Fredag d. 9. april 2010

WOW! - Wow, wow, wow!!! Sikke en dag!
Uanset hvor godt jeg prøver, så ved jeg med sikkerhed, at beskrivelsen af dagen i dag ikke kommer til at stå mål med virkeligheden, for jeg kan ganske enkelt ikke finde ord, der beskriver hvordan det har været. Fantastisk, unikt, uforglemmeligt rækker slet slet ikke, men nu må jeg jo hellere starte med begyndelsen… 
Da vi vågnede prøvede jeg at spørge Laura, om hun vidste hvilken dag det er i dag, og hun mente bestemt, at ”mor og far skal skiftes og så skal vi have chokolade og chips!” Tja, så ved man hvad der er de vigtige ting her i livet 
Vi gik over på hotellet for at spise morgenmad, og det var en meget overvældende buffet, der ventede os. Jeg ved ikke, om det var denne specielle dag, der gjorde det, eller om buffeten bare var så stor, men i hvert fald fór jeg forvildet rundt, kunne hverken finde hoved eller hale i den, og endte med at rende frem og tilbage rigtig mange gange, fordi jeg glemte det ene og det andet.
Klokken 8.45 skulle jeg ned til en salon, hvor jeg først skulle have lagt make-up, og derefter sat hår. Det klarede de ganske godt, hvis jeg selv skal sige det, men de bestiller jo næsten heller ikke andet dag ud og dag ind.
I salonen fik jeg at vide, at Hayley ville hente mig og køre mig tilbage til vores bungalow – meget vigtigt – der er ca. 50 meter op til hytten!! Nå, men det gjorde hun i sin lille buggy, og så kunne hun også få vores drikkevarer med, som hun vil sørge for at holde kolde, til vi skal skåle på stranden efter vielsen. Jeg gik ind i hytten for at hente dem, og råbte til Bjørn, at Hayley var her, hvorefter han kommer ud fra badeværelset, og det første han sagde var: ”Nå, er du ikke helt færdig endnu??” Øh, jo – det var jeg faktisk – men tak for komplimentet!!  Han fik dog reddet den lidt ved at sige, at jeg bare så lidt forvirret ud, og at det ikke havde noget med hår og make-up at gøre 
Der var lige en halv times tid, hvor vi havde god tid, og Bjørn og jeg bestilte ikke andet end at gå rundt om hinanden i cirkler – vi var vist begge noget spændte og lidt nervøse 
Vi nåede alle sammen at blive færdige, og kl. 10.30 kom både fotografen Mark og Leanne Duffy, som er hende, der skal vie os. Vi skulle udfylde de sidste papirer, men det var lidt forhastet, så det ventede vi med til vi alligevel sad og ventede på transporten til øen.
Vi blev hentet i en shuttle-bus, og så gik turen (max. ti minutter)til lufthavnen. Mormor og morfar havde allerede gættet det i går, men farmor, farfar og onkel Thorsten blev meget overraskede over at finde ud af, at vi skulle flyve ud til stranden. Vi havde lejet et vandfly og en helikopter, det er noget hverken Bjørn eller jeg har prøvet før, så nu skulle det være. Vi fik ordnet de sidste papirer med Leanne, sikkerhedsinstruktionerne blev gennemgået, og så blev Bjørn og alle gæsterne sendt af sted. Da der var gået ca. 10 minutter skulle jeg, Leanne og Hayley af sted i helikopteren. Jeg fik lov til at sidde på ”forsædet” (hvis det hedder sådan i en helikopter), og det var en helt ubeskrivelig oplevelse. Der var ikke noget med at køre ud til startbanen og fart på, propellen blev bare sat op i fart, og så fløj vi direkte opad. Det var den smukkeste flyvetur jeg nogensinde har været på. Hele viewet over alle de små øer med grønne toppe, de lækreste hvide sandstrande, bugter med det flotteste og mest krystalklare vand man kan forestille sig i mange blå, turkise og grønne nuancer, og sidst men ikke mindst kunne vi se 10 – 15 havskildpadder svømme roligt rundt i vandet. Det tog fuldstændigt pusten fra mig!
Piloten fortalte mig i øvrigt, at vi har været rigtig heldige med vejret. I går og i dag har været de bedste dage i de sidste seks uger – ellers har det kun været regn, blæst og overskyet vejr. Tro på, at jeg føler mig født under en heldig stjerne!!
De andre landede med vandflyet – noget jeg jo ikke så, men har fået fortalt, og det fortjener helt sikkert en plads i dagbogen!! Vi havde fået at vide, at når flyet landede, skulle alle selvfølgelig gå i land selv, men vandet ville kun gå til ca. midten af underbenet. Da min far skulle ud, vendte flyet dog den forkerte side ind mod land, så det ville gå ham til midten af lårene, og eftersom han havde lange bukser på, valgte han at tage dem af. Det er da ikke alle der får muligheden for at ankomme til sin datters bryllup i næsten bar rø… 
Vi havde alle fået et ”senic flight” så vi fløj op langs hele Whitehaven Beach (den er syv km lang), og så tilbage til det sted, hvor vielsen skulle foregå.
Jeg ankom derefter i helikopteren, og Bjørn måtte lave en Frede (hvis der er nogle, der er i tvivl om hvad det indebærer, så er det at blive rørt til tårer til sit eget bryllup). Bjørn påstår hårdnakket, at det var fordi han fik solen i øjnene, men jeg var der og ved bedre  Jeg har dog en fornemmelse af, at det er noget vi kommer til at diskutere de næste 40 år 
Der var ingen skygge på stranden overhovedet, men Laura og Victor var blevet sat under fire store paraplyer, og der sad de og legede i sandet med spand og skovl under hele ceremonien, det var helt perfekt.
Bjørn og jeg stod ved siden af hinanden, og så startede Leanne hendes tale (frit oversat af Google translate):
”God eftermiddag mine damer og herrer og velkommen til den fantastiske Whitehaven Beach.
Mit navn er Leanne Duffy og som celebrant er jeg ikke kun beæret, men også glad for at være her i denne rolle, da Christina og Bjørn fejrer deres forhold og indgår ægteskab.
Denne dag er begyndelsen af en vidunderlig ny fase i livet for Christina og Bjørn. Jeres forhold har varet nogen tid nu og også fremtiden for jer begge rummer mange vidunderlige øjeblikke. Som jeres forhold fortsætter med at vokse og blive styrket, finder I også glæde i at motivere og lede udviklingen af jeres dejlige børn Laura og Victor, når de fortsætter deres vej til at blive unge mennesker.
Ægteskab er et engagement for livet, det bedste to mennesker kan finde og bringe frem i hinanden. Det giver muligheder for deling og vækst, som ingen andre forhold kan. Det er en fysisk og følelsesmæssig forening som loves for livet. Inden for kredsen af kærlighed, omfatter ægteskab alle livets vigtigste relationer. Ægtefolk er hinandens bedste ven, fortrolige, elsker, lærer, lytter og kritiker. Ægteskab uddyber og beriger alle facetter af livet.
Lykken er fyldigere, erindringerne mere friske, engagementet er stærkere, og selv vrede føles stærkere, men passerer også hurtigere.
Ægteskab forstår og tilgiver de fejl, som livet ikke er i stand til at undgå. Det tilskynder og fremmer nyt liv, nye oplevelser og en ny måde at udtrykke kærlighed på, som er dybere end livet.
Når to mennesker lover deres kærlighed til hinanden i ægteskabet, skaber de en ånd, der er unik, hvilket binder dem tættere sammen end nogen talte eller skrevne ord. Ægteskabet er et løfte, der er indgået i hjertet af to mennesker, der elsker hinanden, og dette løfte tager et helt liv at opfylde.

Det klogeste, jeg nogensinde har hørt sagt om kærlighed og ægteskab er dette: Kærlighed er en beslutning. På overfladen lyder det temmelig klinisk og uromantisk, men hvis man tænker lidt dybere over det, vil man indse, at der er sandhed i disse ord.
Det er let at forelske sig, og når man lige har mødt hinanden ser verden rosenrød ud, alt er nyt og spændende, intet kan røre dem. Men som man vokser ind i sit forhold, tager livets realiteter over. Glæder og sorger, op- og nedture, og så begynder man at indse, at kærlighed er en beslutning. Et forhold kræver en masse arbejde.
Man er nødt til at pleje det hele tiden, og når man rammer et bump, er det tid at stoppe op og sige ”Kærlighed er en beslutning”.
Christina og Bjørn har taget en beslutning om at elske hinanden på trods af deres mangler og på trods af at de ikke altid er enige i alt, hvad hinanden gør. De tror på, at de sammen kan løse de udfordringer, som de møder på deres vej.
Christina og Bjørn mødte hinanden til et bryllup tilbage i 2005. Der var straks god kemi og sød musik opstod. Efter mange romantiske nætter fyldt med god musik og lange samtaler, dage tilbragt på skøjter og mange gode grin, stod det hurtigt klart, at de var skabt for hinanden.
Som Christina udtrykker det: Vi elsker hinanden meget højt, vi griner sammen, og vi giver hinanden plads til at være individer. Jeg føler hel, når jeg er sammen med Bjørn.
Af denne kærlighed er Laura og Victor - deres to dyrebare børn – blevet født, og som en familie skal de nu i gang med et nyt eventyr sammen. Ægteskab handler ikke kun om kærlighed, men også om engagement og sikkerhed. Både Christina og Bjørn er fast besluttet på at lære af hårde tider, nyde og værne om de gode og sjove tider og vigtigst af alt fortsat at kommunikere, lytte og være åbne overfor hinandens tanker og følelser, og de ser frem til et aktivt liv sammen, med masser af sjov, latter og kærlighed i deres ægteskab.”

Derefter kom vi til ”I do-delen”, vi skulle afgive løfter, og så kom udvekslingen af ringene. Jeg kunne næsten ikke få ringen på Bjørns finger, men det lykkedes til sidst, og nu sidder den så fast, at den næsten ikke kan komme af igen – så er fælden klappet he he 
Leanne gjorde det rigtig godt – det var højtideligt, og alligevel uformelt men med en rigtig god balance i det – og så var det ikke mindst rørende.
Bagefter skålede vi i champagne, vores vidner (Thorsten og min mor) skrev under ligesom vi selv gjorde, og så skulle vi have taget billeder på stranden. Vi får først fotografens billeder når vi kommer hjem til Danmark, men jeg tror han fik nogle rigtige gode nogle.
Vi skulle derefter flyve tilbage til Hamilton Island, og denne gang var det Bjørn, morfar og farfar, der fløj i helikopteren, mens vi andre tog vandflyveren. Hayley kiggede godt nok lidt, da vi sagde, at vi ikke ville flyve sammen tilbage, men nu hvor vi har muligheden, ville vi altså meget gerne prøve begge dele begge to 
Tilbage på Hamilton Island blev Bjørn og jeg hentet i lufthaven af en Jaguar med privatchauffør, og så skulle vi have taget flere billeder. Der var blandt andet en udkigspost, der hedder ”One Tree Hill”, hvor vi fik at vide, at der bliver stillet bar op hver aften, og så ser man solnedgang. Det syntes vi lød som en rigtig god idé, så vi udskød vores bord på restauranten til kl. 18.30, så vi kunne nå at få den oplevelse med også.
Da vi kom tilbage spiste vi lidt sandwich, chokolade og chips og skålede lidt mere, og så var der ”fri leg” indtil vi skulle spise om aftenen. Nogle gik ud og badede, andre tog en middagslur, og atter andre prøvede forgæves at få nogle børn til at sove.
Ved 17.30-tiden var vi klar til at tage til ”One Tree Hill”, men vi var lige ved ikke at nå det, så da vi kom gående op ad én af bakkerne, var der en fyr, der standsede sin buggy, så vi kunne køre med – ”Ellers når I ikke at se solnedgangen”, sagde han. Bjørn og jeg hoppede på, og da han satte os af, sagde han at han ville køre ned efter de andre, for at de også kunne nå det. Efter lidt tid kom han op med morfar, mormor var lige ankommet med en shuttle-bus, og umiddelbart efter kom farmor, farfar og Thorsten også gående over den sidste bakketop, så vi nåede det alligevel. Det er bare ét eksempel på, hvor flinke australierne er.
Vi sad oppe på udkigsposten og fik en lidt at drikke, mens vi nød den flotte solnedgang.
Da det var blevet helt mørkt tog vi en shuttle-bus ned til byen igen, og Victor faldt i søvn på skødet af mig undervejs.
Vi havde bestilt bord på den italienske restaurant Romano’s, som lå med fonten ud til havnen. Det var et rigtig hyggeligt sted, og maden var helt i top. Der var flotte og rørende taler fra både mormor, farmor og Thorsten, så det kunne ganske enkelt ikke have været bedre. Vi valgte dog at tage hjem på terrassen og drikke kaffe, for Victor var træt og meget urolig.
Da alle andre var gået hver til sit, satte Bjørn og jeg os på vores terrasse, drak en Smirnoff Ice og reflekterede over denne helt ubeskrivelige dag (som alligevel fylder fire sider ). For os har det været den perfekte bryllupsdag, som endda har overgået alle forventninger, håb og drømme, og vi har ikke fortrudt et sekund, at vi valgte at gøre det på denne måde.