Så det var fortsat uvist da vi sagde farvel i lufthavnen. Bjørn og jeg har lovet hinanden, at hvis de stadig er i Australien om en uge, så giver vi en indenrigsbillet til Cairns, så morfar kan komme med på turen til Cape York 
Derefter kørte vi til Coles, hvor vi handlede stort ind til den næste uge. Vi er på vej ind i outbacken, og er ikke sikre på, at man overhovedet kan købe noget som helst derinde, så vi har tanket godt op på alle fronter 
Vi har jo været tidligt oppe, og da Bjørn jo ikke ligefrem er morgenmenneske (kun når han skal ud og løbe), så købte jeg en stor kop kaffe, som han kan drikke på vejen – han lignede én, der godt kunne bruge sådan én  Imens jeg stod og ventede på den, læste jeg en lokalavis for Cairns, hvor der på forsiden var et stort billede af en krokodille, som var blevet fanget i Cape York, og som var ved at koste to fiskere livet. Den har været ”eftersøgt” i en måneds tid for at stjæle fisk fra nogle fiskenet i området. Jeg bladrede ind på siden, for at læse den fulde historie, og det var åbenbart en stor én af slagsen – fire meter lang!! Og på samme side var der en artikel om et par, som holdt bryllupsfest i Kewerra Beach, og da de kom ind i deres hus, fandt de en halvanden meter lang slange. Jeg kan ikke huske hvad den hed, men det er den femte farligste i verden, og deres syv måneder gamle baby lå og sov inde i rummet ved siden af. Hm, vi skal til Cape York på onsdag, og vi kørte forbi Kewerra Beach i går – det skal man nok ikke tænke for meget over…
Vi skulle via Daintree Air Service, som er dem vi har booket turen til Cape York hos for at betale resten af turen og lige høre lidt nærmere om den. Da vi stod ved skranken sagde damen, at vi også lige skulle vejes – jeg troede det skulle være en fornøjelse!! Men det gør man åbenbart meget i, når man skal ud i de små fly, det skulle vi også da vi skulle med helikopteren og vandflyet til vores bryllup, men der skulle man bare angive nogle ca. vægte på forhånd. Nå, men det var slet ikke så galt som frygtet, jeg har taget ca. 1,5 kg på, og i betragtning af vores levevis, så kan jeg kun være glad 
Vi kørte via Moreeba ned til Atherton og derfra videre sydpå. På vejen var der rigtig mange termitboer, og mange af dem var på højde med Bjørn. Vi kørte både i Highlands og Tablelands, ikke at jeg ved den præcise forskel, men højlandet var flot med lidt bjergkørsel og Tablelands var mere med mange vider. Det var dog meget smuk natur hele vejen  Vi kørte ind til Millaa Millaa, og der ligger en rute, der går i ring og er 15 km lang. Der er tre vandfald på vejen – Millaa Millaa Falls, Zillie Falls og Ellinjaa Falls, og vi ville gerne se dem alle tre. Første stop var Millaa Millaa Falls – et rigtig flot og meget symmetrisk vandfald. Vi spiste frokost under et halvtag, for det var begyndt at regne en del – men meget flottere udsigt til sin frokost skal man lede længe efter  Derefter kørte vi til Zillie Falls, som man dog kun kunne se fra oven – det er ikke så tit man ser det, men det var også ganske pænt. Det sidste - Ellinjaa Falls – var også ret flot og ret bredt i forhold til de to andre, men det flotteste var nu helt klart Millaa Millaa Falls.
Derefter kørte vi videre til Ravenshoe. Det er den by i Queensland, der ligger højest oppe, og naturligvis har de så også Queenslands højeste pub, hvilket står skrevet med store bogstaver på bygningen. I Ravenshoe skulle vi lige tanke bilen inden vi for alvor kører ud i bushen – det er den sidste større by ifølge kortet. Tanken var så lukket, og så var gode råd dyre. Til gengæld fandt vi en - vist ret uautoriseret og gammeldags én af slagsen – hvor man tankede, og bagefter gik man ind på kontoret, hvor man skulle fortælle hvor meget man havde tanket for, og så kunne man så betale – naturligvis kun kontant 
Udenfor Ravenshoe nåede vi så ud på en vej, hvor der blev skiltet med, at det er en rute med roadtrains. De kan blive op til 50 meter lange, det svarer til tre store anhængere bag på lastbilen!! Vi så ikke nogle af dem, men håber vi når det i morgen, når vi kører yderligere vestpå.
Den sidste time inden vi nåede til Undara National Park savnede vi virkelig onkel Thorstens og farmors underholdning på bagsædet!! Jeg rendte frem og tilbage, men det hjalp lidt, da vi drejede fra hovedvejen ned ad en noget mindre vej, så både Laura og Victor kunne sidde på skødet af os, og så spejdede vi efter kænguruer. Vi kaldte også på dem (Victor nøjedes dog med at kalde ”guru”), og det var helt sikkert det der hjalp, for da solnedgangen satte ind, vrimlede det pludselig omkring os – de hoppede overalt hvor vi kiggede hen. Det tog os en evighed at nå de ca. 15 km ned ad grusvejen, for vi blev fuldstændigt fanget af det dyreliv, vi befandt os midt i, og solnedgangen var rigtig flot, så vi nåede først campingpladsen, da det var blevet fuldstændigt mørkt.
Vi checkede ind på Undara Lava Lodge – den eneste campingplads i miles omkreds. Alle faste værelser, bar, restaurant, reception osv. var udformet i gamle togvogne, det så rigtig hyggeligt ud.
Vi skyndte os at få noget at spise, og så var det tid til at gå til køjs efter en lang transportdag.