Onsdag d. 10. marts 2010

Hold da helt op! Vi er nu overbeviste om, at Laura og Victor er med på, hvordan det foregår, når man holder ferie i en campervan. De satte sig selv op i deres autostole og tog selerne på, så vi kun skulle spænde dem fast – det er virkelig store fremskridt.
På vej ud af Stanley kørte vi den rute, som Bjørn løb i går, og kom forbi et flot udsigtspunkt, hvorfra man kunne se hele Stanley, og havet på begge sider af byen (så lidt op ad bakke har han da løbet ). Byen ligger på en meget smal spids, hvor havet omringer den på begge sider. Vi kom også forbi et skilt med at der er pingviner i området, og mindre end 500 meter længere henne har de palmer i haven – dimentrale modsætninger må man nok sige.
Der er en hyggelig skik med, at alle campervans hilser på hinanden, når man passerer hinanden på vejene – ligesom motorcyklister gør det i Danmark.
Ca. 70 km fra Stanley kom vi til byen Burnie, og her så vi de første lyskurve siden Hobart! Vi er kommet til den lidt mere civiliserede del af Tasmanien, og håber der er adgang til Internettet det næste sted vi kommer frem. Det har der ikke været de sidste par steder, så vi ved aldrig helt hvad vi kan forvente på disse kanter 
Laura sidder blandt andet og laver puzzlespil, når vi kører, men i dag blev hun lidt utilfreds, og så kunne vi høre omme fra hendes plads: ”Far kører ikke ordentligt, mine ting falder ned!” Det var så fordi vi fulgte et sving rundt på vejen 
Den næste by vi kom til var Pinguin, og det navn havde de virkelig sat en ære i at udfylde. Hele byen var pyntet med pingviner, og alle butikker hed noget med Pinguin – selv skraldespandene på gaderne var der pingviner på.
På vejen kom vi også forbi noget vejarbejde, og det er imponerende, hvad der kan holde folk i beskæftigelse. Ved starten af vejarbejdet stod der en mand med et skilt i hånden, hvor der stod ”STOP”, og når alle biler så havde passeret de ca. 20 meter, så var det så smart, at han kunne vende skiltet, og så stod der ”SLOW”, og så var det vores tur til at køre. En mand med samme funktion stod naturligvis i den anden ende – de ca. 20 meter nede ad gaden. Arbejdsløsheden må være forsvindende lille herude 
Vi kørte videre af kystvejen, og det er bemærkelsesværdigt at se, hvor velholdte alle husene er – selv her ved kysten, hvor man ellers skulle tro, at saltvandet og havluften var hårdt ved dem.
Vi kom til Devonport, hvor vi parkerede bilen og gik en tur i byen. Devonport er en stor havneby, hvor blandt andet færgen til Melbourne sejler fra (det tager 9 – 10 timer), og de har også en lufthavn. Vi spiste frokost på en fortovscafé, hvor det var dejligt at sidde i solen, men koldt når der kom en sky forbi. Vi nåede også at købe lidt sko, bøger, solbriller og – jubii – et eksternt tastatur til vores pc, så jeg igen kan skrive uden at skulle kopiere diverse bogstaver og tal.
Vi nåede også at handle i et Woolworth supermarked, og hvis Coles i Hobart var stort, så var dette her mega-stort og så tilstrækkeligt uoverskueligt, at da jeg til sidst fandt ud af, at jeg havde glemt at købe gulerødder, kunne jeg ikke overskue at prøve at finde grøntafdelingen igen, så jeg gik til kassen, og så må vi købe gulerødder en anden dag.
Fra Devonport kørte vi videre til Mole Creek, hvor vi fandt en campingplads, der lige havde ét site tilbage med el og vand, så der var vi heldige. Vi har kørt ca. 180 km i dag, og det har ikke taget specielt lang tid, så nu holder vores tidsplan lidt bedre, og vi har besluttet at blive her i morgen også, og først køre videre på fredag (godt at vi skriver ugedag på her i dagbogen, for det er lige gået op for os, at hverken Bjørn eller jeg umiddelbart vidste hvilken ugedag det var i dag ).
Bjørn faldt igen i snak med en lokal her på campingpladsen, og han skulle på jagt her til aften. De skyder wallabies, og kødet bruger de til egen mad, mad til hunden, og så bliver noget af det også solgt til den wildlife park, der ligger herude. De bruger kødet til at fodre blandt andet de tasmanske djævle.
Jubii – vi kan komme på Internettet fra ”The Middle of Nowhere”, så aftenen er gået med at forberede de ting, som vi skal have ordnet, når vi går ”live” i morgen.