mandag den 1. marts 2010

Søndag d. 28. februar 2010



Så lykkedes det – vi er nu nået til Japan! Vi havde forestillet os et virvar af mennesker overalt, men da vi kom ud af flyet virkede lufthavnen nærmest som om vores fly var den eneste aktivitet, og det var trods alt kl. 9 om morgenen lokal tid. Meget underligt!! Vores første indtryk af Japan derudover? Dyrt! I lufthavnen skulle vi finde ud af, hvordan vi lettest kunne komme til det hotel, som vi har bestilt hjemmefra. Vi spurgte ved informationen, og fandt ud af, at hvis vi skulle med metroen, skulle vi skifte to gange, og det ville tage knap to timer. Hm, med ca. 60 kg. bagage og to børn i hver deres klapvogn kombineret med en træt familie på fire? Det var ikke en svær beslutning at vælge en taxa! Det var dog temmelig dyrt, men ingen af os var i tvivl om, at det andet havde vi ikke lige magtet.
Vi prajede en pirat-taxa, hvor vi endda fik pruttet prisen lidt ned, så vi følte allerede, at vi var godt inde i rejse-terminologien. Det tog knap 1½ time at komme fra lufthavnen, men hotellet ligger også i hjertet af Tokyo. Der bor ca. 30 mio. mennesker i Tokyo-området, og vi fik hurtigt en idé om, hvordan det er. Overalt hvor vi kiggede hen lå der mange mange bygninger meget meget tæt, og de var meget meget høje. Nogle gange kunne det næsten føles som om det var svært at trække vejret, og det var selvom vi stadig bare sad i taxaen!
Da vi ankom til Grand Arc Hanzomon viste det sig, at det var et ret flot hotel, vi havde booket. Det var ellers et af de billigste vi kunne finde på nettet, men da vi først kom op på værelset, vidste vi hvorfor. Vi havde bestilt et japansk værelse, dvs. at man sover og sidder på gulvet, og der er papirsvægge, dog kun ud til gaden, hvor der er vinduer bagved. En rigtig sjov oplevelse – ikke mindst at se Bjørn sidde ved bordet på ”gulv-stole” med hans lange ben, som rakte langt ud på den anden side af bordet  Denne – i vores verden – lidt primitive form for værelse var kombineret med et toilet med både varme i sædet og mange forskellige skyl. Dog har vi ikke musik til udskyl, som vi har hørt fra andre, der har oplevet i Tokyo  Begge børn var faldet i søvn i taxaen, og de vågnede ikke engang da vi satte dem over i klapvognene, eller da vi lagde dem til at sove på madrassen på gulvet. Vi andre var også trætte, så det blev til en god middagslur for os alle fire.
Da vi vågnede hentede vi lidt frokost op på værelset, og derefter tog vi godt med tøj på, og gik en tur i området. Det var 4 grader da vi landede i morges, og hen under aften blev det ikke varmere! Men vi gik en tur hele vejen rundt om Kejserpaladsets Have, alt imens det blev mørkt. Det vi især har fæstnet os ved er, at der er utroligt rent alle vegne, og det føles trygt at gå rundt, også selvom det er mørkt og i det lidt mere øde område af Kejserpaladsets Have. Og så er der ufatteligt mange løbere overalt. Om aftenen gik vi tidligt i seng, og det var rigtig hyggeligt at ligge sammen på gulvet alle fire.

2 kommentarer:

  1. Kære alle 4

    Dejligt at være med på sidelinien til alle jeres oplevelser - skriv endelig videre!
    Knus fra et stadig snedækket Nordjylland
    fra farmor & farfar

    SvarSlet
  2. Det er super at i er kommet godt frem og uden problemer.

    Det gode ved hotellet må da være at i ikke skal tænke over banestole når i skal sidde ved bordet :-)

    Jeg glæder mig til at se/læse mere om jeres tur på den anden side af jorden.

    Med venlig hilsen
    Kim Gydemand

    SvarSlet