Torsdag d. 15. april 2010

Nøj, hvor er jeg glad for at have fast grund under fødderne igen!!!
Vores tur til det ydre rev har godt nok været hård, men selve Great Barrier Reef er absolut fantastisk!¨
Nå, men jeg må jo hellere starte fra begyndelsen. Vi blev hentet på campingpladsen kl. 8.15 (mormor blev hjemme og tog en slappe-af-dag) og derefter kørt ned til havnen, hvor vi skulle sejle med en lille gummibåd ud til den store båd, og derefter skifte over fra den ene båd til den anden. Det var heldigvis ikke så slemt, for det var inde i en bugt, hvor der ikke var så mange bølger. Men vi havde ikke fået det at vide, og det var da lidt ”spændende”, men heldigvis opførte både Laura og Victor sig pænt, og de kunne godt forstå, at de skulle sidde stille (det med forståelsen kniber sjældent, men udførelsen kan nogle gange udeblive, men det var heldigvis ikke i dag ).
Ombord på båden fik vi udleveret snorkeludstyr, og så sejlede vi først ud til Dunk Island, ca. en halv times sejlads fra kysten. Allerede da vi forlod bugten blev jeg dårlig, men vi fik at vide, at det var den værste del, og det trøstede en del (det skulle dog senere vise sig ikke at være helt korrekt!).
Der var heldigvis to rum, som havde aircondition og siddepladser, så der sad Bjørn sammen med Laura og Victor. Jeg var ikke i stand til ret meget, fordi jeg var dårlig. Det hjalp dog lidt, da vi ankom til Dunk Island, hvor vi skulle have flere passagerer med, blandt andet en hel skoleklasse, og pludselig var vi ca. 50 ombord på båden, som dog var forholdsvis stor.
Fra Dunk Island gik det så direkte ud mod det ydre rev. Der var ingen læ af noget som helst, vi sejlede bare direkte ud mod det der føltes som ingenting, og der var rigtig høje bølger. Jeg måtte gå ovenpå, hvor man kunne sidde udenfor i luften, og der sad jeg så og prøvede at fokusere på horisonten. Det var ikke let, og det gyngede voldsomt meget. Vi havde under sikkerhedsinstruktionen fået at vide, at hvis vi blev dårlige skulle vi ikke vente til sidste øjeblik med at fortælle det, og det gjorde, at mange spande blev delt ud i løbet af turen. Vi havde ikke sejlet ret lang tid, førend alle spande var i brug rundt omkring, og den ene så mere skæv ud i hovedet end den anden. Først sad jeg med en rød spand, og da den skulle tømmes fik jeg en gul retur, og sådan gik de så på skift. Ikke ligefrem lækkert når man tænker tilbage på det, men da jeg sad i situationen var jeg fuldstændig ligeglad, der gjaldt det bare om at holde fast så man ikke fløj overbord og prøve at koncentrere sig om ikke at kaste mere op. Svigermor Kirsten sad og holdt min pande mens det stod på – ikke særligt charmerende, men hvor var det dejligt, at hun var der 
Laura og Victor nåede også at gøre brug af et par spande, og jeg følte mig SÅ magtesløs da jeg sad ovenpå, Bjørn og ungerne sad nedenunder og jeg vidste ikke hvordan nogle af dem havde det. Derudover gik der også rigtig mange tanker gennem mit hoved om, at hvis det skulle gå galt og båden kæntrede, ville jeg ikke være til nogen som helst hjælp med børnene, og det var bare den værste tanke af dem alle. Båden gyngede så meget, at det var næsten umuligt at gå omkring, men det var en kæmpe redning for mig, da Thorsten kom op og fortalte, at Bjørn og ungerne sov sødt på gulvet nedenunder. Så kunne jeg koncentrere mig om kun at være søsyg 
Thorsten og min far var de eneste af os, der virkede rimeligt ovenpå, selvom far da måtte indrømme, at vi nok ikke skulle have sejlet en time mere, for så var han også blevet dårlig.
Efter en sejltur, der nærmest virkede uendelig, nåede vi endelig det ydre rev, og der var ikke ret mange bølger, da vi nåede ind på selve revet. Alle hoppede hurtigt i vandet, og det var helt rart. Der blev lidt mere plads på båden, og så fik jeg lidt tid sammen med Laura og Victor (han sov stadig), og til at komme helt ovenpå igen.
Der blev anrettet til frokost, og Laura og Victor kørte masser af vandmelon indenbords, men jeg kunne ikke overskue alverden, så jeg udfyldte dykkerpapirer, og da Bjørn og Thorsten kom op fra snorkelturen, blev vi briefet, og så var det på med dykkerudstyret. Lige så snart jeg kom i vandet føltes det som om jeg slet ikke kunne få luft, og selvom jeg gav det et par ”halvhjertede” forsøg, så kunne jeg bare mærke, at det havde jeg ganske enkelt ikke lyst til, så jeg meldte pas, og gik op igen. Mega nedtur, og jeg kan godt blive gal på mig selv over, at være sådan et unikt sted, og så ikke fuldføre et dyk, men jeg må også erkende, at jeg er blevet noget af en kylling (især efter jeg har fået børn), og at min dykning nok trænger til at blive genopfrisket, så jeg tror lidt bassintræning og et genopfriskningskursus er hvad der skal til, hvis jeg skal ud og dykke igen. Det var ikke særligt godt for selvtilliden, men jeg ved med mig selv, at det var den rigtige beslutning, for det føltes ikke rart.
Jeg fik dykkerudstyret af, og så var det på med snorklen, og sammen med far svømmede jeg rundt på revet. Det var til gengæld hele sejlturen og dykkernederlaget værd!! Der var fisk i alverdens farver og størrelser, og korallerne var blå, lilla, grønne, gule og hvide – de var kæmpe store, og det var bare så langt øjet rakte. Der var en musling, som var lige så stor, som når jeg breder armene ud til hver side. Det lignede, at den havde mørkeblå fløjl, der bølgede langs kanten på den, man kunne se ind- og udgang nede i muslingen, og så var den bare fantastisk at se på. Jeg svømmede også over nogle mindre muslinger, som lukkede sammen da jeg kom forbi. På et tidspunkt lå jeg helt stille, og så kom der nogle fisk, der var næsten postkasserøde – jeg tror aldrig jeg har set den slags før, og der var også nogle ret store fisk, der nærmest havde leopard-pletter over det hele. Min yndlingsfisk Papegøjefisken var der også, den er simpelt hen så flot med både blå, lyserød, grøn og gule farver, og så changerer den når den svømmer. Da Bjørn snorklede så han også en haj, men den måtte jeg desværre undvære. Der var heller ingen skildpadder, selvom der ellers også skulle være en del af dem i området.
Da Bjørn og Thorsten kom op fra dykket fortalte de, at de havde set både blæksprutter og ”Cuttle-fish”. Sidstnævnte havde guiden stresset, så den skiftede farve, og når den så svømmede videre og blev overladt lidt til sig selv igen, så skiftede den farve igen – nu til en anden farve, som passede til den baggrund, hvor den svømmede. Det havde vist været ret imponerende.
Det var godt nok stort, flot, fantastisk og helt unikt, og det var dejligt at se, at også far, Knud og Kirsten var helt betagede og fascinerede over den verden af liv, der ligger under overfladen. Man kunne ligefrem se suset i Kirstens øjne, da hun fortalte hvad hun havde set og oplevet, og hun var næsten parat til at tage både dykkercertifikat og komme tilbage hertil. Jeg tror, at turen til akvariet i Sydney er under overvejelse, nu hvor de har set det hele ”live” 
Derefter var det tid til at sejle tilbage igen – en tur som alle nok frygtede en del. Vi havde rykket op til kaptajnens kahyt, hvor der også var aircondition og siddepladser, fordi der blev serveret frokost nedenunder, så der blev ret overfyldt på et tidspunkt.
Vi havde ikke sejlet ret langt, førend kaptajnen lige skulle et eller andet, og så spurgte han – i forbifarten – en af de andre passagerer, der sad i kahytten, om han ikke lige ville styre båden imens, vi skulle bare ligeud, og så gik han. Passagerens kone så vild ud i øjnene, og mente bestemt ikke at manden var kompetent til det, men han beroligede hende med, at den var sat på automatpilot, så det skulle nok gå. Dog kom kaptajnen halvt flyvende ind ad døren efter lidt tid, fordi vi lå og sejlede i ring, vi havde dog kun nået ca. 180 grader rundt. ”Jeg troede du styrede” sagde han til passageren, og så rettede han skuden op igen. Det var lige lovligt spændende, eftersom søgangen stadig var ret høj, og jeg måtte pænt ud på dækket igen – denne gang med en grå spand! Jeg fik dog ikke brug for den, men det gjorde Kirsten til gengæld, og Knud og Victor kunne også være med denne gang.
Laura kom ud og sad hos mig, og det var så hyggeligt, for hun sad og sang ”Solen er så rød, mor” og ”Papegøjen fra Amerika” for mig hele vejen, mens jeg var dårlig, og prøvede at fokusere på horisonten.
Vi skulle sætte skoleklassen af på Dunk Island igen, og jeg må tilstå, at jeg ville have givet min højre arm for at blive sat af derude og slippe for den sidste tur indtil Mission Beach, men overraskende var det, at det var en meget fredelig sejltur det sidste stykke, og efter at være kommet over i den lille gummibåd igen, var det en fantastisk følelse igen at have fast grund under fødderne!!
Der blev ikke taget mange billeder i dag, alle har haft svært ved at koncentrere sig om meget andet end at holde fast og søsyge, så det må blive i minderne  Det er jeg sikker på heller ikke bliver noget problem, for det har været en fantastisk oplevelse for os alle sammen, og jeg tror alle synes, at det var den hårde sejltur værd (især nu, hvor vi er kommet sikkert i land igen).
Vi var først tilbage på campingpladsen kl. 18, så vi var godt trætte, og efter lidt aftensmad gik alle til ro. Utroligt at sådan en dag på havet kan påvirke, at man stadig føler man sejler, når man er kommet tilbage på landjorden, og det bliver bestemt ikke mindre, når man lægger sig ned og lukker øjnene. Men alle fik en god nats søvn ovenpå den oplevelse.