Mandag d. 1. marts 2010

Hold da op! Vi har lige sovet 14 timer i nat – der var vist nogle der var trætte efter en lang tur og jetlag! Bjørn løb en tur rundt om Kejserpaladsets Have, en tur på 4,2 km – lidt krise, at vi i aftes skød samme tur til at være ca. 6 km, men der var vi selvfølgelig også trætte…  Den lange søvn og lidt generel dvaskhed gjorde, at vi først kom af sted ved 13.30-tiden. Det var forbavsende let at tage metroen rundt i byen, og selv med masser af japanske tegn var der et nummersystem, der gjorde det meget simpelt at finde rundt i. Selv billetpriser og skift til andre linjer var ”piece of cake” efter at have prøvet det en enkelt gang. Derudover er japanerne ekstremt hjælpsomme, man skal ikke have stået og set lidt forvirret ud i mere end 10 sekunder, så er hjælpen på vej, uanset om det gælder billetter til metroen, hjælp til at få klapvognene ned ad trapperne eller at tage et billede af os alle fire ved en seværdighed. Derudover er det også imponerende, at ALLE holder til venstre på en rulletrappe (de kører også i venstre side af vejen, så det er vel fair nok at det lige er venstre  ), og de tager meget hensyn til andre – der er virkelig noget kultur vi godt kunne lære af i Danmark. Men utroligt nok er det stadig som om der næsten ikke er nogle mennesker – når man tænker på det virvar der er på Nørreport st. uanset tid på døgnet, så var det mærkeligt at være i en storby med ca. 30 mio. indbyggere, og så næsten ingen mennesker på de metrostationer vi var på.
I metroen sad vi i en kupé, som var forbeholdt kvinder fra metroen starter med at køre om morgenen og indtil kl. 9.30. Vi har ikke fundet ud af hvorfor det er sådan, men antager at man gerne vil gøre det trygt for alle at færdes på alle tider af døgnet.
Vi nåede ud til Asakusa Kannon-templet (også kaldet Sensoji-templet), som er Tokyos ældste og mest imponerende tempelanlæg. Ved indgangen står den store Tordenport, Kaminarimon. Efter porten ligger den flere hundrede år gamle indkøbsgade Nakamise, som bugner af traditionelle og moderne japanske souvenirs og lokale snacks. Efter at have set templet var vi blevet sultne, og hjemmefra havde vi jo lovet os selv ikke at tage til Japan, uden at smage sushi, selvom ingen af os synes særligt godt om det. Nu havde vi chancen for at smage det, så det bliv vi enige om at gøre. Vi fik 7 stykker blandet sushi, som vi delte så vi begge kunne smage dem alle. Bjørn er stadig ikke imponeret, og jeg må indrømme, at den forkølelse som jeg har slæbt med hjemmefra, ikke skal høre noget for, at både lugte- og smagssans er sat ud af drift. Så jeg har spist sushi i Japan, men egentligt ikke smagt det. Nu mener vi jo så, at vi har gjort vores ”pligt”, og at det blev vel overstået. Dog var der én af dem, med en meget hvid fiske-art ovenpå, som jeg diskret måtte spytte ud igen – alene konsistensen var nok til, at det bare ikke ville ned gennem min hals. Selv mellem to vingummier tror jeg ikke, at jeg kunne have narret mig selv til at få det ned! Ok, indrømmet – jeg er sart i den retning!! 
Bagefter tog vi til Ueno Park, men zoologisk have var lukket, og det var også så småt blevet mørkt igen. Derfor gik vi en tur i området i stedet for, og nød bare indtrykkene af at være i Tokyo. Der er sindssygt mange reklameskilte med lys overalt, og mange mennesker (nå, det er her de opholder sig – på shopping! Nu giver det hele meget mere mening ). Vi kom også igennem nogle markeder og butikker, men uanset hvor man kigger på deres mad, er der bare ikke noget der ser indbydende ud. Det er ret underligt, og det eneste minus, for ellers virker det som en rigtig dejlig by med behagelige mennesker og trygge rammer, og vi føler os rigtig godt tilpas.