torsdag den 4. marts 2010

Onsdag d. 3. marts 2010



I dag er en ægte rejsedag. Vi har fløjet hele natten, og Victor har sovet 8 ud af 9 timer, hvorimod Laura kun fik sovet 4 timer – ikke ligefrem optimalt, når vi skal rejse hele dagen, men hun klarede det nu flot. Vi landede i Brisbane kl. 7 om morgenen lokal tid, og havde tre timer til næste fly til Sydney. Det var ikke for meget, for vi skulle hente vores bagage og få den gennem tolden, for at checke den ind igen lige bagefter. Vi skulle også med bus fra udenrigsterminalen til indenrigsterminalen, og gennem SIKKERHEDS-kontrollen igen. Vi havde ikke fået meget at spise, så det skulle vi også lige nå, og så var det tid til at boarde næste fly.
Efter en god time landede vi i Sydney, og nåede da også lige at se Harbour Bridge og Operahuset fra luften. I Sydney havde vi halvanden times ventetid, før vi skulle videre med sidste fly for i dag – Hobart som sidste destination. Ventetiden gik med at se Bamse og Kylling på pc’en – en god måde at underholde trætte børn, og lade forældrene stene lidt. Kl. 16 lokal tid landede vi så i Hobart på Tasmanien – nu 10 timer foran Danmark. Vi tog en taxa fra lufthavnen, og på vejen kørte vi over Tasman Bridge, som krydser Derwent River. Vi ankom til Mayfair Plaza Motel, hvor vi fik et rum, der var ca. fire gange så stort som vores japanske værelse, så det var ren luksus. Laura var faldet i søvn allerede da vi landede, og hun sov resten af aftenen. Bjørn fik lige handlet lidt ind i supermarkedet, der ligger lige overfor, så vi kunne spise lidt havregryn til aftensmad – ingen af os gad så meget, vi kunne ikke rigtig forlade rummet når Laura sov, og det var egentlig ret rart endelig at få noget ordentligt at spise. Vi andre tre gik også hurtigt omkuld.

2 kommentarer:

  1. test af googlekonto fra Hjørring

    SvarSlet
  2. Kære alle fire.

    Det er dejligt at se, at I alle har det godt. Hvor er børnene fine i deres badetøj. Vi mindes vores egen tur downunder, og vi er slet ikke misundelige!!!!!
    Heroppe er foråret på vej - vi har testet vores nye mountinbikes igår og i dag vandt Brøndby endelig igen med den nye træner.
    Christian kommer hjem onsdag aften på påskeferie. Han har lige overstået en fed ferie på ski i Frankrig.
    Pruttemormor kom i torsdags og er i fin form.
    kh Jette og
    aab

    SvarSlet