”I dag er det Lauras fødselsdag, hurra, hurra, hurra…” Vi startede dagen med morgenbrød, varm kakao, ananas og kokosnød. Bjørn pillede og skar kokosnødden, og måtte hurtigt konstatere at han nok ikke ville overleve længe på en øde ø Vi sang også fødselsdagssang og Laura fik fine gaver bl.a. en sød kattebamse, en hel del puzzlespil og så en lyserød Minnie Mouse kuffert på hjul. Den blev Victor meget forelsket i, og han har kørt rundt på hele campingpladsen med den det meste af dagen.
Bjørn og jeg gik en lang og dejlig tur langs stranden, og på vejen fandt vi et par kokosnødder, som vi tog med tilbage. Laura og Victor nåede både i swimmingpoolen og på legepladsen, så jeg tror Lauras lykke var gjort, og at hun syntes hun havde haft en dejlig dag.
Vi fik booket en bådtur ud til det ydre rev af Great Barrier Reef i morgen, så det glæder vi os meget til. Vi har ellers fået at vide, at vejret de næste tre – fire dage ikke bliver så godt (med regn og lidt blæst), men nu tager vi chancen.
Efter frokost kørte farmor og jeg ud til en regnskov, hvor vi gik en god tur. Desværre så vi ingen cassowarys (en fugl på størrelse med en struds, og med blåt og rødt hoved), selvom det er et område, hvor der er rigtig mange af dem. Der står advarselsskilte overalt i vejkanterne, for at man skal passe på ikke at køre dem ned. Til gengæld så vi en mega stor edderkop – kroppen var på størrelse med min lillefinger, og med ben var den på størrelse med hele min hånd. Den var sort, og havde orange striber på benene (der dog ikke var behårede, som den der sad på vores bil den anden dag).
Inden vi nåede tilbage til campingpladsen var det blevet aften, så planen om at spise pandekager om eftermiddagen blev udskudt til at spise dem som supplement til aftensmaden i stedet for. Så jeg fik lavet pandekager i ægte Rasmus Klump-stil, og det var lige før hele tårnet væltede, da jeg bar dem ud på bordet, men det skete heldigvis ikke – sikke spildt arbejde det havde været
Om aftenen skraldede Bjørn den ene af de kokosnødder vi fandt på stranden, det var hårdt arbejde, for det skulle først ud af den store og meget seje skal (bruges nogle steder blandt andet til at lave reb af). Den var meget frisk og smagte rigtig godt.
Nu har vi haft fire fødselsdage og et bryllup på to uger, men nu er det også slut for resten af turen
tillykke tillykke til laura. sender stort krammer
SvarSletundskyld forsinkelsen, .....3 år...... tiden er løbet. hun ser ud til at ha vokset voldsomt, glæder mig til at se dem igen.´herligt at ha sådanne dage som er så specielle til at tænke tilbage på.
kh heidi og co.