tirsdag den 27. april 2010

Søndag d. 18. april 2010







I dag var så sidste dag for farmor og farfar, så da de havde pakket og gjort bilen klar til aflevering, kørte de og Bjørn op til Kuranda, for at se lidt på byen.
I mellemtiden underholdt vi andre Laura og Victor på legepladsen, og campingpladsen har også en bil med Nemo på taget, som vi kørte en tur i. Det syntes især Victor var rigtig sjovt, så han blev ved med at sige ”Kør’ Nume” (det er Nemo på Victor-sprog), og han var ikke til at hive væk fra bilen igen 
Da de kom tilbage fra Kuranda spiste de en kort frokost, og så var det farvel til farmor og farfar. De skal videre til Sydney hvor de har nogle dage, inden de flyver hjem til Danmark igen. Der er dog lidt usikkerhed omkring det, eftersom næsten alle lufthavne i Europa er lukkede på grund af vulkanudbrud på Island. Men der er jo nogle dage endnu, så de kan være nået at åbne mange gange endnu inden da.
De skulle tage nogle ting med hjem for os, og selvfølgelig glemte vi at give dem den lille kuffert med, som Laura fik i fødselsdagsgave. Bjørn og morfar kørte derfor ud til Maui, hvor farmor og farfar var i gang med at aflevere deres campervan, og så fik de den med alligevel. Derefter kørte de dem ud i lufthavnen, og så var der dømt drengerøvs-eftermiddag med bil- og motorcykelforhandlere samt is og pomfritter på McDonalds.
Om eftermiddagen tog vi Laura og Victor med i det badeland, som de også har her, og det var også en stor succes.
Alt i alt en dag i børnenes tegn, hvor vi ikke har lavet så meget andet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar