torsdag den 11. marts 2010

Torsdag d. 11. marts 2010






Ahh, en rigtig dejlig og afslappet morgen i solskin fra en skyfri himmel. Vi vågnede først kl. 9, og inden vi satte os udenfor og spiste morgenmad, så var de fleste andre allerede ved at køre fra pladsen. Vi brugte morgenen til familiehygge, gå på nettet og få gjort lidt rent i vores campervan, mens børnene legede rundt på pladsen. Der er fire høns, som Victor ivrigt jagter rundt, og det er underholdning nok for både ham og Laura.
Vi gav os god tid, og ved middagstid tog vi ud i den wildlife park, som ligger ikke langt herfra. Her fik vi set tasmanske djævle, og fik hørt hvordan de kan knurre som hunde, hvis de ikke lige er modtagelige for dyrepasseren. Vi fik endda også lov til at røre den, for da den først var kommet op i armene på dyrepasseren, var den en rigtig ”kælegris”. Vi fik også set wombats, og vi holdt endda en unge på 10 mdr. – den var også kælen og en rigtig ”cutie”.
I parken gik kænguruerne frit omkring, og de var sjove at se på – dog syntes Laura ikke det var spor sjovt, da de kom hoppende direkte imod hende. Hun var bange for at de ville spise hende, men så måtte vi lige vise hende den pose med foder, som vi havde købt ved indgangen. Det var til kænguruerne, og den indeholdt en slags tørfoder i størrelser som en kvart lillefingernegl, og så blev hun mere rolig.
De havde også både kakaduer og kukaburras samt andre papegøje-lignende fugle – og så lige to store ørne. Det var ikke den største park i verden, men det var indtryk nok for børnene, og de fik set en masse dyr, som de aldrig havde set før. Det største indtryk for Victor var dog nok stadig, da to store turistbusser ankom til parken, mens vi sad og spiste frokost – de var bare store og flotte!! 
Der ligger nogle caves ikke så langt herfra, og det var egentlig meningen, at vi ville have kørt videre dertil efter parken, men vi var alle fire lidt trætte, så vi kørte tilbage til campingpladsen, hvor vi alle (undtagen Laura) fik sovet lidt til middag, læst bøger, slikket lidt solskin og ellers bare mærke feriestemningen brede sig.
Bjørn fik løbet en tur på 14 km, og Victor fandt nogle legekammerater på pladsen, hvor nogle store børn spillede bold, og Victor var boldhenter – vist en leg de alle synes var glimrende.
I vores campervan er al plads udnyttet, hvilket jo er fantastisk i sig selv (selvom man vel altid kan bruge et skab mere), men det giver også den ulempe, at der er flere steder i bilen, hvor der står ”Mind your head”. Desværre gør min højde lige præcis det, at jeg hverken ser kanten eller skiltet før det er for sent, og med min lettere tendens til klumpethed (nogle vil nok nikke genkendende hertil), så er det efterhånden sket et par gange, at jeg har banket knolden ind i de kanter. Faktisk gør det ondt når jeg vasker hår, og hvis jeg ikke snart får det lært, så ender det med, at jeg kommer hjem som ”conehead” 
Bjørn har været på nettet det meste af aftenen, og pludselig så han, at mormor var online på Skype, så vi fik os lige en hyggelig sludder, inden det blev sengetid.
Her til aften var det så det obligatoriske problem med at komme over til ”tissehusest” efter mørkets frembrud, men jeg er ganske stolt over, at jeg formåede at komme derover igen i dag – denne gang endda uden lommelygte!! (Ok, indrømmet – det var fordi der ikke var mere batteri tilbage). Til gengæld var det en fantastisk flot stjernehimmel – den er fuldstændig og aldeles sort, og så er det de flotteste hvide stjerne, der lyser på den. Sjældent har jeg set så mørk en nattehimmel med så mange flotte stjerner på.

1 kommentar:

  1. Dear family,

    Is there any space for one more? I can be really quiet, and I can babysit the kids if you want to have a night off.. pls..

    By the way, after several posts reading about "bear".. Thorsten finally qualified that you were not travelling with animals, but that actually Bjorn means bear!! (the power of google translator):)

    Lots of hugs, it's wonderful to read you are having such a good time,

    Susana.

    SvarSlet