Mandag d. 5. april 2010

Her til formiddag fik vi ordnet en masse praktiske ting, såsom tømme diverse tanke, komme vand på bilerne, badet børn, og ikke mindst lagt de sidste opdateringer på bloggen efter de mislykkede forsøg i går aftes. Derefter kørte vi til Yeppoon, hvor vi fik tanket bilerne og handlet lidt ind. Supermarkedet var mega dyrt, så vi købte kun det mest nødvendige – eksempelvis kostede pastinakker lige den nette sum af 80 kr. pr. kg!!! Deres priser havde vist passet bedre i Lire…
De mange gøremål gjorde så også, at vi først kom af sted ved 12-tiden, men til gengæld har vi kørt ca. 330 km i dag, så nu er vi nået til byen Sarina.
På vejen var der sat en del skilte op med udsagn møntet på børnefamilier, der skal køre langt – f.eks. var der skilte med ”Still a long way to go, kids”, ”Are we there yet?”, ”How long to go, Dad?” og ”How long to go, Mum?” Under normale forudsætninger havde vi nok følt os ret ramt af de udsagn, men vi er overbeviste om, at Laura og Victor må have savnet at køre bil, for de har opført sig yderst eksemplarisk hele vejen, og der har ikke engang været specielt meget lyd omme fra deres pladser.
På et tidspunkt kørte vi mod noget, der så meget hvidt ud, og det var svært at se hvad det var, men det viste sig, at vi kom ind i en kæmpe byge – vist et rigtigt tropisk regnvejr – det må være dét de kalder ”heavy showers”, men det stoppede lige så brat som det begyndte. Meget mærkelig oplevelse...
Vi gjorde stop i Carmila, hvor vi ville ud og se vandet, men vi måtte køre ad en meget lille vej (kun med plads til én bil, så når man mødte en modkørende, måtte begge trække ud i rabatten) – og hastighedsbegrænsningen var 80 km/timen!!! Det var hurtigt blevet meget provinsagtigt, selvom det kun var 6 km fra hovedvejen, for alle de lokale hilste pænt på os. Da vi nåede ned til vandet var der advarselsskilte med krokodiller, så vi skulle ikke nøde noget af at komme for tæt på vandkanten, så vi kørte forholdsvist hurtigt igen.
Om aftenen var Bjørn og jeg blevet invaderet af en gigantisk myg i vores bil, og den måtte have tre klask med et hæfte, før den overgav sig og døde. Som Bjørn udtrykte det: ”Det er jo ikke en myg – det er en hund!”. Og ja, den var giga stor, og vi er overbeviste om, at hvis vi var blevet stukket af den, var vi endt med myggestik så store som bylder – ikke så kønt på bryllupsbilledet, og godt nok findes der jo photoshop, men alligevel… 