Hold da op hvor kan en campingplads se anderledes ud i dagslys, end når man ankommer i mørke!! Vi er ganske enkelt havnet midt i bushen!!! Vi spiste morgenmad i det fri, men Victor ville meget gerne ud at køre. Da jeg fortalte ham, at vi først lige skulle have ryddet af bordet, tog at resolut mælken og bar den ind i køkkenet – han er vist klar til at køre videre
Inden vi skulle videre, meldte vi os dog til en guidet tur til de lava-tunneller (lave tubes), som området er så berømt for. For ca. 190.000 år siden udbrød vulkanen Undara, og den var så voldsom, at lavaen flød mere end 160 km væk fra vulkanen, og det er estimeret, at ca. 23 km3 lava med en temperatur på 1.200 grader flød af sted, og området, der blev dækket af lava udgør 1.550 km2. Selv om temperaturen faldt, og overfalden blev hård, løb lavaen stadig nedenunder, hvilket er årsagen til, at der i dag er lava-tunneller i området. Undara betyder ”lang vej” på Aboriginal sprog, og Undara Volcanic National Park har det længste bevarede lavaflow fra en enkelt vulkan i verden. I 1860’erne søgte Tom og Charles Collins, der var sønner af en pioner, nye udfordringer, og de fandt Undara området. De fandt drømmen ved Spring Creek, og selv med regn, børn, gode sæsoner og hårde sygdomsforløb, tørke og brande, forblev de på egnen og forgudede det land, som de havde skabt som deres hjem (frit oversat fra brochure ). Seks generationer efter søsatte Gerry Collins drømmen om at dele dette naturvidunder med andre, og i juni 1990 blev området åbnet for gæster. Det var bare lige lidt baggrundshistorie om området
Turen startede kl. 10.30 og varede et par timer. Vi fik en masse information undervejs om både flora og fauna, og også om selve vulkanområdet. Undara er en ”shield”vulkan, hvilket betyder at den er forårsaget af, at kontinentalpladerne bevæger sig væk fra hinanden, og derfor flyder lavaen ud over kanten, ligesom når mælk koger over. Dette er i modsætning til det vulkanudbrud, som finder sted på Island i øjeblikket, hvor kontinentalpladerne skubbes sammen, og lavaen derfor flyder ud over kanten, ligesom hvis creme koger over – så er det store bobler, der langsomt og tungt hopper op.
Selve tunnelen var ret flot. Vi gik i vand til knæene, og det var mega koldt, men man vænnede sig dog hurtigt til det. Det var også sjovt at se alle de ”tegninger”, som var derinde. Det var kalken, der havde lavet formationer, og især de lidt større børn, som var med på turen, havde en god fantasi, og der var mange bud på, hvad der forestillede hvad. Der var også rigtig mange flagermus, der fløj rundt derinde, men det var nogle små nogle, og tunnellen var stor, så det var ret sjovt at se.
Laura og Victor var ikke helt tilfredse på turen – især starten var lidt hård, men der var også mange steder, hvor vi stod stille og bare lyttede til guiden, så jeg kan godt forstå, at de syntes det var ret kedeligt.
Da vi kom tilbage til bilen kørte vi et lille stykke, hvorefter vi spiste frokost med endnu en dejlig udsigt. Der var også en del roadtrains, som startede ved en form for mini-grusgrav lige ved siden af os – det er godt nok nogle store lastbiler!!!
Derefter kørte vi videre mod Georgetown, og vi kom ud på nogle forholdsvis små veje, hvor der kun var ét spor og grus på hver side – så kan man trække ud til siden, hvis der lige skulle komme et roadtrain forbi!!
Vi gjorde stop i Georgetown, hvor Laura og Victor kom på en legeplads. Jeg gik på et offentligt toilet, og tro på, at jeg blev forskrækket, da jeg løftede toiletbrættet og der sad to grønne frøer nede i kummen!! Det var ren reaktion, da jeg hurtigt smækkede brættet i igen!
Nå, men mine dyreeventyr var ikke slut endnu, for da jeg kom ud på gaden igen sad der rigtig mange lyserøde papegøjer på en græsplæne – det så vildt godt ud, så dem gik jeg på ”foto-shoot” efter. En lidt mere idyllisk oplevelse end den første
Det var også i Georgetown vi så det første (og hidtil eneste) roadtrain med tre trailere bagefter. Det holdt dog parkeret, men det var der.
Vi kørte videre mod Cobbold Gorge, og på skiltet stod der 90 km til byen, så umiddelbart tænkte vi, at det nok ville tage ca. halvanden times tid. Vi havde set på kortet, at vejene blev noget mindre – og det gjorde de! Nu var der slet ikke asfalt mere, og det var også ret ujævnt nogle steder. Det er vist heller ikke helt reglementeret, at vi må køre med vores campervan på disse veje, men heldigvis har det været tørvejr på det sidste, så vejene er ret fremkommelige trods alt.
På vejen så vi pludselig to ret store ørne – de sad og spiste af et ådsel, og vi gjorde naturligvis stop for at tage et billede af dem. Jeg rullede vinduet ned, og pludselig syntes jeg trods alt, at jeg har gjort mig selv uret tidligere. Det var en død kænguru de spiste, og den lugtede faktisk mange gange værre end mine sko!! (Bjørn er ikke helt enig, men heldigvis er det mig, der er pennefører ). Historien om den døde kænguru er ellers ca. ni år gammel, hvor jeg var på ferie herude med mine forældre, og der var der også et par sko, som havde en meget ubehagelig lugt, og hvor vi først troede, det var en død kænguru, men det viste sig senere, at det var et par sko. Jeg må dog sige, at den ægte døde kænguru er i en ”lugteklasse” helt for sig selv og uden sammenligning i øvrigt
Der fløj masser af de lyserøde papegøjer omkring os, og da solen begyndte at gå ned, var der også mange kænguruer og vi så endda også et vildsvin.
Solnedgangen var rigtig rigtig flot, den var meget bred og den varede meget længe. Vi kørte og beundrede den, og blev (endnu en gang) enige om, at vi godt nok er privilegerede over at få så mange gode oplevelser med os.
Først kl. 19 kom vi til Cobbold Gorge, og vi blev henvist til tre cowboys, hvor den ene viste os vej til vores site. Her er meget western-agtigt, og det virker meget oprindeligt, og ikke som noget, der er arrangeret af en turistforening
Der er næsten intet lys, så vi lavede aftensmad, og spiste for en gangs skyld indenfor. Det er altid rarest at ankomme til en ny campingplads i dagslys, så man har en fornemmelse af forholdene og hvor de forskellige ting er, men det har vi til gode til i morgen. Men vi kan i hvert fald konstatere, at vi er kommet så langt ud, at der ikke er nogen form for signaldækning til vores telefoner, og der er heller ikke ligefrem mulighed for Internetadgang, så vi ved faktisk ikke hvor langt mine forældre er nået, og vi når så heller ikke at finde ud af, om Bjørns forældre når rettidigt hjem, førend vi kører tilbage mod Cairns.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar